Gud ske lov for de jyske københavnere

Hun er lige så frisk som den bidende kulde udenfor taxien.

Og vi taler ikke bare metaforisk.

Det er en af de morgener, hvor den opgående sol hænger meget lavt over byen tage og hvor jeg ikke kom tilstrækkeligt tidligt i seng. Det blev ikke lige de der 6-7 timers nattesøvn, før mobilalarmen bimlede, jeg fumlede rundt for ikke at vække den sovende skønhed. Jeg kiggede på displayet med det samme: 02,30: Fy for pokker, men den er god nok. Det er tid at stå op, før fanden får sko på. Det handler om at komme i gang tidligt og få fat på ”the early birds” – erhvervskunderne til lufthavnen.

Nu er der gået 5-6 timer på landevejen. Og Taxamanden har allerede brugt en halv arbejdsdag, før byen for alvor er vågnet. Det kan mærkes i kroppen og som en træthed, man skal være forsigtig med, når vintersolen står én ind i øjnene. – Jeg har allerede været et par gange ude af kabinen og rundt om den sølvfarvede Mercer – en slags koldt vand i blodet for ikke at være træt og sløv.

Og så er det skønt med den unge damen, der i nogle sekunder trækker den friske frost med sig, mens hun hopper hurtigt ind på bagsædet.

Turen går i dag rundt til et par af de gymnasier, som ligger og konkurrerer om de unges gunst i de velhavende forstæder til København. Jeg har for nogle år siden selv lagt børn/unge til det kapløb, som min indre bonderøv slet ikke kan klare: At man ikke bare skal i gymnasiet men at man skal vælge mellem en buket, som på overfladen handler om ”linjer” og studieretninger men som i virkeligheden er et spørgsmål om social segmentering. Det handler ikke bare om vigtigheden af en gymnasial uddannelse, som i dette sociale område åbenbart er den eneste vej frem i livet (Har nogle nogensinde hørt om en snedkerlærling fra Klampenborg?).

Det handler om hvor i hvilke hellige haller?

 

Skal det være X gymnasium, der er det sikre kort og hvor navnet lyder som etiketten på en flaske ædel vin?

Eller Y, hvor de siges at ryge lidt for meget hash men hvor karaktergennemsnittet paradoksalt nok er det højeste ?

Eller Z, som gennem tiderne har haft den store erhvervsmand som sponsor og hvor de kendteste kendte har gået?

Eller W, som har førerpositionen i disse år med et særligt image af naturvidenskab?

 

Det handlede bare om at være glad for overhovedet at kunne gå på ”Statsskolen” – bestemt form éntal!

Jeg ved som sagt, jeg ER en bonderøv – jeg finder den valgprocedure latterlig. For jeg tænker helt forældet tilbage til min egen gymnasietid i 70’erne inden karaktergennemsnit og adgangsbegrænsning – og hvor der kun var ét gymnasium på klippeøen helt derude i Østersøen. Derude, hvor der i virkeligheden var kortere til Sverige og Polen end til den dannede, danske hovedstad. Til gengæld en lang, lang rutebilstur med en masse omveje for at samle alle op. En masse tid til at læse lektier og skabe en illusion om, at man havde forberedt sig. Det handlede bare om at være glad for overhovedet at kunne gå på ”Statsskolen” – bestemt form éntal!

Men det var dengang i en andet århundrede, hvor pigernes bryster hang frit og hvor drengene lignede noget, katten havde slæbt ind.

 

Den unge kunde trækker mig ind i storbyens virkelighed 2016.01.19

 

– Jeg ved snart ikke, hvilket gymnasium jeg skal vælge. Det er jo nærmest som at beslutte sig for, hvilket tøj jeg skal have på i byen en aften, siger hun og vikler sig ud af det lange tørklæde.

 

Hun er temmelig uberørt af forskellige sminker og er bare frisk og smuk. Og så taler hun med en sensuel, lettere jysk accent. Lettere, fordi hun flyttede med sin familie fra hovedlandet til hovedstaden, da hun var 13 år. Og nej, hun savner ikke Jylland som sådan. Jo, barndomsvennerne fra netop de skoleår, hvor livet for alvor begynder.

 

– Men jeg er SÅ glad for at leve og bo herovre. Der sker en hel masse og egentlig er jeg mest glad for blandingen. Udgangspunktet i en af Jyllands store byer – og så den tidlige ungdom i København og omegn.

– Og omegn – det var den første overraskelse.

 

Han talte om vigtigheden af at bo på den rette side af Lyngbyvejen

– hele min familie er fra Jylland – også mine forældre. Vi kommer jo fra sådan almindeligt gode kår, hvor mine de har godt arbejde. Det var det sidste, der trak min far og derved os herover. Men vi skulle først sætte os ind i regler om, hvor man ”skal” bo, hvis man vil bo godt. Ejendomsmægleren var nærmest helt højtidelig, da han talte om vigtighed af at bo på den rette side af Lyngbyvejen. Vi kendte jo ikke denne forestilling om, at de fattige bor i Vangede og de ”rigtige” i Gentofte/Hellerup, – når nu kommunen er den samme. Selvfølgelig har vi forskelle i Jylland – men vi ville jo aldrig tale om det på den måde.

 

Som sagt elsker hun storbyen og vennerne. Ikke noget pjat der. Hun vil ikke lægge afstand til dem. Men i hendes 9.klasse, hvor kammeraterne er samlet fra hele området, kan hun selv efter 3 år i hovedstadsområdet mærke enorme forskelle fra sit jyske bagland.

 

– Jeg lytter stadig nysgerrigt til hvor man skal bo og hvordan man skal se ud. Og mange af mine venner bruger enorme mængder af penge på at ” ..se ud ..” på tøj og ure etc. Virkeligt mange penge. Det sjove er, at den i den grad også gælder drengene. De nærmest pynter sig og man kan se, at nogle af dem kun bruger de dyreste, dyreste mærker. Nogle gange virker det på mig som om de gerne vil være kvinder – eller i hvert fald være som kvinder. Forfængelige og pynte-agtige. Det tænder jeg så ikke lige på. Men det er enormt vigtigt for deres status, mener de selv.

 

Og nu står hun så selv overfor valget: Hvilket gymnasium.  Storesøsteren har allerede åbnet debatten om ”go” og ”no-go”, – for hun har været gennem processen: ”Du skal ikke vælge Z – det er simpelthen for snobbet. Så nu kan for meget glamour altså også blive en hæmsko for et skole-brand.

De kendte kan blive for kendte!

 

Taxamanden arbejder i sandhedens tjeneste og jeg brugte ord, som jeg ikke før og aldrig mere vil bruge overfor kunderne. Ikke overfor en begavet kunde som den kommende gymnasielev, som HAR gennemskuet borgerskabets selvoptagethed. En ung dame, som er yngre end mine egne børn og burde ledes ind på at bruge et sprog som passer sig bedst:

 

– Et råd til dig, siger jeg, da hun stikker sit smukke hoved halvt ind i den læderbetrukne ”stue”, som det hedder i Mercer-sproget. Sådan som man gør derovre i det høflige Jylland, hvor man siger pænt tak for turen, selv om man selv har betalt.

Afskedssalutten ryger ud af mig i min blanding af Jeronimus og drillepind

 

– Slap af for helvede!

 

Hun smiler. Jydetampen har forstået granitperkeren.

Next ArticleFormatradio - men hvad med formatet?