Danmark på kvindernes internationale kampdag den 8. marts 2016

 

Jeg er en slags feminist.

Det kommer helt af sig selv, når skæbnen har begavet én med tre døtre – to hjemmelavede og en bonusdatter. Min første virkeligt alvorlige kæreste havde fire døtre, og en kvinde undervejs, der helt slog benene væk under mig – havde en datter.

Så, jeg synes faktisk jeg har empirisk belæg for min selverklærede feminisme.

Så Taxamanden fejrer også den 8. marts – kvindernes internationale kampdag.

Jeg kørte rundt og tænkte over det i timevis i går – hvordan jeg kunne følge dagen på vej med en stærk kvinde-historie. Jeg har både i min bog og i mine løbende blogindlæg skrevet håndfulde af beretninger om kvinder, men i dag skulle det være en særlig en. Ikke mindst dagen efter at den mest reaktionære danske regering i årtier – i går fejrede ligestillingen ved at lempe på målsætningen for antallet af kvinder i danske virksomheds-bestyrelser.

Frue Jemini!

Og så – endnu engang kom forsynet mig til hjælp.

Ved skæbnens hjælp blev iscenesættelsen nærmest lidt komisk. Turen gik fra en af borgerskabets stilfærdige forstæder til lufthavnen – og så begyndte regnen at vælte ned, mens jeg ventede på hende i porten til opgangen. ”Det er nu den skal bruges”, tænkte jeg og havde taget en paraply med for at redde den kvindelige kunde fra styrtregnen.

– Jeg kan skåne Dem for regnen, frue, sagde taxi-duksen til den modne kvinde, der havde kufferten i den ene hånd og en skraldepose i den anden.

Hun gjorde os øjeblikkeligt dus!

– God nok, sagde hun men gider du så ikke følge ud i gården til skraldecontaineren.

Jeg havde lagt ud med en høflighedsfrase, og den kvindelige logik tilsagde jo, at det regnede lige så meget i gården som på gaden. Og således steppede den sortklædte, foroverbøjede gentle-TAXMAND gennem den store gård med en alt for lille paraply, der kun lige netop kunne beskytte min kunde, mens regnen nærmest vaskede mig til en noget pjusket sølvræv

Jeg fik kunden tilbage gennem porten og ud til den sølvfarvede Mercer med det grønne logo.

Den modne, kvindelige kunde – formentlig omkring de 70 – sad veltilfreds op tør på bagsædet og lignede en rar klon mellem en spilopmager og en krimiforfatter. Glimt i øjet, må man sige. Og med dagens bedste historie.

kunne jeg ikke slippe drømmen, næh, jeg byggede vel nærmest videre på den. Jeg ville have min egen skov!

Historien om en kvinde og en barnedrøm, der endelig blev gjort til virkelighed kort før pensionsalderen.

– Da jeg var barn læste man disse seriebøger. Jeg læste SUSY-bøgerne. En bogrække om en stærk og farverig pige, der boede ude i en skov. Jeg drømte om at være som hende. Så blev jeg voksen og de fascinerede drømme blev lagt på hylden. Jeg blev uddannet økonom og blev lærer på en af landets store og kendte handelsskoler. Som jeg blev ældre, kunne jeg ikke slippe drømmen, næh, jeg byggede vel nærmest videre på den. Jeg ville have min egen skov!

– en Skov?

– Ja, det var lige netop i chokeret undren, at mine kolleger reagerede, da jeg sagde det på læreværelset, en tid inden jeg gik på pension med meldingen: ” … Nu har jeg købt mig en skov…!”

 

Det krævede en stor indsats for at få muligheden. Hun vil have en skov i en ordentlig størrelse og det er ikke noget landbruget umiddelbart sætter til salg. De går nærmest lidt stille med dørene, fordi det måske emmer lidt af økonomisk krise, hvis man på en af de større jordbrug går ud og sætter noget af skoven til salg. Så kvinden med skov-drømmen måtte alliere sig med en forstmand, der kunne hjælpe hende mod målet – og så en dag, var den der. Hun blev ejer af ikke mindre end 90 ha. – 180 tønder land skov et sted derude, langt fra forstadens småborgerlige idyl, – tæt på havet. Den mest vidunderlige drøm af en skov med to små huse og en hytte.

Et af husene bebor skovejeren selv, når hun er derude.Taxamanden er fra landet og ved, at 180 tønder land i areal svarer til en endog meget stor gård. Jeg tror faktisk ikke, der fandtes så store enheder på min fødeø, Bornholm, da jeg var barn i 60’erne (industrialiseringen af landbruget har ændret dette småromantiske billede).

Men så kom jeg med en anden faglighed, som er rimeligt brugbar. – Jeg er økonom!

Men det må da være sådan noget rekreativt krat-skov, fruen har tilegnet sig.

Jeg tager lystigt fejl!

– Nej, jeg driver også decideret skovdrift, i bøg og alt, hvad der hører til. Det er ikke nogen granplantage, jeg har købt. Det er en ægte skov. Ikke sådan, at jeg har folk permanent ansat. Men jeg hyrer entreprenører, når det er nødvendigt. Nu er det jo en drøm, men den skal virkeliggøres rigtigt. Jeg er ikke forstkandidat eller var særligt fagligt vidende på skovområdet, da jeg købte. Men så kom jeg med en anden faglighed, som er rimeligt brugbar. – Jeg er økonom!

Hun smiler igen overbevisende til mig i bakspejlet. Det er selvklart. Selvfølgelig skal den store skov ved havet drives af en økonom. I årtier lærte hun de unge studerende om pengenes nådesløse virkelighed. Nu sidder hun selv, solidt på sin egen skovdrift, økonomien og dens risici.

– Det er ikke sådan, at jeg har planer om, at flytte ud i mit hus i skoven, langt, langt derude på landet. Jeg bliver herinde i byen, hvor jeg har levet i mange år. Sådan skal det være. Men indimellem kan jeg trække mig helt derud, tæt på vandet – under kronerne.

Hun stimulerer mit butlergen. Jeg springer som en yngre gazelle med hendes kuffert og jeg oser vist af beundring, da jeg sætter skovejeren af i udenrigslufthavnen. Og nej! Hun skal ikke til forstkonference eller ud for nat studere træsorter.

Hun skal på en uges kulturferie i Sydspanien, inden bøgen springer ud.

 

God morgen, Danmark

– tillykke med kampdagen, kvinder

 

PS:

Seriebøgerne om Susy blev skrevet af Gretha Stevns i 40’erne og 50’erne. Gretha Stevns var pseudonym for Eilif Mortansson. Pigebøgerne var faktisk skrevet af en mand!