Dagens blogindlæg bringes også i Avisen.dk – en af  landets større nyhedssites

 

 

– ” … Efter en samler kommer en spreder …”, sagde kunden i vogn 2282 og grinede i det skæg, han ikke har.

På den længere tur talte vi om den nye miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen, der i den grad satte fut i fejemøget mindre end et døgn efter sin tiltrædelse.

 

 

Miljøordføreren fra de radikale, tidligere SF-minister på feltet – og ikke mindst medlem af den berømte Auken-klan i dansk , Ida Auken, modtog Esben Lunde med en ganske gængs bemærkning om , at ” … Det virker, som om vi har fået en minister, der er omend muligt mere ligeglad med miljøet, og det ærgrer mig selvføligelig …”. Bemærkningen fald, da den nytiltrådte Lunde Larsen slog fast, at der ikke ville komme nogen tillægsaftale til den nye landbrugslovgivning, -der tillader større udledning af kvælstof via gødskningen. Det undrer nu ikke Taxamanden og mange andre. Tillægsaftalen havde slet ikke til hensigt at beskytte miljøet. Den skulle blødgøre de konservative for at beskytte den tidligere minister Kjer Hansen. Og den taktik røg som bekendt ud med gylle-vandet, da Kjer måtte gå.

Den nydelige minister, der på tryk og i levende billeder ligner en pæn ung mand gik hjem og eksploderede på Facebook med et hvidglædende opslag:

” at endnu en Auken er kørt ud på et sidespor af vælgerne og dermed ikke længere kan blamere sig med sine gratis og selvgode politisk korrekte holdninger på bekostning af alle de tusindvis af danskere, der bor i ProduktionsDanmark … ”

” Endnu ”en Auken”.

Den akademiske, velklædte og nydelige minister Lunde Larsen kunne bare ikke skjule den indelukkede vrede over især afdøde socialdemokratiske miljøminister Svend Auken, som mere end nogen anden var bagmand til miljøpolitikken i Danmark de sidste årtier.

Og så havde vi IGEN balladen fra en regering ganske rigtigt ikke ikke selv er til at få ud på et sidespor. Venstre står historisk helt elendigt blandt vælgerne – efter et kæmpe nederlag til både partiet formanden og hans hektiske hjælpere ved sidste Folketingsvalg.

Men magten – den slipper de ikke, de selvudnævnte repræsentanter for den nye kliché – PRODUKTIONSDANMARK. Sprogforførerne øver sig på at være lige så dygtige til at sprede propaganda som bønderne er til a sprede gylle.

Og så var den der igen, den som min taxikunde havde bidt sig fast i – den med at sprede frem for at samle. Vi skal beskytte landbruget for beskæftigelsens og Danmarks skyld. Halleluja og smæk med klaphattene. Men der er tale om et VI og et DE. De der inde i København, der bare sidder på magten og bestemmer det hele uden at kende den virkelige verden. Og så os herude i produktionen, der forsøge at skaffe føde på bordet.

Det er et aktuelt historisk paradoks, at vore parlamentarikere og ikke mindst vores regering på papiret er mere uddannede og dannede mennesker. OK, nogle af dem som den nye uddannelsesminister, Ulla Tørnæs blev aldrig helt færdige med deres uddannelse, men det er dybest set ligegyldigt. Det er måske lidt hyklerisk i forhold til tidsåndens krav om hurtig gennemførsel de unge i dag. Men Ulla er såmænd meget klogere end mange akademikere. Nej det paradoksale er, at denne dygtighed og klogskab i den herskende politiske generation i højere og højere grad er en individualistisk præstation end en folkelig ambition. De gør sig upopulære på stribe udenfor den kreds, hvor de vælges og har deres gang. Og det er langt fra kun et Venstre-problem. Sandt for dyden gik det også råt for sig i tidligere regering, hvor det lykkedes finansminister Corydon at gøre sig så upopulær udenfor rækkerne af embedsmænd og den politologiske magtelite, støde titusindvis og atter titusindvis af kernevælgere fra sig og den daværende regerings partier – og så afslutte projektet med ikke at blive genvalgt.

 

Gennem Taxamandens 60-årige briller mindes jeg politikere, som helt grundlæggende havde forstået den klassiske tre-deling af magten: Den lovgivende, den dømmende og den udøvende. Gamle Montesquieu, havde jo en hensigt, da han tænkte tankerne for 300 år siden. I den sammenhæng var den udøvende magt – parlamentet og dens embedsmænd – al folkets. De politiske slåskampe skulle foregå i parlamentet.

På personlighedsplanet har nyere historie gode eksempler på den slags profiler: Mest nævnt de sidste år – Poul Schlüter som i 11 år med stor dygtighed navigerede gennem kriser i samfund og politik, og selv sagde, at han ” … ikke var så konservativ, så det gjorde noget …” Og selv om regeringerne Anker Jørgensen ikke var succesfulde i den økonomiske politik, havde den lille trinde mand fra lejligheden i Sydhavnskvarteret i København en god forankring i folket. Også i mit borgerlige hjem, hvor min konservative far havde respekt for mandens menneskelige og folkelige egenskaber og min mor – vist-nok-engang – kom til at stemme på ham for hans sociale hensyn og tænkning.

Her trykker skoen ikke for profiler som Lykke – eller Espen Lunde Larsen. Ikke i den almindelige offentlighed. Ikke endnu i hver fald, trods al nydeligheden og det venlige smil.

Med fare for at få en hel generation på nakken, kan jeg ikke lade være med at se det tydelige genskin af individualitetens dyrkelse siden forældregenerationen måtte slippe 60’ernes fællesskabs-kultur og de store bevægelsers brydningstider i 70’erne.

Ingen alvorlige forhindringer på deres målbevidste og stimulerede vej på vej mod deres ønskemål

Der er tale om den uddannelsesmæssigt og materielt mest privilegerede generation nogensinde. Det kan godt være at Espen Lunde kommer direkte ud af bondemiljøet, som i sin tid skabte det folkelige Venstre. Men embedseksaminer, PH-afhandlinger og partiarbejde siden manden fik dun på overlæben har for længst trukket ham ud af bondestandens og op i en anden klasse. Der er måske tale om masser og mere kvælstof på marken – men hænderne er bløde og sirlige og dufter ikke af ammoniak. Og generationen har hele vejen igennem været båret af forældrenes støtte og ros.Ingen alvorlige forhindringer på deres målbevidste og stimulerede vej på vej mod deres ønskemål

Ingen slaver på stridsvognen, der har talte dem ned fra deres arrogance.

Men fædre og mødre, der hele tiden har bekræftet dem i, hvor dygtige de er.

 

Måske er afstanden mellem den nydelige og slipsede optræden og den giftige dialogform blot en uundgåelig konsekvens af individ-dyrkelsen?

For i en sådan solistisk verden er det ret ligegyldigt om man samler eller spreder. Her hersker først og fremmest – J E G!