Jeg må fastholde, at en taxa i princippet er et meget intimt sted for dialog. Vi har blot de der mindre end 2 kubikmeter rum – fører og passager. Sidder kunden på forsædet, er vore ansigter måske kun 20 centimer fra hinanden. Man kan se hinanden – tydeligt. Man kan se hudens beskaffenhed. Man kan se eventuelle blodsprængninger i kundens øjne – og derfor også lidt om, der er noget andet i kundens årer end blod!
Bare så vi har det på det rene.
Så kommer det raffinerede: Det er sådan set også af betydning, hvordan kunden sidder og hvor stor kunden er.
Min kunde er en ældre (tæt på 90erne) kvinde – og meget spinkel og lille. Fragile, ville franskmændene have sagt, hvis hun ar skabt af porcelæn. Det kunne hun egentlig godt være. Med lyseblå øjne, en meget lille krop, lange fingre på de magre hænder. På grund af den sidste kunde, jeg havde, er sædet alt, alt for langt nede. Det virker i nogle absurde øjeblikke, som sad hun langt nede – på gulvet. Men damen bliver nærmest lidt irriteret, da jeg spørger, om jeg skal hæve sædet. Hun har sikkert hørt det før og er træt af altid at ære den lille, spinkle. Jeg gør mig klar til at denne tur er en transportopgave fra A-B og ikke et af mine oplæg til en længere samtale. Bl.a. fordi turen blot vil tage 5-8 minutter.
Men taxamanden er overordentlig dårlig til at holde sin kæft og hører straks, at kunden har et angelsaksisk modersmål – formentlig amerikansk.
Ganske rigtigt. Hun er fra det store, kontroversielle ”over there”, som jeg sel både savner og elsker. Og så fra New York, big apple. Sandelig fra downtown Manhattan – og så løsner jeg for mine oplevelse og håber, at hendes irritation er overstået. Det er den hurtigt.
Jeg fortæller om min sidste Harley-tur til USA – afslutningen af en forretningsrejse for vel 4 år siden. Vi besøgte radiostationer i byernes by, New York, – også, når det handler om radio. Og så lige 3 dage ”off” i upstate New York. Op langs Hudsonfloden, Orange County Choppers – og så selvfølgelig et besøg i Woodstock, hjembyen for festivalen over alle festivaler i 1969.
Hun har boet i Danmark i næsten 60 år – og Allerede under Woodstock, var hun etableret som ægtefælle og universitetsunderviser i det lille, skandinaviske kongerige. Men Hudson River er en fælles reference for os. Også som metafor for kunst og oprør. Hudson Floden. Der hvor folkesangeren over alle, Pete Seeger, levede sit liv. Og der hvor han kæmpede sine borgerrettighedskampe gennem sine sange – og helt konkret mod forureningen af den store flod, Hudson Rivrer.
Sailing up, sailing down, up down – up and down the river..”
Nu er hun hjemme I det liberale (venstreorienterede) USA, som vi kender alt for lidt til i disse Goldmann Sachs tider. Hun giver sig til at synge Pete Seegers kampsang mod forureningen af den gamle flod.
”The river may be dirty now, but it’s getting cleaner every day”. Det er både lidt absurd men også meget rørende at sidde her i Merceren, på vej forbi Dyrehaven med den ældre dame syngende veloplagt fra forsædet. Og det vil blive lidt vildere…..
Vi snakker om Pete Seeger, som tog de virkeligt hårde kampe i kommunistforskrækkede 50’ere i USA. Han nægtede at lade sig knække af McCarthy – og det kostede ham en fængselsdom. Manden, der moderniserede den amerikanske folkemusik – herunder de sortes (We Shall Overcome…). Og så fortsætter sangen.
Kunden: Sailing up
Taxamanden: …sailing up
Kunden: Sailing down
Taxamanden: ..sailing down
Kunden: sailing up (T: up) down (T: down) – up and down the river.
Det er for vildt. Jeg sidder på forsædet med min aldrende kunde og synger en af Seegers kampsange – til ære for manden, der døde for vel en måned siden. Hun synger for – og jeg synger ”ekko”. Brumbassen af en silverfox og den sprøde, lidt metalliske stemme fra den lille, ældre kvinde. Og i stor kærlighed til den amerikanske frhedstrang. Jeg modstår min trang til at køre en omvej for at forlænge turen – og snart er den slut. Den gamle dame skal til noget undervisning på en af kommunens centre og jeg håber miraklet il ske, så jeg møder hende igen og kan få sunget de sidste par vers.
Og I kan måske forstå, hvorfor det grundlæggende er fedt at være i mine arbejdssko?
God morgen Danmark.
Det er dejligt at være tilbage hos jer efter ferien med nye historier fra det virkelige taxaliv
PS:
Jeg har åbnet min blog på www.taxamand.dk. Her kan du læse mere om min baggrund og meritter. Og her kan de folk, som ikke er på Facebook, læse med. Og abonnere på mine opdateringer. Jeg linker til siten nedenunder. I vil stadig og ganske gratis kunne læse mine daglige opdateringer på Facebook. Men I vil gøre mig en særlig stor tjeneste ved at dele linket til min nye blog på jeres Facebook.
Min syngende kunde
Jeg må fastholde, at en taxa i princippet er et meget intimt sted for dialog. Vi har blot de der mindre end 2 kubikmeter rum – fører og passager. Sidder kunden på forsædet, er vore ansigter måske kun 20 centimer fra hinanden. Man kan se hinanden – tydeligt. Man kan se hudens beskaffenhed. Man kan se eventuelle blodsprængninger i kundens øjne – og derfor også lidt om, der er noget andet i kundens årer end blod!
Bare så vi har det på det rene.
Så kommer det raffinerede: Det er sådan set også af betydning, hvordan kunden sidder og hvor stor kunden er.
Min kunde er en ældre (tæt på 90erne) kvinde – og meget spinkel og lille. Fragile, ville franskmændene have sagt, hvis hun ar skabt af porcelæn. Det kunne hun egentlig godt være. Med lyseblå øjne, en meget lille krop, lange fingre på de magre hænder. På grund af den sidste kunde, jeg havde, er sædet alt, alt for langt nede. Det virker i nogle absurde øjeblikke, som sad hun langt nede – på gulvet. Men damen bliver nærmest lidt irriteret, da jeg spørger, om jeg skal hæve sædet. Hun har sikkert hørt det før og er træt af altid at ære den lille, spinkle. Jeg gør mig klar til at denne tur er en transportopgave fra A-B og ikke et af mine oplæg til en længere samtale. Bl.a. fordi turen blot vil tage 5-8 minutter.
Men taxamanden er overordentlig dårlig til at holde sin kæft og hører straks, at kunden har et angelsaksisk modersmål – formentlig amerikansk.
Ganske rigtigt. Hun er fra det store, kontroversielle ”over there”, som jeg sel både savner og elsker. Og så fra New York, big apple. Sandelig fra downtown Manhattan – og så løsner jeg for mine oplevelse og håber, at hendes irritation er overstået. Det er den hurtigt.
Jeg fortæller om min sidste Harley-tur til USA – afslutningen af en forretningsrejse for vel 4 år siden. Vi besøgte radiostationer i byernes by, New York, – også, når det handler om radio. Og så lige 3 dage ”off” i upstate New York. Op langs Hudsonfloden, Orange County Choppers – og så selvfølgelig et besøg i Woodstock, hjembyen for festivalen over alle festivaler i 1969.
Hun har boet i Danmark i næsten 60 år – og Allerede under Woodstock, var hun etableret som ægtefælle og universitetsunderviser i det lille, skandinaviske kongerige. Men Hudson River er en fælles reference for os. Også som metafor for kunst og oprør. Hudson Floden. Der hvor folkesangeren over alle, Pete Seeger, levede sit liv. Og der hvor han kæmpede sine borgerrettighedskampe gennem sine sange – og helt konkret mod forureningen af den store flod, Hudson Rivrer.
Nu er hun hjemme I det liberale (venstreorienterede) USA, som vi kender alt for lidt til i disse Goldmann Sachs tider. Hun giver sig til at synge Pete Seegers kampsang mod forureningen af den gamle flod.
”The river may be dirty now, but it’s getting cleaner every day”. Det er både lidt absurd men også meget rørende at sidde her i Merceren, på vej forbi Dyrehaven med den ældre dame syngende veloplagt fra forsædet. Og det vil blive lidt vildere…..
Vi snakker om Pete Seeger, som tog de virkeligt hårde kampe i kommunistforskrækkede 50’ere i USA. Han nægtede at lade sig knække af McCarthy – og det kostede ham en fængselsdom. Manden, der moderniserede den amerikanske folkemusik – herunder de sortes (We Shall Overcome…). Og så fortsætter sangen.
Kunden: Sailing up
Taxamanden: …sailing up
Kunden: Sailing down
Taxamanden: ..sailing down
Kunden: sailing up (T: up) down (T: down) – up and down the river.
Det er for vildt. Jeg sidder på forsædet med min aldrende kunde og synger en af Seegers kampsange – til ære for manden, der døde for vel en måned siden. Hun synger for – og jeg synger ”ekko”. Brumbassen af en silverfox og den sprøde, lidt metalliske stemme fra den lille, ældre kvinde. Og i stor kærlighed til den amerikanske frhedstrang. Jeg modstår min trang til at køre en omvej for at forlænge turen – og snart er den slut. Den gamle dame skal til noget undervisning på en af kommunens centre og jeg håber miraklet il ske, så jeg møder hende igen og kan få sunget de sidste par vers.
Og I kan måske forstå, hvorfor det grundlæggende er fedt at være i mine arbejdssko?
God morgen Danmark.
Det er dejligt at være tilbage hos jer efter ferien med nye historier fra det virkelige taxaliv
PS:
Jeg har åbnet min blog på www.taxamand.dk. Her kan du læse mere om min baggrund og meritter. Og her kan de folk, som ikke er på Facebook, læse med. Og abonnere på mine opdateringer. Jeg linker til siten nedenunder. I vil stadig og ganske gratis kunne læse mine daglige opdateringer på Facebook. Men I vil gøre mig en særlig stor tjeneste ved at dele linket til min nye blog på jeres Facebook.
Taxamand
Next ArticleDen totale lykke