Der er noget fascinerende over de uforventelige møder, som er taxalivets kerne. – Til tider både skræmmende og spændende i de få minutter fra jeg modtager en bestilling via anlæg/skærm – til jeg er fremme hos kunden. Er det bare et vejnummer og et navn, kan jeg blive ramt af den almindelige nyfigenhed: Hende har jeg da mødt før! – Er det et sted/en institution, kan det sætte fantasien i gang – og få mig til at skabe en livshistorie for mit indre.
Og så er der ulykkerne – og de ramte.
Og sådan er vi: skæve, kærlige dødssangste, skuffede, syge, forladte, ildelugtende, håbefulde.. og indimellem lykkelige.
Jeg skal hente en kunde på et center for hjerneskadede og jeg kan allerede se på bestillingen, at jeg kommer til at tilbringe lang tid med kunden. Han skal køres til det nordligste Nordsjælland. Jeg er med mine snart 20 måneder som taxamand blevet bedre til at tage/forstå/acceptere (kan ikke nu finde det rette verbum) – den menneskelige anormalitet. ”Det manglede sgu bare”, vil de fleste sige ”du lever jo af menneskene i al deres forskellighed”. Men det er ikke denne moralske accept, jeg taler om. Jeg taler om – sådan virkeligt og fysisk – at se også det skæve menneske som så at sige et ”almindeligt menneske”. Den unge med Down’s syndrom. Autisten med de voldsomme rokke-bevægelser. Den muligvis terminalt syge, hvor jeg på ansigtskulør og på kørsels-målet (hvilken sygehusafdeling?) kan forestille mig en sørgmodig skæbne i sin sidste fase. Sådan er det. Og sådan er vi: Skæve, kærlige, dødsangste, skuffede, syge, forladte, grimme, ildelugtende, håbefulde….
….og indimellem lykkelige.
Jeg kan se, at han – manden fra centret for hjerneskadede – ER patient. En mand på vej mod de 50. En kuffert med hjul, der gør det lettere at transportere papirer og lignende. Mærker i ansigtet efter fysiske skader, en skævhed – ikke voldsom – i ansigtet. Let trækkende på det ene ben. Uden anden hjælp end døråbningen sætter han sig ret adræt ind på forsædet.Han er klar til at snakke og fortælle. Han er faktisk lykkelig – uden, så vidt eg husker, at bruge det voldsomme ord. Det er hans ”otte-måneders-dag” i dag…..
For 8 måneder siden – præcist i dag – styrtede han alvorligt på sin cykel, da han var ude med vennerne i den lokale motionscykelklub. Uden cykelhjælm var han givetvis blevet dræbt og havde i hvert fald siddet i kørestol – siger neurokirurgerne og neulologerne, der har behandlet ham. Han smadrede hovedet, herunder flere tænder, hvor nerverne var blotlagte, fik kraniebrud – og en hjerneblødning. De første dage lå han i coma – og herefter fulgte et sygehusophold på et halvt år med genoptræning, genoptræning, genoptræning.
– Men jeg lover dig for, siger manden med et rent fysisk – skævt smil – jeg har oplevet så megen hjælpsomhed og støtte, at det nærmest har forandret mit liv. Jeg er heldig og er ansat som procestekniker på verdens bedste arbejdsplads (en stor dansk medicinalvirksomhed). Selvfølgelig havde jeg angsten for at miste – også mit arbejde. Men den angst forsvandt efter første telefonsamtale med min chef. Nu skulle jeg blot bruge al den tid, der skulle til for at blive rask igen.
Sådan har han mødt systemet – og hele tiden vender han tilbage til, at han godt kan se, at han genfortæller det hele lidt lyserødt. Men han er glad. Glad for livet, fordi han var et hår fra at miste det. Glad for at være efterspurgt af sin arbejdsplads, selvom der nu venter en reel, langsom tilbagevenden til kollegerne. Glad for familie, børn, kone og al kærligheden.
Det ville jeg ALDRIG have sagt før ulykken. Det var sgu for meget. Men nu lever jeg jo den kliche i praksis.
Det bliver en ”lykketur” tilbage til det nordsjællandske. Jeg ved, at det her er dagens ”historie”. Han ved, at jeg vil – nej, han er GLAD for at jeg vil skrive den. Og han ville have accepteret, at jeg nævnte hospitals- og firmanavn. Måske ville han helst sige tak til alle, der har bragt ham ud af livstragedien. Men lige nu er det taxamanden, der er nervøs for sirup-lykken, – som jeg kalder den genre af journalistikken, at alt er så positivt, at det næsten giver fysisk kvalme. I kender denne medie-genre i tidsånden – ingen programmer nævnt, ingen glemt.
Jeg er bare så privilegeret i mit daglige arbejde, at jeg møder den overældende lykke og dens ægte aktører, når den er sand og spontan. Ikke et medieformat eller et underholdningsbrand.
Bare et ægte, lykkeligt menneske. Og af god grund!
God morgen Danmark,
Særligt til de af jer, der kæmper for at vende en livssmerte til – en dag med ganske almindelig lykke.
Den totale lykke
Der er noget fascinerende over de uforventelige møder, som er taxalivets kerne. – Til tider både skræmmende og spændende i de få minutter fra jeg modtager en bestilling via anlæg/skærm – til jeg er fremme hos kunden. Er det bare et vejnummer og et navn, kan jeg blive ramt af den almindelige nyfigenhed: Hende har jeg da mødt før! – Er det et sted/en institution, kan det sætte fantasien i gang – og få mig til at skabe en livshistorie for mit indre.
Og så er der ulykkerne – og de ramte.
Jeg skal hente en kunde på et center for hjerneskadede og jeg kan allerede se på bestillingen, at jeg kommer til at tilbringe lang tid med kunden. Han skal køres til det nordligste Nordsjælland. Jeg er med mine snart 20 måneder som taxamand blevet bedre til at tage/forstå/acceptere (kan ikke nu finde det rette verbum) – den menneskelige anormalitet. ”Det manglede sgu bare”, vil de fleste sige ”du lever jo af menneskene i al deres forskellighed”. Men det er ikke denne moralske accept, jeg taler om. Jeg taler om – sådan virkeligt og fysisk – at se også det skæve menneske som så at sige et ”almindeligt menneske”. Den unge med Down’s syndrom. Autisten med de voldsomme rokke-bevægelser. Den muligvis terminalt syge, hvor jeg på ansigtskulør og på kørsels-målet (hvilken sygehusafdeling?) kan forestille mig en sørgmodig skæbne i sin sidste fase. Sådan er det. Og sådan er vi: Skæve, kærlige, dødsangste, skuffede, syge, forladte, grimme, ildelugtende, håbefulde….
….og indimellem lykkelige.
Jeg kan se, at han – manden fra centret for hjerneskadede – ER patient. En mand på vej mod de 50. En kuffert med hjul, der gør det lettere at transportere papirer og lignende. Mærker i ansigtet efter fysiske skader, en skævhed – ikke voldsom – i ansigtet. Let trækkende på det ene ben. Uden anden hjælp end døråbningen sætter han sig ret adræt ind på forsædet.Han er klar til at snakke og fortælle. Han er faktisk lykkelig – uden, så vidt eg husker, at bruge det voldsomme ord. Det er hans ”otte-måneders-dag” i dag…..
For 8 måneder siden – præcist i dag – styrtede han alvorligt på sin cykel, da han var ude med vennerne i den lokale motionscykelklub. Uden cykelhjælm var han givetvis blevet dræbt og havde i hvert fald siddet i kørestol – siger neurokirurgerne og neulologerne, der har behandlet ham. Han smadrede hovedet, herunder flere tænder, hvor nerverne var blotlagte, fik kraniebrud – og en hjerneblødning. De første dage lå han i coma – og herefter fulgte et sygehusophold på et halvt år med genoptræning, genoptræning, genoptræning.
– Men jeg lover dig for, siger manden med et rent fysisk – skævt smil – jeg har oplevet så megen hjælpsomhed og støtte, at det nærmest har forandret mit liv. Jeg er heldig og er ansat som procestekniker på verdens bedste arbejdsplads (en stor dansk medicinalvirksomhed). Selvfølgelig havde jeg angsten for at miste – også mit arbejde. Men den angst forsvandt efter første telefonsamtale med min chef. Nu skulle jeg blot bruge al den tid, der skulle til for at blive rask igen.
Sådan har han mødt systemet – og hele tiden vender han tilbage til, at han godt kan se, at han genfortæller det hele lidt lyserødt. Men han er glad. Glad for livet, fordi han var et hår fra at miste det. Glad for at være efterspurgt af sin arbejdsplads, selvom der nu venter en reel, langsom tilbagevenden til kollegerne. Glad for familie, børn, kone og al kærligheden.
Det ville jeg ALDRIG have sagt før ulykken. Det var sgu for meget. Men nu lever jeg jo den kliche i praksis.
Det bliver en ”lykketur” tilbage til det nordsjællandske. Jeg ved, at det her er dagens ”historie”. Han ved, at jeg vil – nej, han er GLAD for at jeg vil skrive den. Og han ville have accepteret, at jeg nævnte hospitals- og firmanavn. Måske ville han helst sige tak til alle, der har bragt ham ud af livstragedien. Men lige nu er det taxamanden, der er nervøs for sirup-lykken, – som jeg kalder den genre af journalistikken, at alt er så positivt, at det næsten giver fysisk kvalme. I kender denne medie-genre i tidsånden – ingen programmer nævnt, ingen glemt.
Jeg er bare så privilegeret i mit daglige arbejde, at jeg møder den overældende lykke og dens ægte aktører, når den er sand og spontan. Ikke et medieformat eller et underholdningsbrand.
Bare et ægte, lykkeligt menneske. Og af god grund!
God morgen Danmark,
Særligt til de af jer, der kæmper for at vende en livssmerte til – en dag med ganske almindelig lykke.
Taxamand
Next ArticleKarrierekvinden og hendes afsavn