Da mine far var ung i begyndelsen af 1950’erne, kunne man score på uniformen. Han lagde sin store hånd på sygeplejeelevens varme ryg og dansede til den levende musik på restaurant Villa Nova i Rønne i sin nystrøgne udgangsuniform.
Og således blev Taxamanden skabt i lyset af den kolde krig og en beleven oversergent.Da jeg selv var ung i 70’erne måtte man gerne ligne noget, katten havde slæbt ind, hvis bare man kunne noget med ord eller DR. Jeg kan stå inde for at selv en lapset læderjakke og langt hår i nakken kunne bryde risikopen for, at man skulle gå alene i seng
I dag skal du være bartender!
Jeg kan kun fantasere mig til slutakten, men jeg konstaterer bare, at byens unge bartendere (de fleste er mænd) ofte køres hjem med en smuk, ung pige ved deres side på bagsædet. De er mere effektive forførere – eller i hvert fald forspillere – end gennemsnittet. Ofte bygger deres bekendtskab blot på nogle få timers charmerende blikke og givetvis kun en svag overtalelse.
Men det giver adgang til den korteste tur til paradis.
De to på bagsædet kender hinanden en smule mere, kan jeg høre på deres samtale. Men ”som venner” – og den status skal så højnes denne sene torsdag nat eller tidlige fredag morgen – hvilken synsvinkel du nu foretrækker. Han er høflig og hans stemme ligger dybere i begyndelsen – det ultimative maskuline træk. Han har prøvet det her før, det er der vist ingen tvivl om. Det ved hun – nu er det hendes tur til at score barens flotteste fyr. Slank er kan, men mørke krøller – og hele tiden tændt i opmærksomhed. Det kan godt være, at de øjne har afsøgt et større marked denne aften, Men nu er det hende, den blonde, velskabte pige ved hans side, der har vundet aftenens godnat-præmie.
Jeg mærker dog, at et eller andet gør ham rastløs på bagsædet.
Han svarer med nogle korte brum, mens han nervøst gennemsøger alle sine lommer i skjorten, i bukserne og i jakken.
– For helvede, jeg må ha’ tabt mit Dankort, siger han nervøst, mens han løfter bagdelen fra bagsædet og kigger videre og mærker efter endnu engang.
– Ro på, jeg har mit, siger den unge kvinde overskudsagtigt. Det lyder faktisk som om, at rollebyttet passer hende. Nu er hun ovenpå – og han blive trukket ned fra bartenderens fuldautomatiske heltestatus.
– ha-ha tænker jeg uden at sige et ord i min lidt usolidariske skadefryd over, at det ikke går så let for Karl Smart. For det er jo ikke det bedste, maskuline greb at lade den nyeste scoring betale for taxituren selv.
– Jeg skal nok betale dig via MobilePay, siger han flovt og siger noget, der bare gør nederlaget lidt større: Jeg kan indsætte en hundrekrone mere!
– Hold nu op for fanden, siger hun sejrssikkert, jeg har sgu’ da råd til at betale vores taxi selv.
Der sker noget underligt i den ellers så ubetydelige episode, hvor jeg kigger i bakspejlet for at se, om vi skal vende om i jagten på Dankortet. Et overbærende blik uden ord fra kvinden giver svaret: Vi kører! Det med kortet, må han løse selv.
Taxamanden er – når sandheden skal frem – elendig til konflikter så tæt på. Så jeg indleder de sidste kilometers tur med en snak om ” … og hvad laver I så, når I ikke er i byen … ?”
Vi taler om gymnasiet og det svære ved at finde ud af, hvad man egentlig vil med sit arbejdsliv. Hun aner det virkeligt ikke. Han er røget i pengekassen – den der med at tjene så godt på bartenderarbejdet og lederopgaver, at det er svært at gå ind til en studietid med dårlig økonomi. Og hvad er det egentlig, man vil?
Han kigger på mig i bakspejlet og den tjekkede bartenders øjne er fulde af den helt unge mands tvivl. Kvinden ved siden af ham kigger bare på ham, mens slipper skrækken for dårlig stil-karakter. Nu er det tid til den rene mel i posen.
– Jeg har faktisk læst noget med forretning og økonomi det sidste års tid. Men jeg meldte fra for en måned siden. Jeg er ikke klar.
– Hvad siger ”de gamle” til det? spørger hun inkvisitorisk. Hun kender historien om forventningspresset.
– Er du gal, mand, det aner de intet om, svarer han, inden hun er helt færdig med sit spørgsmål. Det må jeg altså fortælle dem forsigtigt, for de bliver sure og skuffede.
Hun kigger på ham, mens den sidste stråleglans forsvinder fra den tjekkede bartender.
God dag, Danmark
– især til tvivlerne.
PS:
Dette blogindlæg blev bragt som klumme i Ekstrabladets søndagsmagasin EKSTRA
Den smarte bartender – og hans hemmelighed
Da mine far var ung i begyndelsen af 1950’erne, kunne man score på uniformen. Han lagde sin store hånd på sygeplejeelevens varme ryg og dansede til den levende musik på restaurant Villa Nova i Rønne i sin nystrøgne udgangsuniform.
Og således blev Taxamanden skabt i lyset af den kolde krig og en beleven oversergent.Da jeg selv var ung i 70’erne måtte man gerne ligne noget, katten havde slæbt ind, hvis bare man kunne noget med ord eller DR. Jeg kan stå inde for at selv en lapset læderjakke og langt hår i nakken kunne bryde risikopen for, at man skulle gå alene i seng
I dag skal du være bartender!
Men det giver adgang til den korteste tur til paradis.
De to på bagsædet kender hinanden en smule mere, kan jeg høre på deres samtale. Men ”som venner” – og den status skal så højnes denne sene torsdag nat eller tidlige fredag morgen – hvilken synsvinkel du nu foretrækker. Han er høflig og hans stemme ligger dybere i begyndelsen – det ultimative maskuline træk. Han har prøvet det her før, det er der vist ingen tvivl om. Det ved hun – nu er det hendes tur til at score barens flotteste fyr. Slank er kan, men mørke krøller – og hele tiden tændt i opmærksomhed. Det kan godt være, at de øjne har afsøgt et større marked denne aften, Men nu er det hende, den blonde, velskabte pige ved hans side, der har vundet aftenens godnat-præmie.
Han svarer med nogle korte brum, mens han nervøst gennemsøger alle sine lommer i skjorten, i bukserne og i jakken.
– For helvede, jeg må ha’ tabt mit Dankort, siger han nervøst, mens han løfter bagdelen fra bagsædet og kigger videre og mærker efter endnu engang.
– Ro på, jeg har mit, siger den unge kvinde overskudsagtigt. Det lyder faktisk som om, at rollebyttet passer hende. Nu er hun ovenpå – og han blive trukket ned fra bartenderens fuldautomatiske heltestatus.
– ha-ha tænker jeg uden at sige et ord i min lidt usolidariske skadefryd over, at det ikke går så let for Karl Smart. For det er jo ikke det bedste, maskuline greb at lade den nyeste scoring betale for taxituren selv.
– Jeg skal nok betale dig via MobilePay, siger han flovt og siger noget, der bare gør nederlaget lidt større: Jeg kan indsætte en hundrekrone mere!
– Hold nu op for fanden, siger hun sejrssikkert, jeg har sgu’ da råd til at betale vores taxi selv.
Der sker noget underligt i den ellers så ubetydelige episode, hvor jeg kigger i bakspejlet for at se, om vi skal vende om i jagten på Dankortet. Et overbærende blik uden ord fra kvinden giver svaret: Vi kører! Det med kortet, må han løse selv.
Taxamanden er – når sandheden skal frem – elendig til konflikter så tæt på. Så jeg indleder de sidste kilometers tur med en snak om ” … og hvad laver I så, når I ikke er i byen … ?”
Vi taler om gymnasiet og det svære ved at finde ud af, hvad man egentlig vil med sit arbejdsliv. Hun aner det virkeligt ikke. Han er røget i pengekassen – den der med at tjene så godt på bartenderarbejdet og lederopgaver, at det er svært at gå ind til en studietid med dårlig økonomi. Og hvad er det egentlig, man vil?
Han kigger på mig i bakspejlet og den tjekkede bartenders øjne er fulde af den helt unge mands tvivl. Kvinden ved siden af ham kigger bare på ham, mens slipper skrækken for dårlig stil-karakter. Nu er det tid til den rene mel i posen.
– Jeg har faktisk læst noget med forretning og økonomi det sidste års tid. Men jeg meldte fra for en måned siden. Jeg er ikke klar.
– Hvad siger ”de gamle” til det? spørger hun inkvisitorisk. Hun kender historien om forventningspresset.
– Er du gal, mand, det aner de intet om, svarer han, inden hun er helt færdig med sit spørgsmål. Det må jeg altså fortælle dem forsigtigt, for de bliver sure og skuffede.
Hun kigger på ham, mens den sidste stråleglans forsvinder fra den tjekkede bartender.
God dag, Danmark
– især til tvivlerne.
PS:
Dette blogindlæg blev bragt som klumme i Ekstrabladets søndagsmagasin EKSTRA
Taxamand
Next ArticleEt møde med fortiden