Pling-pling, siger computerskærmen i vogn 2282.

Jeg trykker på en af knapperne – og køreordren dukker op på skærmen, som en databesked i en spionfilm fra den kolde krig. Så kommer navnet på kunden – og jeg sendes endnu længere tilbage til en tid, hvor vi ikke forestillede os, at den kolde krig vil stoppe i vores levetid.

Jeg aner jo ikke om kunden er HAM. Men navnet sender tilbage til min regionalradio – min allerførste år på arbejdsmarkedet. Det er snart 40 år siden og jeg var bare 24, journalistspire – og vildt imponeret. Netop i de dage havde jeg dækket en af det politiske univers store begivenheder. For første gang også på tv og med hjælp fra profilerne i København. De kendte fra højtaler og skærm.

Jeg var total-grøn – og han var en trænet produktionsleder fra hr. Danmarks Radio, som min feministiske chef sarkastisk kaldte førerbunkeren i Gladsaxe.

Og så var det altså lige den der morgen efter det gigantiske medieslag med efterfølgende fest – med improviseret overnatning på sofaen i mit kontor på stationen. Det senhalvfjerdserne, vi var de frigjorte og jeg kan vel godt efter så mange år erkende, at jeg ikke overnattede ganske alene på mit kontor. Hun var en smuk radioprinsesse med langt højere status end granitperkeren. Hvad han havde lavet må stå for hans egen regning. Men lige nu på ring-motorvejen smiler jeg lidt for mig selv, da jeg genkalder de to testosterone hanner, der børstede tænder side om side ved baderummets håndvaske, mens vi smågrinende genoplevede nattens synderegister.

Det var efteråret 1978.

The autumn of love!

 

Jeg kigger igen på skærmen og ser, at kunden skal hentes på en af de ”hårde” afdelinger på det store hospital. Er det ham? Hvor syg er han? Kan jeg genkende ham?

Det er en standardordre at tage en kørestol med på afdelingen. Jeg ruller den med mig, mens jeg forestiller mig, hvordan manden, der dengang vare indbegrebet af en viking på næsten 2 meter og en vægt på den rette side af 100 kg. – ser ud i dag.

– Han skal hentes længere nede, siger den travle sygeplejerske, slå nonchalant ud med armen og orker næsten ikke at kigge op fra computer og papirer. Det er stress-dag i dag

 

Jeg lister ind i stuen, hvor en mager, granvoksen mand kryber sovende sammen på sengen. Nærmest i fosterstilling eller som en skudt fugl på bryggers-bordet med dagens jagt. Næverne knyttet mod brystet, albuerne mod maven – og så det sovende, smertebefriede ansigt.

– Det er Taxamanden

Jeg kalder på ham flere gange, før han slår øjnene op. De lyseblå øjne.

Det er ham!

– Nå endelig siger han irriteret. Jeg har ventet længe.

Jeg lukker af for undskyldningerne og konstaterer bare, at vi mødes nu som dengang for knap 40 år siden: Han ta’r rorpinden. – Jeg handler pr. ordre og konduite, mens jeg kører ned ad gangen i kørestolen. Han insisterer på, ved siden af at trække sin rollator med den højre hånd og arm, der engang var muskuløs.

– Nåh, for helvede, du var på generaldirektørens hold

Det er en lang køretur, og vi får talt sammen, da han først er tøet lidt op. Jeg kan ikke lade være med at fortælle ham, at vi kender hinanden. Eller rettere: Jeg kender ham. Han genkender mig på navnet, da jeg dvæler ved min engang blomstrende chefkarriere i Statsradiofonien.

 

– Nåh, for helvede, du var på generaldirektørens hold. Ja, det var jo nærmest ham, der fyrede mig. Men du blev altså boss. Hvad fanden lavet du så her i taxaen siger han, kigger på mig og smågriner

Han får historien ultrakort. Gider den ikke mere, så jeg spørger ind til hans liv.

– Jamen du kan sikkert se det. Jeg er syg, og det har jeg været længe. Sandheden er vel nærmest, at jeg burde være død.

Der bliver musestille.

 

– Nej min time er ikke kommet endnu, hedder det vist. Og jeg vil stadig gerne følge med i mine børns liv.

Og så håber jeg vi ses engang igen, mens jeg lever

Vi skifter spor fra alt medieblæret til vores private liv. Virtuelle familiebilleder af ungernes liv (De gik i børnehave sammen). Og enkelte fra vores eget. Efter mange beretninger beordrer han mig til at holde foran supermarkedet tæt på hans hjem.

– Så længe jeg kan købe ind, eksisterer jeg. Og så håber jeg vi ses engang igen, mens jeg lever. Vi skal lige have gjort vores krønike færdig, siger han, smiler, slipper håndtaget på rollatoren og stikker næven frem for at sige ordentlig farvel.

 

God dag, Danmark.

– Vi er endnu i live.

 

PS:

Dette indlæg har tidligere været bragt som klumme i Ekstrabladets søndagsmagasin -. EKSTRA