– Se det var dengang, der var noget ved at være ung.

Årgang 1954.

Godt nok sagde vi ”De” til lærerne og nogle kan stadig huske den der med, at de gav os nogle på hovedet. Men vi fik lov til at opleve forandringens vinde. Fra efterkrigsårenes evige fokus på materiel vækst og kernefamilien som den glitrende guldkalv – til frigørelse, fredskamp – og solid opposition mod Vietnam-krig og stivnede samlivsformer.

Vi var børn i 60’erne og unge i 70’erne.

I radioen fortæller justitsminister om sin egen politiske vækkelse. Det endelige opgør med det onde, kommunistiske spøgelse – via hans største politiske helt: Ronald Reagan.

Jeg vil ikke bytte

Jeg er vokset op på samme ø (Bornholm), i samme sogn – og er student fra samme gymnasium – men 15 år tidligere. Frihedskampen handlede om de kolonier, som vores egen kultur selv havde skabt i magt og udbytning – og min politiske helt hed King – Martin Luther King!

Jeg vil ikke bytte

Det vil min kunde heller ikke. Hun er født samme år som Taxamanden. Her sidder vi så i den sølvfarvede Mercer og har rigelig med tid til at tale sammen om vores fælles fortid. Hun er som patient med i et forskningsprojekt om en meget sjælden nerve-muskel sygdom.

Nu går turen til hjembyen på Midtsjælland. Kender til egnen, hvor jeg trådte mine journalistiske barnesko.

Vi er provins-yngel og kender tiden og vilkårene og falder i snak om de store forskelle på vores barndom og årene, der fulgte.

Vores samtale kommer til at handle om familiemønstre.

– I de første år på min folkeskole, kendte jeg kun to børn, der kom fra skilsmissefamilier – og det ville dengang først og fremmest sige, at man voksede op hos sin enlige mor. Det var mig selv – og min bror. Herude på landet var det virkeligt sjældent, at familierne blev skilt. Ikke sådan, at jeg følte mig som fortabt eller et udskud. Det var bare meget sjældent. Og i mit tilfælde betød det også, at jeg fra barnsben ikke havde kontakt med min far. Men det oplevede jeg nu heller ikke som særligt traumatisk. Sådan var det bare – og min bror og jeg vidste, at vores mor elskede os, så vi savnede egentlig ikke ”det normale liv”.

 

Selv husker jeg de skilsmisseramte med en vis melankoli. Der var skolekammeraten, som levede helt alene med sin mor. Hun havde forladt sin fordrukne mand – så fordrukken, at han døde få år efter. Så det var nok bedst for alle parter. Og så var der en særlig oplevelse ved min lillesøsters konfirmation. Traditionen var den samme som i dag. Præsten læste et bibelcitat for hver konfirmand, mens den nærmeste familie rejse sig ved kirkebænken, hvor de var samlet. – Og så – pludselig var der to steder i kirken, hvor familien rejse sig. Og sådan blev det udstillet for alverden i lokalsamfundet, at HER var en skilsmissefamilie.

Min kunde erindrer mest familiehistorierne i de familier, hvor man IKKE blev skilt, men hvor alt for alvor gik i opløsning.

 

– Jeg husker en familie, der var præget af druk og helt urimelig vold. Faktisk fik moren så mange tæsk efter mandens drukture, at hun nogle gange gemte sig væk i lange perioder. Hun vil ikke være bekendt at vise sig med sår og blå mærker. Det var dybest set forfærdeligt, – men ægteskabet holdt stand. Det var måske det allerværste. Og selvfølgelig gik det med drukkulturen videre til en af deres drenge. Han lever vist ikke mere.

 

I dag er skilsmissekulturen en del af den almindelige hverdag. Taxamanden er skilt fra sine børns mor, min kone er vokset op i et skilsmissehjem, min søster og svoger er fraskilte. Min svigersøn stammer fra en skilsmissefamilie.

Ja selv justitsministeren er fraskilt og har fortalt åbent om det i offentligheden.

 

 

– Men jeg er ikke selv fraskilt, fortæller kunden, og det er jeg da glad for. Vi har holdt sammen, manden og jeg. – Hele vejen igennem. Til gengæld er min ældste søn fraskilt og har to af sine tre børn boende hos sig. Så selv om der er smerte i at måtte gå fra hinanden, så har det med de meget almindelige skilsmisser også betydet, at manden har en mere synlig rolle. Det er jeg selvfølgelig meget glad for i vores tilfælde.

Efter den lange tur gennem Sjællands efterårslandskab strækker jeg ben ved det lille, røde hus tæt på kirken i landsbyen. Det er lidt sværere for min kunde, som er daglig bruger af sin rollator. Jobbet som regnskabsdame måtte hun slipper for en del år siden, fordi hendes sjældne sygdom kræver, at hun er MEGET opmærksom overfor ikke at overanstrenge sig.

Vi vil finde ud af, hvor vi egentlig kommer fra. Moren, der er skilsmissebarn og sønnen, der er fraskilt

– Det er ret fantastisk. Jeg har fået det meget, meget bedre i forskningsprojektet. Den medicin, de afprøver på mig, er tilsyneladende en succes. Og mit hoved fejler jo ikke noget. Så nu håber jeg, at der bliver energi til et projekt, som jeg planlægger med min søn. Vi vil finde ud af, hvor vi egentlig kommer fra. Moren, der er skilsmissebarn og sønnen, der er fraskilt. Vi vil til at arbejde med slægtsforskning.

Faren kom hun aldrig til rigtigt at kende og hun ligner sin mor op ad dage. Helt atypisk for forestillingen om den midtsjællandske ”pige” med den tydelige dialekt. Det grå hår var engang mørkt som på en sigøjner. Ligesom de store, mørkebrune – nærmest sorte øjne.

Hun er født dengang skilsmisser var en sjældenhed.

Og det er helt OK!

 

Men hvor kommer hun egentlig fra?

Hvad med de skjulte hemmeligheder?

 

God morgen Danmark

– især til de nysgerrige