Jeg har lige så stor forstand på fodbold som på kernefysisk.

Ingen!

Nej, helt rigtigt er det nu ikke. Jeg ved lidt mere om kernefysik…

I fodbold er jeg en tumling uden køn, selv om jeg kan mærke at denne sportsgren – eller livsform – eller virus mest rammer mænd. Uvidenheden går givetvis tilbage til min barndom, hvor min eneste sportspræstation var tæt på at blive mit endeligt. Jeg deltog i boldkast – denne skoleatletik, hvor man kaster med bolde af TRÆ. Hårdt træ.

– Pas på, råbte en holdkammerat til mig derude i ”marken”.

Jeg vendte mig om og fik bolden lige i panden og gik ud som et lys. En bule som en bornholmsk gravhøj lige midt i panden. Akut på skadestuen.

Jeg har ikke boldøje.

Jeg blev valgt sidst, når vi spillede fodbold.

Jeg er en sportslig fiasko.

Men fodsbolden sneg sig ind på mig.

For mange år siden var jeg via min daværende kæreste en slags svigersøn til en professionel fodboldspiller i provinsen. Torben lever desværre ikke mere, men han lærte mig om fodbold som en besættelse. Han var godt begavet og kontraktspiller i den øverste, danske liga. Men når vi så fodbold sammen blev han som et hjælpeløst barn og hoppede op og ned i sofaen i et forgæves forsøg på at styre sig. Når noget gik galt, var han fortvivlet og skreg ind i skærmen. Fodbold-udgaven af Gintberg i Tæskeholdet.

Tryglende, skrigende for fuldt blodtryk!

– Jamen menneskebørn dog!

Og så er der mine nye svigersønner. De trækker sig altid ned i den anden ende af bordet, når jeg sidder for enden. Jeg troede det var generationskløften – men pis med det. Det er fodbold, – deres fælles afgud, og FCK, – deres fælles fetich – der graver afgrunden mellem os.

Svigerfar Jesper hører ikke hjemme her. Han er perker i et fodbold-univers

Jeg troede en dag min datter skulle skilles allerede inden, hun var blevet gift. Svigersønnen havde had og depression i ansigtet. Havde han grædt?

Nej, rolig nu. Det var bare FCK, der havde tabt.

Svigerfar Jesper hører ikke hjemme her. Han er perker i et fodbold-univers.

Men fodbolden bliver ved med at rulle efter mig.

Det sker også her – en vådblank nat først i december. En absolut veltrænet afro-mørk mand tager de lange skridt over Kongens Nytorv for at nappe taxien. Han skal bare hjem nu og han er ved fuld bevidsthed.

Han er på.

Vi skal lidt længere ud af byen, så der bliver tid til en hyggelig snak om livet – især om arbejdet, som vi handyr kan lide det. Han hører jeg skriver historier fra det almindelige liv i vogn 2282. Journalist og Taxamand.

Eddi er professionel fodboldspiller. Han har spillet på flere superligahold. Og lige nu er han professionel i Kina. Det går rigtig godt for ham og han har været i byen med nogle venner. Skide hyggeligt for en rar fyr, hvis rødder er i Vestafrika. Men han er dansk, dansk, dansk – og så gider vi ikke danse efter den racistiske pibe. Han er overbærende, når nogle barer ikke vil lukke ham ind på grund af han hudfarve – og så pludselig er søde og rare, når de opdager hans sports-status. Latterligt.

Vi la’r det ligge.

I Kina er han anfører og føjer nu noget asiatisk til sin danske og afrikanske kultur. Det er bare endnu en fed oplevelse, mens fodbolden endnu ruller. Forældrene er skilt for længe siden. Hans mor har fået ny familie i Paris, mens hans far har familie og nye børn i København. Fodboldspilleren i topklasse lever sit familieliv hele vejen rundt. Han elsker det og er både på og off som idrætsmand, professionel og menneske. Han skal have et udbytte af fodbold, og han kunne da godt tænke sig en dag at komme tilbage til københavnsk topfodbold.

– Når det her show er slut vil jeg have et ganske almindeligt arbejde

Det er tydeligt, at Eddi elsker fodbold. Og han er en ambitiøs slider-type. Han har arbejdet sig frem i toppen som en velsmurt maskine. Jo, han elsker sit arbejde.

Men når han har fri, slipper han fuldstændigt og elsker bare at være sammen med familien. Den er stor. Han er ældste søn ud af en samlet, skilsmisse-forstørret børneflok på 8 børn.

– Jeg elsker min familie og mine søskende. Det er jo det der almindelige liv, jeg vender tilbage til en dag. Jeg bliver selvfølgelig spurgt mange gange, hvad der skal ske, når fodbolden slutter….

Vi giver håndslag, da han allerede er på vej ud af vognen. Jeg forventer at høre noget om træner og tv og medier – og tager lykkeligt fejl.

– Når det her show er slut vil jeg have et ganske almindeligt arbejde som pædagog. Han smiler troværdigt, nattens hyggeligste fyr.

God dag Danmark

– hele vejen til Kina

 

PS: Dette blogindlæg blev bragt tidligere i år i Taxamandens faste klumme i Ekstrabladets søndagstillæg EKSTRA