Ganske ung – midt i tyverne – og en af de mennesker, der er begavet med en uundgåelig karisma. Måske allerede fra barnsben.

Lad være at hun er smuk og lys som vi gerne vil forestille os den skandinaviske, unge, blonde kvinde, som både er trukket ud af sensommernatten og den danske sangskat. Hun oser også af empati og livsglæde, lige nu, fredag morgen, hvor vogn 2282 mestendels lugter af sprut og natten udskejelser. Og så lige den smøg, der skal indhaleres, som var det en dele-joint, inden man kan kaste sig ind på bagsædet af taxien.

Sådan er den unge kvinde ikke.

Hun er den første på min vagt. Jeg har først luftet vognen igennem med åbne vinduer mod sommernatten. Inden jeg kørte ind i minefeltet, tog jeg selv et pift af min altid medbragte rejseledsager, ”Bleu de Chanel”. Parfumen for mænd, der tager frihedskampen for erotisk udødelighed. Om jeg er forfængelig? Ja, det ved da den gode Gud, jeg er, jeg er. Jeg har efterhånden vænnet mig til konsekvenserne af, at min fødsel fandt sted i halvtredserne, at sige ”senior” om mig selv og høre mig omtalt som en person, der lever i mit livs efterår.

Men jeg vil fandeme ikke lugte af gammel mand.

Aldrig!

Hun dufter bare af sommernat og fortæller om efterfesten med nogle ” … skide hyggelige kolleger … ” på en af byens trendy restauranter, hvor hun er tjener på deltid.

– Jeg har styret mig. Er bare lidt hyggeligt småberuset. Jeg skal faktisk op og til undervisning om fire timer. Men lige i aften havde jeg bare lyst til at hygge mig lidt med de andre ansatte. Jeg er jo ellers altid den, der skal gå hele tiden. Men ikke i aften. Jeg må væbne mig med nogle hovedpinetabletter og et par mørke solbriller.

Vi smiler til hinanden, mens jeg har sat førersædet i morfarstilling. Ret tilbagelænet – og så bare én hånd og en skødesløs tommelfinger på rattet. Hvor er det dog det eneste rigtige at køre en ny Mercedes med en blød 7-trins automat-gearkasse i rytmiskslalom gennem natten.

Hun fortjener den grønne bølge – hele vejen.

Vi er i fortrolighedsstemning, og hun fortæller mig og sit andet jeg

 

Hun læser til sygeplejerske.

– Det er to meget forskellige verdener?

– Jo, det er det. Den der med ” — noget med mennesker at gøre … ”, er en uundgåelig etikette men også alt for generel. Mit studie og mit kommende erhverv er at komme helt ind på andre mennesker. Ikke bare den evindelige historie om de varme hænder. Det er jo både smukt og sandt og helt rigtigt. Men for mig er det også blevet en indre overvejelse, om jeg er jeg er god nok, – overbevist nok til at tage det pres at holde andres liv i mine hænder.

Jeg mindes og fortæller om en sen nattetime for et par år siden, da jeg kørte en anden ung kvinde hjem fra skadestuen. Hun troede, hun havde fået et hjerteanfald. Men det var ”bare stress”. Hun var begyndt at arbejde flere timer over i vagtplanen for at være HELT sikker på, at hun ikke efterlod sine patienter hjælpeløse.

 

– Jeg kan godt genkende den historie, siger kunden.

Hun kigger på mig igen, med en smule vemod midt i den terapeutiske stemning.

– Det var et kæmpe chok for mig, da jeg skulle ud på en sygehusafdeling for at arbejde første gang. ”Ja, ja, sådan må det jo være”, sagde mine omgivelser. Men det var meget hårdere end logikken i at sygeplejersker yder sygepleje. Jeg husker det tydeligt. Og som noget meget konkret. Jeg skulle vække en alvorlig syg patient for at hjælpe. Vende vedkommende. Give noget medicin. Undervejs og lige efter blev jeg ramt af en mental knytnæve. Jeg blev pludselig totalt i tvivl om, jeg kunne slå til lige nu og i mit kommende arbejde som færdiguddannet.

 

– Er det ikke helt naturligt i begyndelsen af et studie?

 

– Undskyld mig, men det var jeg altså ret så skide ligeglad med i det øjeblik. Det var virkelig en så alvorlig tvivl, at jeg kunne have stoppet min uddannelse lige nu og her. Jeg tvivlede helt alvorligt på, om jeg var dygtig nok til at tage mig af mennesker der måske skal dø om lidt. Tvivlen fadede langsomt ud, men det tog nogle dage.

 

Hun er vendt tilbage til selvtilliden.

Og så har hun besluttet at give næste praktik-ophold international luft under vingerne. Hun skal i praktik igen om nogle måneder – i Thailand!

 

God dag, Danmark.

 

– især til det hvide arbejdsfolk med de varme hænder

 

Dette indlæg har tidligere været bragt i EB, EKSTRA, hvor du kan læse Taxamandens klumme hver søndag