Jeg er TAXAMAND, og selvom jeg som udgangspunkt er rundet af livsglæde, er jeg sikker på, at – lige om lidt – går det hele ad helvede til. Så har jeg jo som udgangspunkt sikret mig en hel del positive overraskelser.

Lysene stråler stadig fra Hotel d’Engleterre og Magasin du Nord, selv om de overophedede kasseapparater er lukket ned for i dag.

Ikke en skid at lave herude på Kongens Nytorv. Det er en dagene lige efter Black Friday, som virker som en slags detailhandlens ufrivillige sædafgang. Julen er slap og træt lige nu, og det, der burde være snevejr og bjældeklang er reduceret til lyden af bilmotorer og klam støvregn.

Så ringer taxi-radioen med kunder. Jeg tænder for bekymringerne. Kunden skal hentes på den anden side af torvet og lige om lidt skal jeg sikkert diskutere med et røvhul af en kollega, som forsøger at nuppe hende. Et minut efter er jeg nået rundt om pladsen – og i den våde aftenbelysning jeg ser jeg silhuetten af en kvinde afslå tilbuddet fra en af idioterne fra mit eget firma.

Der er kamp om kunderne – men der er også anstændighed i verden.

Jeg fyringer mig selv ud af taxien som et Stinger-missil for at åbne døren for kunden. Men hun vil have orden i tingene – og tøver.

– Er det til ”M” siger hun – og præsenterer dermed sit navn.

I kampens hede har jeg ikke læst kundens navn og må lige ind i kabinen og læse skærmen for at kunne bekræfte, at det her er taxien til ”M”.

Hun har styr på tingene!

Så kan jeg endelig slappe af og nyde den søde, kommercielle kløe, da jeg får at vide, at turen går et stykke op i Nordsjælland. Hun læner sig tilbage i lædersædet med et afslappelsens suk. Det har været en hyggelig aften. Julefrokost, men midt i alle rygterne om druk og hedonisme, er hun et anstændigt dementi. Hun har spist julefrokost med nogle chefer, som hun til dagligt er sekretær for. – Eller PA, som man sigerne i det moderne sprog. – Personal assistent, fordi det lyder mere tidssvarende end det belastede ”privatsekretær”.

– Mine chefer får rigeligt med julefrokoster her i december, og jeg har haft så travlt i den sidste tid. At jeg mest af alt har lyst til at komme hjem til min familie.

Vi taler om hendes varierede arbejde i en af direktionerne i en meget stor, dansk industrikoncern. Om fællesskabet mellem de ansvarstyngede og de, der skal få dagligdagen til at fungere. Hun sender mig med julelysets hastighed tilbage til min egen cheftid i Statsradiofonien, hvor fremtidens krav til effektivitet og forandring skulle gennemføres i en gammel kulturtradition. Der var en tid med konflikter og med min første virkelige oplevelse af, at chefer – for nogle mennesker som udgangspunktet – er et røvhul!

Her kom min sekretær – min PA ”BD” ind på pladsen som min bedste ven på arbejde. Eller søster. Eller en slags kone, hvis man lige ser bort fra det erotiske.

En PA kender dig helt i dybden. Hun ved om nogen, hvad der er dine svagheder, for det er de vilkår hun lever med til dagligt.

I mit tilfælde var det glemsomheden, ”BD” måtte kompensere for. Og snaksaligheden, når den tog overhånd. Hun kunne både lyve, så en total fejlskrivning fra min side i kalenderen blev transformeret til en ”kort forsinkelse”, hvorefter hun måtte ringe fra et andet lokale for at spørge ”… hvor helvede bli’r du af? …” Og hun kunne bryde ind i et møde, hvor hun uden et ord men med sit kropssprog forklarede mig, at nu havde snakket nok. Eller hun kunne med samme metode befri mig for en af de langspyttere, jeg ikke selv kunne stoppe.

Og jeg lærte BD og hendes liv at kende. Bl.a. hendes temmelig veludviklede PMS (præmenstruelle syndrom), som i reglen gjorde, at jeg to dage om måneden skulle tiltale hende med få ord og i en meget venlig tone. I modsat fald, kunne hun slå mig ihjel med øjnene.

Historien om min måske bedste medarbejder i min cheftid endte meget sørgeligt.

Hun blev ramt af kræft endnu inden, hun var fyldt 50 og døde blot halvanden måned efter diagnosen. Mere end 10 år efter, savner jeg hende stadig som havde hun været et familiemedlem.

I vogn 86, nikker ”M” genkendende til min historie.

– Men det er jo sådan det er at være personlig sekretær, siger hun. Mine chefer vader jo rundt i opgaver og konflikter hele tiden. Ikke bare i småtingsafdelingen – men nogle gange noget, som har med hele virksomhedens fremtid at gøre. Og de er højtlønnede, så der skal præsteres. Det kan godt være, at nogle synes, at det lyder let og privilegeret. Men det er hårdt arbejde. Og derfor har de svært ved at gøre det uden en blæksprutte som mig. Jeg har faktisk to chefer at tage mig af, så jeg skal også evne at berede den daglige vej for to meget forskellige personligheder.

Jeg spørger, hvad hun synes om dette tjenende arbejde med skiftende folk på toppen gennem mere end em halv snes år,

– Jo, det er hårdt, fordi der ikke er så klar en facitliste på at skabe succes for en PA. Men det er først og fremmest faktisk et frit arbejde for mig. Ofte skal jeg selv finde løsningerne.  Og det passer i den grad konen her.

Jeg har tændt lyset i kabinen, så vi kan ordne betalingen.

Nu ser jeg hun smiler.

Aftenens mest ædru kunde midt i en julefrokost-tid.

Og hun er træt.

PS: Du er meget velkommen til at dele TAXAMANDEN´s historie om de anonyme og de uundværlige sekretærer