Det slår mig i de første minutter af vores samtale. I et andet liv og i en anden personlighed:
Han minder mig om min far i sine velmagtsdage.
Totalt ”PÅ” og evnen til at give andre mennesker det indtryk, at det vi oplever lige nu er af særlig vigtig betydning.
Et generationstræk, tror jeg. Og for min fars vedkommende også solidt indlært høflighed og manerer i løbet af officersuddannelsen. Selv om guderne skal vide, at jeg ikke er til krudt og kugler, har jeg altid været fascineret af dette direkte-øjne-til-øjne-blik, der både signalerer nærvær og autoritet.
Og så er der bare tale om et helt trivielt møde mellem en gråhåret sølvræv af en taxamand på jobbet – og en kunde på en triviel formiddag.
Det er en af de der korte ture, man ikke spinder guld på. En ældre herre – nej, lad mig sige det lige ud – en gammel mand, der skal køres fra handelsgaden i forstaden til det arkitekttegnede rækkehus blot et par kilometer herfra. En nærværende dialog, en intelligent høflighedsfrase af god opførsel – og så lige indkøbsposen. For derhjemme er det far, der laver sovsen – og det er der god grund til.
Den snigende demens har indtaget fruens hjerne, mens de endnu har plads i hinandens hjerter.
Et ganske almindeligt lynportræt af et dannet menneske fra det alderstegne Danmark.
Men det skal vise sig, at HELT så almindelig er manden ikke.
Det plejer at være mig, der er berygtet for min nysgerrighed og min evne til at spørge ind til folk allerede fra begyndelsen af et møde. Det har afstedkommet småfniserier fra mine kolleger gennem tiden, når vi var rejsende i ind- og udland og det første rendezvous var en god snak med taxichaufføren. – Men indimellem også et ”-altså-Jesper-for-helvede-blik” fra konen – eller ligefrem et blidt, usynligt spark over skinnebenet.
I dag er jeg chauffør og den dannede kunde tager føringen..
Det er måske en enkelt ord eller en vending, der får ham til at spørge, hvad jeg har lavet her i livet.
Men jeg får hurtigt vendt fokus mod ham og hans historie. For vi har et fællesskab i det der med sproget som relationen mellem mennesker.
Han var engang forlags-mand – i mange år – men lagde op allerede for mere end en snes år siden. Ikke noget drama. Ikke nogle indædte konflikter. Bare denne følelse af, at tiden var inde. Og så godt pensions-finansieret, at han kunne stoppe det forpligtende arbejdsliv. Børnene var flyttet, økonomien var sund og så blev villaen i det gode forstadskvarter skiftet ud med det mindre, men meget lækre rækkehus.
– Det var jo fantastisk at være med til at skabe og udgive bøger. Men som årene gik, kunne jeg se, at jeg ikke ville trives med de nye tid. Gad ikke ende som en modstræberisk idiot. Så jeg stoppede i tide, siger manden og smiler glad lige nu, selv om hans farvel til branchen ligger mere end et par årtier tilbage.
Det var helt tydeligt det rigtige valg.
– Og så begyndte jeg at studere.
– Studere? spørger jeg retorisk men også ærligt undrende.
– Ja, det var jo ikke fordi, jeg skulle bruge det til noget. Jeg var jo reelt pensionist og havde mit på det tørre. Men jeg valgte altså at lade mig indskrive på universitetet. Jeg tog faktisk en bachelorgrad i nærorientalsk arkæologi!
– Nærorientalsk arkæologi ? (Jeg er totalt skakmat og gør det en interviewer ALDRIG må gøre: At spille halvklog eller gætte for at skjule egen uvidenhed)
– Er det noget med Efesos og Tyrkiet, siger jeg for lige at pege på, at jeg faktisk har set enkelte oldtidsruiner i mit liv.
Jeg sidder bare der uvidende og intellektuelt klædt af til mit blege taxi-skind. Først senere efter et natlig googling finder jeg ud af, at ”den nære orient er mere syd- og vestpå!
– Njaaa, det er nu mere Nordafrika og Mellemøsten. Jeg har alle tider været optaget af det old-egyptiske skriftsprog – hieroglyfferne. Du ved de der skrifttegn, som først rigtigt blev forstået efter Napoleonskrigene i begyndelsen af 1800-tallet. Jeg brugte mit sene bachelor-studie til at komme tættere på min barndoms gåder. Det var en helt fantastisk oplevelse. Og så havde jeg jo god tid efter at jeg lagde arbejdet og karrieren på hylden.
I fik aldrig stoppet oldefar!
Lige nu ville det vist være upassende at diskutere politik. Men jeg sender en ondskabsfuld hilsen til den nylige politiske beslutning, der skal forhindre de nye generationer i at tage mere end én uddannelse: I fik aldrig stoppet oldefar!
Et livsforsinket studium i nærorientalsk arkæologi….
Hieroglyfferne er 6.000 år.
Kristendommen og dens følgekulturer er godt 2000.
Demokratiet er mindre end 200 eller mere end 100 år – om man nu måler på den første grundlov eller ”systemskiftet” i 1901.
Industrialismen vel 150 år.
Ungdomsoprøret og opgøret med professorvældet knap 50 år.
Nyliberalismen og konkurrencestaten er lige genfødt.
Og DISRUPTION – det endelige farvel til fortiden – var det ikke i går?
Og så findes der, Gud bedre det, nogle Kloge-Åger, der nægter at lade alderdommen tage deres nysgerrighed
Den slags dannet luksus hører ikke hjemme DJØF-religionens tidsalder.
Jeg tænkte det bare.
Jeg sagde ikke noget.
Jeg lyttede bare til manden med den virkeliggjorte passion.
Aldrig for gammel til en bachelor-grad
Billedet er et modelfoto….
Det slår mig i de første minutter af vores samtale. I et andet liv og i en anden personlighed:
Han minder mig om min far i sine velmagtsdage.
Totalt ”PÅ” og evnen til at give andre mennesker det indtryk, at det vi oplever lige nu er af særlig vigtig betydning.
Et generationstræk, tror jeg. Og for min fars vedkommende også solidt indlært høflighed og manerer i løbet af officersuddannelsen. Selv om guderne skal vide, at jeg ikke er til krudt og kugler, har jeg altid været fascineret af dette direkte-øjne-til-øjne-blik, der både signalerer nærvær og autoritet.
Og så er der bare tale om et helt trivielt møde mellem en gråhåret sølvræv af en taxamand på jobbet – og en kunde på en triviel formiddag.
Det er en af de der korte ture, man ikke spinder guld på. En ældre herre – nej, lad mig sige det lige ud – en gammel mand, der skal køres fra handelsgaden i forstaden til det arkitekttegnede rækkehus blot et par kilometer herfra. En nærværende dialog, en intelligent høflighedsfrase af god opførsel – og så lige indkøbsposen. For derhjemme er det far, der laver sovsen – og det er der god grund til.
Den snigende demens har indtaget fruens hjerne, mens de endnu har plads i hinandens hjerter.
Et ganske almindeligt lynportræt af et dannet menneske fra det alderstegne Danmark.
Men det skal vise sig, at HELT så almindelig er manden ikke.
Det plejer at være mig, der er berygtet for min nysgerrighed og min evne til at spørge ind til folk allerede fra begyndelsen af et møde. Det har afstedkommet småfniserier fra mine kolleger gennem tiden, når vi var rejsende i ind- og udland og det første rendezvous var en god snak med taxichaufføren. – Men indimellem også et ”-altså-Jesper-for-helvede-blik” fra konen – eller ligefrem et blidt, usynligt spark over skinnebenet.
I dag er jeg chauffør og den dannede kunde tager føringen..
Det er måske en enkelt ord eller en vending, der får ham til at spørge, hvad jeg har lavet her i livet.
Men jeg får hurtigt vendt fokus mod ham og hans historie. For vi har et fællesskab i det der med sproget som relationen mellem mennesker.
Han var engang forlags-mand – i mange år – men lagde op allerede for mere end en snes år siden. Ikke noget drama. Ikke nogle indædte konflikter. Bare denne følelse af, at tiden var inde. Og så godt pensions-finansieret, at han kunne stoppe det forpligtende arbejdsliv. Børnene var flyttet, økonomien var sund og så blev villaen i det gode forstadskvarter skiftet ud med det mindre, men meget lækre rækkehus.
– Det var jo fantastisk at være med til at skabe og udgive bøger. Men som årene gik, kunne jeg se, at jeg ikke ville trives med de nye tid. Gad ikke ende som en modstræberisk idiot. Så jeg stoppede i tide, siger manden og smiler glad lige nu, selv om hans farvel til branchen ligger mere end et par årtier tilbage.
Det var helt tydeligt det rigtige valg.
– Og så begyndte jeg at studere.
– Studere? spørger jeg retorisk men også ærligt undrende.
– Ja, det var jo ikke fordi, jeg skulle bruge det til noget. Jeg var jo reelt pensionist og havde mit på det tørre. Men jeg valgte altså at lade mig indskrive på universitetet. Jeg tog faktisk en bachelorgrad i nærorientalsk arkæologi!
– Nærorientalsk arkæologi ? (Jeg er totalt skakmat og gør det en interviewer ALDRIG må gøre: At spille halvklog eller gætte for at skjule egen uvidenhed)
– Er det noget med Efesos og Tyrkiet, siger jeg for lige at pege på, at jeg faktisk har set enkelte oldtidsruiner i mit liv.
Jeg sidder bare der uvidende og intellektuelt klædt af til mit blege taxi-skind. Først senere efter et natlig googling finder jeg ud af, at ”den nære orient er mere syd- og vestpå!
– Njaaa, det er nu mere Nordafrika og Mellemøsten. Jeg har alle tider været optaget af det old-egyptiske skriftsprog – hieroglyfferne. Du ved de der skrifttegn, som først rigtigt blev forstået efter Napoleonskrigene i begyndelsen af 1800-tallet. Jeg brugte mit sene bachelor-studie til at komme tættere på min barndoms gåder. Det var en helt fantastisk oplevelse. Og så havde jeg jo god tid efter at jeg lagde arbejdet og karrieren på hylden.
Lige nu ville det vist være upassende at diskutere politik. Men jeg sender en ondskabsfuld hilsen til den nylige politiske beslutning, der skal forhindre de nye generationer i at tage mere end én uddannelse: I fik aldrig stoppet oldefar!Et livsforsinket studium i nærorientalsk arkæologi….
Hieroglyfferne er 6.000 år.
Kristendommen og dens følgekulturer er godt 2000.
Demokratiet er mindre end 200 eller mere end 100 år – om man nu måler på den første grundlov eller ”systemskiftet” i 1901.
Industrialismen vel 150 år.
Ungdomsoprøret og opgøret med professorvældet knap 50 år.
Nyliberalismen og konkurrencestaten er lige genfødt.
Og DISRUPTION – det endelige farvel til fortiden – var det ikke i går?
Og så findes der, Gud bedre det, nogle Kloge-Åger, der nægter at lade alderdommen tage deres nysgerrighed
Den slags dannet luksus hører ikke hjemme DJØF-religionens tidsalder.
Jeg tænkte det bare.
Jeg sagde ikke noget.
Jeg lyttede bare til manden med den virkeliggjorte passion.
Den alt for korte tur var allerede slut.
Taxamand
Next ArticleOm skænderier og den totale stilhed i vogn 1-2282