Det blev en rigtig grinetur i dag.

En befriende grinetur med et par gode vitser fra to forskellige politiske kulturkredse.

Et bidrag fra en kunde – og et enkelt fra taxamandens slunkne arkiv.

Det er en gammel politiker, der sætter mig i gang. Hans meritter lader vi ligge i denne sammenhæng, men jeg ved fra tidligere kolleger i den politiske journalistik, at han er en god fortæller. Lige nu nyder han seniorlivet. Selv om det er sensommer og lidt køligt har han korte kakifarvede bukser på. Han er brun som en sømand og kun to ar-mærker ved knæene afslører, at han har været under kniven for at blive ”opereret i knokkelværket”. Han smiler og kigge intenst på og de røde øjne afslører, at festlighederne i går blev lige vel sjove.

Det med alkohol ER et problem for ham. Det skjuler han ikke. Han er en af dem, der gennem hele live har dulmet stress og arbejdspres – måske ikke med en gigantbrandert. Men lad mig sige det sådan: en dags kvantum for ham ville sikkert slå undertegnede helt ud af kurs. Sådan er det bare. Nogle gange tager det over. – Og så er det sprutten der kontrollerer ham – og ikke omvendt.

– Heldigvis har jeg en god kæreste, som hjælper mig med at stoppe ved at sige det til mig. Og så holder jeg en lang pause. Men nogle gange falder jeg i igen.

Egentlig befriende, at manden siger det åbent – velvidende, at taxamanden har et alias, hvor han skriver historier.

Det har jeg fortalt ham.

Han er totalt optaget af min dialekt, som blev dansk folke- og revyeje, da Mogens Glistrup kom i folketinget i det sene efterår 1973. Blot et par måneder efter min studiestart i Århus midt under de mest ræverøde af alle ræverøde perioder i den jyske hovedstads historie.

Så jeg har såmænd været klippeperker langt før ordet perker blev opfundet.

Dialekter kan synes uforståelige. Og politikersnak kommer klart ind på andenpladsen – og nogle politikere – også nogle af dem, der på lang sigt har vist sig som de allermest dygtige og indflydelsesrige, bliver nærmest ikoner på deres sproglige volapyk. Minister og fremtrædende socialdemokrat, nordjyske Jens Risgaard Knudsen var i den grad nordjydernes og folkets mand – selv om han også kunne tale sort i medierne.

Min kunde henlagde sin politiske historie til Bornholm, selv om det vist strengt taget er en vandrehistorie. Denne gang var ”offeret” Poul Nyrup Rasmussen. Poul Nyrup ”uld i mund” Rasmussen.

 

Den daværende statsminister holder sin tale i den solide, bornholmske forsamling med det politiske sprog, som nu engang var hans kendetegn. Og da han er færdig er reaktionen som den skal være – efter bare nogle sekunders pause. Der bliver klappet list hist og hele og efterhånden er hele forsamlingen med i en egentlig og høflig applaus.

Så træder en ægte bornholmer frem, går op på talerstolen og holde en tale af nogenlunde samme varighed på det for statsministeren helt uforståelige bornholmske sprog. Men så er reaktionen en helt anden. Der bliver buu’et og råbt og huj’et og et par enkelte har tomater med i lommen, som de kaster i hovedet af den uskyldige, sidst ærede taler.

Efter den episode mødes de begge – Nyrup og bornholmeren – en fredelig håndbajer. I en slags medfølelse tager Poul ”uld i mund” initiativet.

 

– Hvad-skete-der-dog-min-gode-mand.

 

Vi kender den karakteristiske tone, som så mange har haft succes med a parodiere.

 

– Jeg mener de tog pænt imod min tale og hvorfor kastede de sig så aggressivt over din tale? Spurgte den daværende statsminister

 

– Det skal du ikke tage dig af, siger bornholmeren, – på ærke-bornholmsk og endnu med tomatrester i håret. Jeg var sådan set bare blevet bedt om at oversætte din

 

 

Jeg lo troskyldigt med min kunde, ekspolitikeren, der lige fik trykket snudeskaftet på en gammel politisk modstander.

 

“…die Arbeiterbewegung! die Arbeiterbewegung! die Arbeiterbewegung!…”

Den gode stemning var i top, da jeg senere er ude at køre med en udenlandsk kunde – en tysker. Han har boet tæt på Rügen i det gamle DDR. Tæt på partielitens sommerhusområde Darss, som jeg faktisk besøgte under DDR-regimet på et helt officielt DR-besøg. Han er meget munter og jeg forstår hurtigt, at der ikke er noget i klemme, hvis jeg fortalte en af de lidt vovede politiske vittigheder, som jeg fik serveret af min fars Fætter, der i den grad ikke elskede de kommunistiske regime. Det foregik under megen snaps og megen Krimchampagne – en solid brandert, for nu at være helt ærlig

 

Den berømte partiformand Walther Ulbricht i DDR i mange år var bl.a. i folkeviddet kendt for dels en skinger fistelstemme – og så sin noget kradse kone, Lotte Ulbricht.

Historien går på, at de ligger og nyder kærlighedens gymnastiske fornøjelse – men i en meget stresset periode går han pludselig i kramper og må stoppe midt i den erotiske akt – lige før det højeste klimaks – mens han råber:

– Die Arbeiterbewegung (arbejderbevægelsen)! – die Arbeiterbewegung! – die Arbeiterbewegung!

Den skuffede Lotte Ulbricht tilgiver ægtemanden for sin midlertidige arbejdsskade – og de gemmer fornøjelser et par dage, for at få ham på ret fod igen. Rolig nu. Ruhe, bitte. Det har sine psykiske og fysiske konsekvenser at være diktatorisk chef for arbejder- og bondestaten DDR.

Men det gentager sig – pg igen lige før det virkelige klimaks

– Die Arbeiterbewegung! – die Arbeiterbewegung! – die Arbeiterbewegung!

Og da det så med dramaturgisk præcision – igen nogle dage efter, og igen i krampe lige før klimaks og igen uden den forventede forløsning, – vender hun sig om på den ene side og siger vredt og utilfredsstillet ind i hans åbne ansigt:

– Die Arbeiter kannst du vergessen, sondern die Bewegung nicht!-

(Du kan godt glemme alt om arbejderne – men ikke bevægelsen)

 

Den tyske kunde og jeg fik os en ordentlig griner.

Og jeg en 50’er i drikkepenge.

 

Guten Morgen Dänemark!

– Hvor’n står det til med de politiske vitser derude i dag?