KÆRLIGHEDEN – FOR HELVEDE, ALTSÅ . . .

 

 

Jeg er nærmest smadret af træthed.

Lidt for meget, hvis man måler arbejdstidspunktet op mod min dåbsattest. Hun sover nu, min kone. Men hun ville trække mig ved ørene til byttepladsen i Lyngby, hvis hun vidste, hvad klokken var denne fredag nat.

Jeg opfatter det som omsorg og kærlighed. Og som alle ”rigtige” drenge har jeg brug for begge dele. Så jeg lytter til en indre kopi af hendes bebrejdelser og løfter en finger for at sætte vogn 24 i ”pausedistrikt”.

Så står en nydelig dame i nattemørket og lokker mig ind for at samle hende op i nattens kaos.

Continue reading…

JA, GU’ ELSKER JEG DA MENNESKER ….

 

 

Den var måske lige vel svulstig, da jeg så den – overskriften i Ekstrabladet for en håndfuld år siden.

Jeg havde taget turen fra chefuniverset i DR til livet set gennem forruden i en taxi. En social rutsjetur fra middelstand med pension til arbejderklasse på 100 pct. provisionsløn.

JEG ELSKER MENNESKER, sagde jeg lige vel melodramatisk i interviewet, og nu stod det sort på hvidt i portrættet over to sider i tabloidavisen, hvor jeg blev lykkelig klummeskriver i 3 år.

Det er jo sandt, det med kærligheden.

Jeg mødte en af undtagelserne fredag aften og var som en af de få gange i vogn 24 lidt for tæt på en røvfuld.

Continue reading…

EN HYLDEST TIL DE SÆRLIGE BØRN

 

 

Inderst inde er jeg en smule bevæget. Lidt følsom ligesom menneskene på de gamle sort-hvide billeder af skibet, der skal sejle om lidt. Så rækker han den buttede, mørke drengenæve frem mod mig, smiler og viser mig de hvideste tænder og de sorteste øjne i Herlev.

Sådan har vi sluttet den jævnlige taxitur igennem det sidste halve år. Men i dag er det sidste gang – og en slags eksamen. Vi giver hinanden hånden, – og så trykker han til, – som min far, majoren, lærte mig at rigtige mænd trykker på næven. Ikke som at stikke hånden ned i budding. Men et fast tryk som grebet om et sværd, der er klar til brug.

Og så siger jeg farvel til 12-årige ”J”, som er et særligt barn. Ikke alene på grund af hans rødder i Østafrika, men fordi han er elev i en skole for børn med særlige udfordringer – ofte med diagnoser.

  Continue reading…

JEG SAVNER DE LYRISKE PARTISANER

 

 

– De eneste fester vi går til for tiden er begravelser.

Jeg har tænkt en del på min afdøde mors nøgterne forhold til livets slutning.

Hun var sygeplejerske og i mange år plejehjemsforstander. Skæbnen placerede hende som et beskedent gemyt i familien med en meget, meget, MEGET ekstrovert mand, min far, og ditto børn – min søster og jeg. Det må have været hårdt for hende at leve i den larm af mand og børns udadvendthed.

Men hendes personlighed havde også et andet træk end stilfærdighed.

Hun nægtede at gå til gudstjeneste hos den missionske præst, der bag hendes ryg havde udspurgt min far om hendes holdning til fosterfordrivelse – abort. Den emsige præst var bare udstødt af hendes kirkelige repertoireplan.

Continue reading…

ONE NIGHT IN BEIRUT

 

Jeg er ved at være igennem aflusningen efter sommerferien. Elsker min sommerferie trods fascinationen af nattens veje og vildveje i vogn 1-0024. Jeg tygger eftertænksomt på den skrå at jeg, trods mit lettere, maniske arbejdssind, elsker afslapningen og visionen om fremtidens arbejdsfrihed. Mere og mere, endnu inden friheden er indtrådt.

Men den terapeutiske del af livet som taxichauffør – kan jeg undvære den.

Terapeutisk?

Ja, eller kald det så bare balsam. Jeg kan bedst udtrykke det med de sætninger, jeg altid har med i mine foredrag?

Continue reading…

FOR DUM TIL NOGET PÅ “DEN DUMME”

 

 

Nu er jeg overbevist.

Hvis jeg var født som kvinde, var jeg blevet lesbisk.

Da jeg begyndte at tænke tanken, troede jeg alene det var noget med kvindekroppen, som jeg er så betaget af.

Den forklaring er for simpel

Min erklærede lesbianisme er totalt konsolideret efter at jeg startede tilværelsen som taxichauffør i det københavnske natteliv. Jeg er chokeret over, hvor stort et utal af strategisk dumme forførere, der findes derude i den virkelige virkelighed.

Continue reading…

OLD-SCHOOL HIPHOPPERE PÅ GRÆS

 

Byen er fuldstændig på den anden ende.

Det er Distortion-festival i København.

Der VAR Distortion i den forløbne uge. 4 aftener i træk lægger bydelene asfalt til de danse- og drikkeglade gadedrenge og -tøser. Ideen er fed og konflikt-løsende på én gang. De unge med hang til oprør og elektronisk indtog nogle ganger gader eller broer og blokerede den offentlige orden med et improviseret musik- og dansested lige hér. Fordi det passer os!

Det blev et fænomen flere steder i Europa.

I København omfavnede nogle initiativtagere og kommunen vildskaben med en slags gadens musikfestival. – Distortion.

Distortion er engelsk for forvrængning.

Hvem fanden har påstået, at ny musik skal lyde kønt?

Continue reading…

BØSSENS FARLIGE DOBBELTLIV

 

 

Det går meget godt for Taxamanden og hans kolleger her i ”taxi-højtiden” fra det virkelige forår og indtil den mest døde periode for taxier i hovedstaden sætter ind – sommeren. Så når jeg har nået nattens mål i ”indkørsel” slapper kroppen helt af igen. Mine øjne behøver ikke scanne fortove og gadekryds for de vinkende nattegængene. Natten er slut

Han er meget mørk – usynlig i den sorte nat. Han banker på ruden mens jeg holder for rødt. ”Om jeg ikke lige vil køre ham til den anden ende af byen”.

– Jo selvfølgelig, lyver jeg.

Jeg er træt, men mere vil have mere.

Continue reading…

TAXAMANDENS BLØDESTE PUNKT

 

Det smukkeste i mit firehjulede arbejdsliv?

Det er ret fedt at kigge ind i et par brune, indiske øjne på en kvinde, som smiler til mig i bakspejlet, fra bagsædet, mens vi taler om tilværelsens hårde og kærlige tildragelser på tværs af kontinenter og kulturer.

Eller tjeneren fra Café Victor natten til lørdag. Hun er smadret efter 10 timers arbejde og den gamle sølvræv og den unge kvinde deler skæbne. Vi er Pal’s trods alderens filippinergrav og samler på historier om de åndssvageste kunder.

Eller Jajin, på 11, min nye, unge ven og kunde. Han kommer fra Sierra Leone og er sort som junglen ved midnat – og fra Herlev og spiller Fought Night, – og jeg kender hverken Afrika, Herlev eller Fought Night. Men Jeg elsker ham og de andre børn, som går på skoler for de særlige børn. Take Five. Vi er venner. Det er et smukt job, jeg har.

Men det smukkeste er at køre med jordemødre.

Continue reading…

DEN POETISKE BUSINESS-MAND

 

 

Man er, hvad man laver.

Er det ikke sådan, det er?

Eller også er jeg bare ved at blive det gamle, konventionelle røvhul, jeg ellers lovede mig selv aldrig at ende som. Jeg forlod jo delvist frivilligt de bonede chefgange for at leve resten af mine dage i den virkelige virkelighed. Frivilligheden var pakket ind i en fratrædelsesordning og ufrivilligheden i chefens ansigtsudtryk. Hun kunne bare ikke skjule sin glæde over at blive fri for brokkehovedet, – den evigt snakkende granitperker.

Men jeg bærer rygsækken med mig, som alle andre, levende mennesker.

Den journalistiske – alt andet ville være umuligt.

Continue reading…