Hun kigger på mig med sine spejlæg-øjne – eller hvad man mon siger i vore dage. Store, vidtåbne og spørgende øjne.

Eller på et mere folkeligt dansk: Hun forstår ikke en skid af, hvad jeg lige har sagt.

Det startede med engelsk, da jeg greb hendes flight-kuffert i stresstemningen her tidligt på dagen, hvor forretningsfolkene kommer til landet.

På de første engelsk ord fra hendes mund, genkendte jeg den tydelige finske artikulering. Og jeg har taget ved lære af de sidste års udvikling i Finland. Medmindre de tilhører det svensktalende mindretal – det går ikke længere at tale svensk til langt de fleste finner.

Men det er ikke her vandrotten ligger begravet – som jeg antager, de udtrykker sig i de 1000 søers land. Min kunde er netop blevet ansat som økonom i en stor, dansk-ejet virksomhed, der har fabrik i Åbo i Finland. – Og nu VIL hun altså lære det danske sprog. Men det er en svært, den fælles nordiske tunge, – selvom hendes mand er svensk-talende finne og til trods for, at hun som stort barn boede 4 år i Norge, hvor hendes far arbejdede. Hun troede sådan set, at det ville være et fingerknips af en opgave – at forstå dansk. Men sådan er det ikke. At læse det, er ok, når man har kendskab til de to øvrige nordiske sprog. Men at lytte?

Jeg følger hendes ønske om at vores taxitur skal foregå på dansk – men efter min første sætning:

Store øjne som spejlæg.

En aftale er en aftale. Og her starter 20 minutters sprogskole i vogn 86 med fokus på udtalen. Og ved hjælp af en app på hendes mobil, hvor hun dagen igennem øver sig på det svære udtale-dansk.

Jeg tænker på sprognørden, professor Jørn Lund, der flere gange har sagt, at det såkaldte ”mumledansk” i dansk film ikke er et problem i sig selv.  Det er diktionen (artikulation, tempo, styrke, rytme, pauser o.s.v.). Jeg mødte ham for 15-20 år siden, da jeg var formand for sprogprisen i DR. Han havde mere forståelse for sprogets udvikling end programchefen.

Jeg besluttede i respekt for professoren ALDRIG at ende som sprog-Jeronimus.

Det projekt er en voksende fiasko i takt med min fremskredne alder – godt underbygget af mine sene møder med ungdommen efter nattens strabadser – og timevis af daglig lytning. Ikke mindst turene med teenageren ”J”, der skal køres til og fra specialskolen. Det foregår til lyden af en af landets populære radiokanaler for de helt unge. Og især to folke-sproglige fordærv tænder mig HELT af.

Det ene er det moderne, åbne ”a”, der rutsjer nedad mod det lav-københavnske ”æ”.

”Har man kendt mæge?”

”Ja’r dænsker”

”I Dænmark er jeg født”.

Og så noget jeg slet ikke forstår oprindelsen af.

Det traditionelle ”s”, som især blandt helt unge – anført af heltene i nye og gamle medier – er ved at transformere sig til et nærmest hvislende og guldkyst-affekteret ”z”

”Det er helt abzurd”

”Det’ zgu´da åndszvagt”.

Men jeg holder kæft for jeg ved, at morfar er morfar og husker, at selv professor Lund bad mig accepteret sprogets dynamik.

Det ændrer sig med nye generationer, – liger så sikkert som alderens tiltagende konservatisme.

I sprogtaxien tager jeg og den unge kunde fat på hendes ambition om at forstå det diktions-skadede danske.

Helt uden videnskabelig evidens plejer jeg at påstå overfor mine smågrinende kunder, der kæmper med at LYTTE til dansk, at vi åbenbart er det eneste folk i norden, der tror, vi kan tale uden at bruge læberne. Vi lukker ordene inde i munden uden svenskernes rullende ”r” og uden nordmændenes musikalske tone og tydelige artikulation.

I dag skal vi lære at udtale de bløde ”d”’er. Som i fløde og møde. De er svært og modtages næsten altid af et fnisende grin af kursisten. Eller som hos denne ambitiøse kunde, der bare VIL forstå og kunne kommunikere med de danske chefer og kolleger, – selvom firmaet har engelsk som ”corporate” sprog – også i koncernens hjemland. Hun udtaler det bløde ”d” med en sådan overdrivelse, at det nærmest er i familie med tegneserieudtrykket BWADR!

Nu er det mig, de ikke kan holde en fnisen tilbage. Men jeg skynder mig at undskylde og siger, at det altid er udfordringen for de udlændinge, der vil lære dansk sådan mere intensivt. Også jeg synes, at det må være lettere med ”fløte” og ”møte” – end det der bløde danske ”d”, der i sin tydeligste udtale næsten få tungen til at presse fortænderne ud af overmunden.

– Aha, siger hun flere gange, når hun dels har lyttet til min sprogbutik ned bløde ”d”’er. Som turen skrider frem af ringvejen, bevæger hendes norsk-svensk-finske ”d” sig fra granitstadiet til det smørbløde, vi kender så godt.

Undervejs bruger hun sin app. DUOLINGO, hvor det fremmede sprog angives i smuk udtale. Hun tjekker sine læremester i dit digitale univers

Nu skinner solen atter over nordens sydligste nation og den skandinaviske broder-ånd breder sig som en fredsskabende røgelse i vogn 86. Dansk er svært, ja, men det er det finske fra Uralbjergene da i den grad. Og vi slår ikke længere svenskere ihjel i stockholmske blodbade, eller lader hånt om nordmændenes selvstændighedstrang. Vi lytter til hinanden, og jeg VIL bare give den unge kvinde et skub fremad i sprog-karrieren.

Turen er slut, og nu er det tid til eksamen.

– Det var hyggelig å kjøre med deg, siger jeg på tilstræbt norsk, – det nordiske sprog, som hun elsker særligt siden de fire barndomsår i Trondheim.

Hun svarer på perfekt dansk:

– Tak i lige måde!

MÅDE!

Smukt Med blødt ”d”. – Og uden bare en antydning af BWADR.

– – –

PS: Du er velkommen til at dele historien fra TAXAMANDEN´s rullende sprogskole