Jeg blev ikke skabt som en adonis, og det har jeg egentlig altid set som en fordel. For det gør ikke så ondt at falde ned fra en klippekant, hvis bare kanten er tilstrækkelig lav.

Men forfængelighed er en forbandet snigmorder, når kroppen ældes.

Kl. er 5,30 og i den kommende uge ligger en række dagvagter foran mig. Jeg tænder det kolde lys i badeværelset

Det skal gå hurtigt nu. Om halvanden time skal jeg hente ”J” i den anden ende af byen. Hun skal køres til en af skolerne for de særlige børn, og jeg er nødt til at være på når hun sætter sig ind i bilen. Nogle gange har natten og morgenen været ”lort” for hende. Så kan jeg se de trætte øjne hos hendes morfar, når han følger hende ud til taxien. Andre gange smiler hun af solskin i sjælen.

Under alle omstændigheder er jeg kronvidne til den særlige teenagers møde med dagen i dag.

Jeg må tage brillerne på for at få et overblik.

Det er ikke så slemt med rynker. Det takker jeg min families DNA for. Altså bort set fra øjenlågene, der lægger sig som en slatten regnorm over mine gråbrune øjne. Det er bare ikke så kønt. Slet ikke efter brusebadet, der afsætter røde pletter id et hvide øjeæble. Det er måske det eneste, jeg kunde forestille mig kirurgisk hjælp til. At få fjernet den slatne hud over øjnene, så de ikke en dag lukker sig mod min vilje, mens jeg endnu er levende.

Indtil den dag søger jeg hjælp i hudpleje.

Så tager jeg brillerne af – og så melder næste problem sig. Jeg kan ikke se en skid!. Et meget sløret og generelt billede af mit ansigt.

Jeg kan slet ikke læse etiketter.

Så Taxamanden, der som privatperson er kendt for rod, glemsomhed og overblik, har måttet indrettet sig med en grænse-autistisk systematik i toiletskabet for at finde ind til, hvad der skal i munden og hvad der skal forbedre mig ansigts udtryk.

Her står pilleæsken mod det lettere, forhøjede blodtryk.

Og her naturmedicinen, der gør noget ved ledsmerterne.

Og så det vigtigste: HER står øjencremen, der skal fjerne regnormen over mine øjne. Jeg er stadig morgenblind uden briller, men jeg glemmer aldrig navnet på indholdet i den lille flaske

ANTI-AGE øjencreme!

Salven der burde stille mig nogle år tilbage i forhold til min dåbsattest.

Anti-alder-creme!

Jeg kan sgu godt li´ tanken.

En ansigtslotion, der lover at udsætte forgængeligheden på ubestemt tid. Psykologerne kalder det enten selvopholdelse eller fundamental mangel på realitetssans. Men på min skulder sidder også en papegøje, der fortæller mig, at jeg er en selvoptaget  klovn, der tror jeg kan fjerne den realitet, at vores liv i realiteten er en fingerknips i den store verdensorden, at vi er født til at leve en stakket stund for så at forsvinde fra scenen efter ret få år, sådan målt i den store sammenhæng.

Jeg har SÅ megen respekt for mine venner og tidligere journalist-kolleger i , der har taget kampen op mod alders-fascismen: Monica Krog-Meyer i bogen og foredragene ”Plus-alderen” om en generation, der har rundet de 50 og bare ikke vil være dømt ude. Og Lone Kühlmann, der i en anden bog sammen med aldringsforskeren Henning Kirk sætter ord på drømmen; ”AFSKAF ALDERDOMMEN”.

Men alligevel. De ved jo begge, at der er en grænse for forfængelighed og en utvetydig udsigt til forgængelighed.

De knap så kendte kvinder i mit arbejdsliv, taxikunderne, der har levet så længe, at de begynder at have udsigt til en 3-cifret alders-etikette, siger det både med munden og med øjnene.

– Det største problem med mine nærmeste er, sagde den 94-årige, at jeg héle tiden skal fortælle dem, at jeg trods alderen og den knirkende krop er den samme heroppe.

Hun løfter pegefingeren til tindingen

Eller medsøsteren i formentlig samme alder:

– Jeg kan ikke sige det på anden måde: Når jeg går i seng siger jeg faktisk højt for mig selv: Hvis denne nat er min sidste – tak for et fantastisk liv. Og når jeg så vågner om morgenen: Tak fordi jeg får lov til at opleve endnu en dag.

Eller manden i et næsten absurd scenarium.

Jeg hjælper ham stavrende over vejen mod taxien med ham under den ene arm og iltflasken i den anden hånd. Fuldstændigt, – ja, kejtet og dumt spørger jeg ham, da jeg har hjulpet den alt for lette, KOL-ramte krop ind på forsædet med flasken og de små, gennemsigtige luftslanger placeret mellem hans ben:

. Hvordan går det?

– Ad helvede til, men hvor har det dog været fantastisk under vejs.

Han fortæller mig snapshots fra et varmt liv med vin og smukke kvinder i ind- og udland.

Så kører jeg ham til kiosken for at købe lottokuponer for flere hundrede kroner.

Ved det sidste dørtrin slipper han aldrig drømmen om det søde liv med masser af penge.

– – –

– Men der er jo lang, lang vej til, jeg selv skal se døden i øjnene, tænker jeg over den hastige pulverkaffe, mens jeg åbner breve fra den forgangne uge og sunder mig inden dagens dont.

Om lidt tager jeg el-cyklen, der på en gang giver mig illusionen om at træne de ømme knæ – og samtidigt et udtryk for dovenskab. Jeg har fået brillerne på og ser verden lidt klarere. Og mande-parfumen fra Dior, der måske forlænger min maskuline markedsværdi med et par Mercedes-længder.

På bordet ligger brevet, der har sat ild i eftertanken, selv om dagen er så ung at solen ikke er stået op.

Vi er nået til november 2019.

I dag nåede TAXAMANDEN folkepensionsalderen!

– – –

PS: Du er mere end velkommen til at dele Taxa-gubbens eftertanker