TAXI-TUR TIL DØDENS FORGÅRD

Foto: COLOURBOX

Det er selvfølgelig god service, almindelig opdragelse, ”det-kunden-betaler-for” – and all that jazz. Jeg ville jo risikere fyring for ikke at bakke op om det glansbillede.

Men det er nu også ret selvfedt!

At dementere rygtet om min branches råddenskab og snarlige død. At have overskud og en smule kærlighed til dine medmennesker.

Selv at blive elsket!

Jeg er holder foran gangen ned til dagcentret for de ældre.

Hun er en lille, – meget tynd gammel dame, som følges af én af de ansatte. Bentøjet er ikke verdens bedste, men da hun ikke har mange kilo kropsvægt at slæbe rundt på, klarer hun turen uden støtte. Hun kan selv. Hun vil selv.

Hun har brune øjne, som kommunikerer så godt, fordi de har været brugt aktivt hele livet. Ikke bare til at se – men se helt ind i øjnene på den, hun taler med. Den er jeg med på. Jeg tager taknemligt rollen som ”unge mand” trods min reelle seniorstatus. Det er vel fair nok, når damen kunne være den mor, jeg har mistet. Netop en mor med viljefaste, brune øjne.

– God dag frue, må jeg gi’ dig en arm?

Går det galt med den startreplik, ved jeg, at det kan gå dobbelt galt.

For det første, ER der kvinder, der meget gerne vil frabede sig titlen frue. For det andet forbander nogle kunder faktisk hjælper-armen, fordi den er et symptom på deres vej mod livsafslutningen.

Foto: Colourbox

Det går godt.

Hun har det tydeligvis ikke så godt med denne ”afsløring” af hendes gang hos ældrepsykiatrien. Det er jo traditionelt sværere at forklare de sorte tankers behandlingsbehov frem for en brækket hofte. Det er nu, hun kan vise det overskud, der ligger lige bag den aftagende depression. Hun kigger et sekund på den ledsagende sygehjælper. Et lille sejersglimt i de mørke øjne. Så tager hun min arm, og vi går som et par op mod taxien. Den lille, spinkle dame sidst i 80’erne og den noget tungere TAXAMAND.

Det regner for gud-ved-hvilken-gang i dette depressive efterår.

Men vi kigger kort på hinanden – og smiler.

Jeg vidste det!

Hun vil sidde på forsædet. Jeg beder hende stå sikkert og holde i døren- Bukker mig dybt for at hæve sædet, så hun ikke skal opleve indstigningen som et fald mod bunden. Så placerer jeg min arm langs bildørens øverste kant. HVIS hun rammer under indstigningen, rammer hun ikke stålet men min polstrede uniformsjakke eller min bløde arm og hånd.

Vi er ”seatede”.

– Så kan du godt køre mig til dødens forgård!

Jeg kender destinationen fra køreordren. En af ældreforsorgen plejeboliger.

– Altså ligefrem dødens forgård, det kan du da ikke kalde det, siger jeg frimodigt. Det er sgu da et forfærdeligt udtryk.

Jeg kigger på hende med et smil, som blødgør min moraliserende udmelding.

Hun smiler igen.

Vi er venner på resten af turen, hvor jeg løsner stemningen med historier fra min barndom, hvor min mor var forstander på to plejehjem i Årsdale og i Svaneke på Bornholm. Jeg fortæller om det aktive plejehjems-liv dengang, inden pensionistbespisning, hjemmepleje og døgnpleje, kunne fastholde – eller indespærre de gamle i eget hjem

Så fortæller hun om sit liv. Om manden, der døde tidligt. Om alvorlig sygdom. Om den eneste søn, der er selve hendes grund til at leve.

Men først og sidst om tiden som leder af en større smørrebrødsforretning i en af byens bedste kvarterer – endnu inden verden fortabte sig i cafeer og shawarma-forretninger. Det viser sig, at jeg var der i området i 60’erne som bondedrengen på besøg ferie hos min skuespiller-onkel. Så tager vi turen gennem de berømtheder fra primadonnaer, over tenorer til statsministre, der besøgte forretningen, hvor hun startede som ”jomfru” – og skred som chef.

– Jeg siger dig, jeg var sur. Som så ofte set før: Forretninger starter som små, stråler senere som stjerner – og så går det ad helvede til. Den nye chef begyndte at trække de ansatte i løn, hvis de kom bare et kvarter for sent. En dag gik jeg op til ham og sagde ”F*** dig! Den måde at behandle mennesker på finder jeg mig ikke i. Så sagde jeg op med en bemærkning om, at lortet alligevel meget snart ville gå konkurs.

Min kunde blev pensionist – og smørrebrødsforretningen krakkede 11 måneder senere.

Vi maser på med anekdoter fra vores ”fælles” fortid. Det skal gå hurtigt for at få så meget med som muligt. Lige nu ønsker jeg mig, at turen gik langt nordpå eller sydpå, så vi kunne grave noget mere i vores fornøjeligheder og vemod.

Så holder vi i dødens forgår, som lige nu mere virker mere tilforladelig end dødsdømt. Personalet vælter ud og ind ad svingdøren og indimellem tripper en gammel beboer med. Jeg hjælper kunden ud af bilen og følger hende de få meter hen til fortovet før døden. Vi skal lige nå finalen i en af hendes historier.

Der er en kort pause til afsked som i en film, hvor to kærester ikke ved, hvem der har slutreplikken. Så smider hun blufærdigheden.

– Du har givet mig menneskekærlighed i dag, og nu vil jeg gi’ dig tilbage siger hun og åbner den spinkle favn for et kram. Jeg bøjer mig ned og tager imod op holder fast den brøkdel af en sekund, som er forskellen på kundepleje – og menneskekærlighed.

Bag hendes skulder ser jeg en af de ansatte komme ud. Han overraskes af den gamle dame og taxichaufføren i fuld uniform. Overraskelsen bliver til et smil – og han er ved at støde ind i en modgående fodgænger

– OK? tænker han med spørgsmålstegnets opadgående toneleje.

– OK, svarer stumt jeg med et selvbevidst udråbstegn!

– – –

PS: Du er meget velkommen til at dele TAXAMANDEN’s oplevelser i vogn 86 – ikke mindst de små øjeblikke af kærlighed