Der står mennesket så!

Hvem gemmer sig i ansigtet – og bagved.

Hun er en elegant kvinde, min næste kunde – helt sikkert en forretningskvinde. Sidst i 30’erne. Umådeligt velklædt – uden at være svulstigt. Smiler til mig – professionelt – høfligt, uden at være indladende.

For pokker, jeg er bare en TAXAMAND, der forsøger at få smør på bordet med alt for lange arbejdsdage, mens hun er en – UPTOWN GIRL.

Den gamle mand føler sig lidt kikset så tæt på den stilrene kvinde

Medens jeg fumler med GPS’en for at finde den korteste vej til en af byens mest smagfulde hoteller, ryger en tanke og nogle strofer ind i mit hoved som en brevdue, der var alt for længe undervejs.

UPTOWN GIRL

Billy Joel skrev sangen til sin kone, Christy Brinkley, som det lykkedes ham at holde på i 10 år trods deres vildt forskellige udgangspunkter. Sønnen af en enlig mor i Bronx, New York versus modelkvinden fra de højere luftlag. Skønheden og – om ikke udyret – så en lille tæt mand med en kort hals og let fremstående øjne.

De første minutter i mine taximøder er ouverturen til hele turen.

Vil kunden tale – og måske høre noget om min by og mit land. Skal jeg spille rollen som deleøkonomisk -turistguide – og måske overraske med at have bonus-viden om det, jeg taler om.

Eller skal hun bare have fred her midt på aftenen, inden hun når hotellet. Inden skønhedssøvnen før morgendagens møder, hvor millionerne vil rulle.

Hun vil tale. Eller rettere. Hun taler kort for at få mig på gled. Det er, som min omverden vil vide, ikke nogen vanskelig opgave.

Hun starter med et åbnende spørgsmål – nærmest professionelt nysgerrig.

– Du taler godt engelsk, har du kørt taxi hele dit liv, spørger hun på et perfekt engelsk/amerikansk med blot en pikant anelse  af en tone fra et slavisk sprog.

Hun får Taxamandens historie i en 5 kilometers-udgave uden kødannelse og trafik-stress. Den virkelige historie om menneskemøder og skrivekløe.

Jeg kigger på hende i bakspejlet for at sikre, at min fortællelyst modsvarer hendes lytte-behov.

No problem.

 I det regnfulde aftenmørke, der er lige så vemodigt som efteråret har været vådt, ser jeg hendes usædvanligt nysgerrige øjne. Og så den der nikken, der karakteriser interviewere i de elektroniske medier.

Men nej, hun er ikke journalist. Hun er bare nysgerrig – og så næsten utålmodighed for at give et referat fra hendes liv, der ligesom mit er et liv i modsætninger.

De sidste to sidste kilometer til hotellet er hendes. Men vi må stjæle nogle minutter med lukket taxameter foran den fashionable hotel-indgang med glimtende lys fra cykler og biler i støvregnen.

Hun ER forretningskvinde – og her skrives business med stort. Forældrene er af østeuropæisk baggrund. Men inden hun selv flyttede tilbage til hjemlandet, boede hun med sin  familie rundt i hele verden. Hun har gået på flere af verdens store universiteter og blandt der første der tog en MBA (høj forretningsgrad) – i Kina!.

I dag er hun administrerende direktør for og medejer af en virksomhed, der yder teknik og services til den petrokemiske industri over hele verden. Hun er glad for de muligheder og den økonomi, verden har givet hende.

– Det er lidt vildt, men jeg har det ligesom dig siger hun og smiler lidt udover høflighedsniveauet i mit bakspejl. Jeg skriver. Jeg fortæller – og jeg kan ikke la’ vær. Jeg skriver små historier. Jeg skriver digte på Instagram, der jo i virkeligheden ikke er egnet til længere tekster. Og på det sidste er jeg begyndt at skrive den svære kunst – sangtekster, der ikke må indeholde for mange ord. Vi er nogle stykker, der har samlet os i et band, – og nu prøver jeg også at synge. Jeg har aldrig prøvet at være sanger før.

Og nej, hun aner ikke, hvor denne poetiske raptus vil føre hende hen. Det startede med en voldsom ændring i hendes liv. Hun skulle føde sit første barn for 5 år siden, da hun helt hende ved fødslen fik diagnosticeret en livstruende sygdom.

Og så brød ordene løs!

Og de forsatte efter fødslen – også efter, at hun snød døden.

– Er du ved at udskifte dit liv med et nyt, spørger jeg indlysende

– Det aner jeg ikke. Det er hele hemmeligheden.

Hendes smil er et, man tror på.

– – –

Da jeg er hjemme sent på natten, har hun sendt mig en mail med et af de digte, der måske ender med musik en dag. Her er et enkelt vers:

what if I die before I’m old

and gray, what can be told

in my remembrance, what will they hold

against my will, will I be named

the one who’s heart could not be tamed?

meant to be lonely and uncontrolled? 

Jeg kan ikke slippe hendes inklination til et poetisk venskab og sætter mig ned for at transformere sangen til rimende dansk . Jeg gjorde det engang. Med det er 40 år siden, jeg sidst skrev sange til offentliggørelse.

Hvad hvis jeg dør, før det var tænkt

Er al erindring så fortrængt?

Hvad bli’r smidt bort, og hvad bli’r gemt.

Imod min vilje –  bli’r mit navn

Utæmmet, Vild ?- en fremmed havn?

Et ensomt hjerte, der er glemt?

Jeg er sikker på, jeg har fået en ny ven i cyberspace. Og jeg nyder henrykkelse over den forunderlige verden, der ikke er, som den ser ud.

Med digtet sender hun mig en hilsen og en smiley:

”Don’t judge the book by it´s cover”.

(Du kan ikke bedømme bogen ud fra dens omslag)

Og så et billede, som jeg må bruge til illustration i min klumme om mødet mellem TAXAMANDEN og forretningskvinden fra det højere borgerskab.

Ikke alt er som man tror.

Det er aften. Hun har forladt larmen ved ambassadørernes fest.

Et pusterum på en strand i Senegal.

Hun er en kvinde på 38, der nyder den ellers så maskuline sport – en god cigar !

– – –

PS:

Du er velkommen til at dele små brudstykker af livet i vogn 86. Ikke mindst de uforudsigelige