– Du skal huske at have sjælen med dig, sagde min gamle far – patriarken, soldaten og bonden.

Ha’ sjælen med dig!

Sådan et udtryk, der både i ord og tonefald er i familie med både en generalstabsordre og et management-kursus i motivation. Men hvis man lige korrigerer en smule for den indbyggede svulstighed, er det jo rigtigt nok.

Du skal ned i passionen for at komme op at flyve.

Mine læsere vil vide, at jeg kører en del med flybesætninger for tiden. Til og fra hoteller og lufthavnen i Kastrup. Og jævnligt også til det testcenter, hvor alle piloter jævnligt vedligeholder deres træningstilstand. Når de unge skal uddannes og lære noget mere. Når de øvede skal opdatere  deres viden.

Jo, de skal i den grad have sjælen med sig, når man for-Gud-ved-hvilken-gang, vælter ud af hotelsengen ved midnat, for at sidde 4-5 timer i en flysimulator og øver sig i virtuelle nødsituationer og mulige katastrofer.

– – –

Vi lærer hinanden at kende i brudstykker på de korte men mange ture. Virkelige historier om arbejdslivet for piloter og kabinepersonale.

Det fungerer tit som hastige interviews, hvor vi følger op på begivenheder siden sidst. Vi er rundt i hele verden og mange kulturer, for flypersonel er en slags globale sigøjnere, der dybest set altid har haft lyst til  luft under vingerne. – Også selv om det ofte har kostet hårdt arbejde at være et af de velklædte mennesker i mørk uniform og med udsigt til guldstriber på ærmerne.

Møbelsnedkeren, der bare VILLE være pilot.

For nogle år siden, da finansmarkedet bare gik potent opad, solgte han hus og vigtigste værdigenstande – og begyndte målrettet i at spekulere i aktier. På et halvt år havde han investeret sig til det meste af den million af egen lomme, som pilot-uddannelsen koster.

En anden gennemførte flyve-fantasien ved først at slippe den. Det var for svært og dyrt og han valgte at blive politimand i et af Europas store hovedstæder. Endte i et specialkorps af de hårde. Men han kunne ikke slippe drømmen og spinkede og sparede og lånte sig til uddannelsen.

– – –

Jeg har et særligt forhold til ”P”.

Han hjælper med at forbedre mit rustne franske sprog, selv om det meste af konversationen foregår på engelsk, . alle piloters andet sprog. Og i begyndelsen er hans nysgerrighed overfor min baggrund nærmest botaniserende. Ikke bare medier, klummer-  et tout ça. Vi taler barndom og ungdom og alle de mennesker og kampe, der modellerer os som en klump ler på en pottemagers drejebænk. Om religion, som interesserer os begge. Han har gravet dybere i sin katolske tro, er gift med en protestant og vant til samtaler og diskussioner om forskellene. Vi taler om det, som tiltaler os hos de andre. Han misunder lutheranerne vores kirkelige oprør og modstand mod det bestående. Jeg savner farverne, symbolikken, korsets tegn – de synlige ritualer – og gedigen synd, der kan få noget fokus på tilgivelsen.

Han har sine grunde til at læne sig op af Gud og et højere forsyn. I nat – på en af de lidt længere ture – fortæller han om et ungdomsliv helt nede i sumpen.

Han er midt i 30’erne og vokset op i en storby. Som lille barn blev hans forældre skilt og han blev kastebold i en ond skilsmisse i en katolsk kultur, der  i princippet mener at ægteskabet er ubrydeligt. Krige på ord. Advokater. Konflikter.

Så fandt han en løsning, der stivede hans selvværd af.

En rigtig, rigtig skidt løsning.

– Jeg blev simpelthen drug-dealer (forhandler af ulovlige stoffer) allerede som teenager. Det var sindssygt. Men det gav mig kontrol og en masse penge. Og jeg var dygtig til ikke at blive snuppet. Jeg blev simpelthen professionel på det illegale marked. Men trods min succes fandt jeg ud af, at det arbejdsliv ville smadre mit eget liv. Og jeg vidste, at jeg inderst inde havde sjæl og hoved til noget andet og mere. Da jeg blev voksen og myndig rejste jeg til Canada for at begynde forfra – og lære engelsk.

Han bevæger sig virtuost på i sit modersmål og i det engelske sprog .

Vi nærmer os træningscenteret og nu må han koncentrere sin livshistorie, så jeg når at få det hele med.

– Jeg blev fascineret af ordentligheden, de smukke mennesker og fællesskabet i luftfarten – et meget romantisk billede, der jo ikke altid holder, smiler han i bakspejlet. Modsætningen til den beskidte realitet, jeg ville ud af. Så jeg søgte ind som steward.

Når han fortæller om livsskiftet , lyder det som et mirakel.

Han skulle som et led i sin uddannelse deltage i sin første redningsøvelse, hvor man træner i at evakuere passagerer og besætning fra et nødlandet flyt.

– OK, jeg lyder sikker som en lille dreng, selv om jeg var en voksen mand. Men under den øvelser sagde jeg til mig selv; Det er det her, jeg vil. Og jeg vil helt ud foran i maskinen. Jeg vil være pilot.

Og han gik hele vejen.

Eller rettere – han fløj

Vi krammer ikke, da jeg har hjulpet ham med taskerne. Det gemmer vi til næste gang.

Det er rigeligt, at kollegerne på taxipladsen undrer sig en smule over, hvor højt TAXAMAND og kunde taler til og griner med hinanden.

Og giver hånd og ryster næverne grundigt.

Så peger han på mig med et smil på læberne

– Det her var livet! Næste gang fortsætter vi om Vorherre.

PS:

Du er mere end velkommen til at dele Taxamandens højtflyvende historier.