Første gang, jeg ankom til adressen, vidste jeg, at jeg aldrig ville glemme den igen.

Det er mere en 6 år siden og i den absolutte tidlige del af min karriere som TAXAMAND. Jeg havde samlet en kvinde op ved 3-tiden om morgenen – i et vejrlig, som svarede til hendes sjæl denne nat i det sene efterår.

Sort.

Kulsort!

Og så væltede den ned med regn, så der lå en mindre sø foran opgangen til det store boligkompleks

Hun var for fuld kraft ind i en psykose af angst – og det var alt andet end første gang for hende. Jeg var en ren novice på den slags ture og reagerede selv med at blive, – ja, nærmest bange. Havde aldrig prøvet at være så tæt på et menneske, der for alvor er helt ude i de sjælekvalernes tove. Selv havde hun været i angstens og depressionens sorte sump alt for mange gange. Endnu engang skulle hun hurtigst muligt til den psykiatriske akutklinik. Jeg var sidste menneske på tråden, inden de professionelle behandlere sætter ind, og hun måtte tale til mig på hele turen for at holde den halve time ud, som rejsen vare i den grå Mercer med det grønne logo.

Hun fortalte om gentagende depressioner og angstanfald og om den dødens befrielse, hun ønskede sig lige netop i øjeblikke som disse.

Jeg lyttede bare og kommenterede med korte spørgsmål. Et dybt stemmeleje, dybere end mit sædvanlige. Ukomprimeret, nærmest terapeutisk, som jeg lærte det i mine mange år i æteren, Reelt frygtede jeg, at hun ville tage sit eget liv ved at kaste sig ud fra bagsædet under høj fart på Motorvejen.

Aldrig havde jeg hørt et menneske så direkte savne den befriende død.

Da personalet på klinikken åbnede den låste døren og jeg forsigtigt havde lagt hånden på skulderen af kunden og patienten med et ønske om ”god bedring” (Banalt, men hvad fanden siger man egentlig?), måtte jeg sunde mig i tomgang.

– – –  

Jeg har prøvet turene til  og fra de psykiatriske afdelinger og sygehuse mange gange siden. Mere professionelt og helt uden den angst, som kunden bør have monopol på. Men altid med den empiriske viden, at jeg kan forvente mig skyggesiderne af den menneskelige sjæl.

Der vælter med standarder  i mine køreordrer. F.eks. denne: ”Kunden skal hentes og følges”. Jeg kigger på klokken og husker, at det er ved den tid, at de udskrevne i ældrepsykiatrien plejer at slutte deres ugentlige eller daglige  samtale-grupper.

Min kunde er et af dagens lyse ansigter og ordren om at skulle ”hente og følges” er nærmest latterlig. Hun går let og hurtigt og smiler overbærende, mens jeg lynhjurtigt må transformere min rolle som Falck-mand til hyggelig følgesvend. Da vi sidder i taxien, fortæller jeg hende ærligt og lidt smigrende, at jeg godt nok hverken behøver hente eller følge hende, men at det nu engang er standardiseringens lov, at vi må forberede os på det sværeste.

Hun smiler til mig via bakspejlet.

En nydelig kvinde, der for længst er udtrådt af det arbejdende folks rækker. Smukke, nærværende øjne. Høflig uden småborgerlige manerer. Klog uden status og høj uddannelse.

Uden at jeg spørger, fortæller hun sin egen historie.

–    I dag lyder det latterligt. Men allerførst var jeg overbevist om, at der var tale om en hård influenza eller en eller anden ond virus. Fysiske smerter i led om lemmer. Noget der føltes som feber, selv om termometeret fortalte mig, at jeg ikke var syg på den måde.

Min søn kunne godt se, at jeg ikke havde det godt. Han var selvfølgelig særlig omsorgsfuld og lidt nervøs som man nu er, når det gamle ikke er frisk og allerede har levet noget der ligner et fuldt liv.

Jeg købte ind i Panodiler, men smerterne tiltog og efter et par dage sad jeg bare der i lænestolen i lejligheden som en gammelmor i dødens forgård.

Hun er en god fortæller, men stopper lidt op, inden nhubn tager hul på den alvorlige del af historien.

– Det var en veninde, der fik mig til lægen, hvor jeg fik en forklaring, jeg slet ikke havde forudset.

Hun var fastlåst i et voldsomt anfald af angst. En depression, som det sædvanligt glade menneske ikke tror kan ramme én.

– Det lyder måske tosset, men allerførst følte jeg mig flov. Som om, der er noget selvforskyldt i at være ramt af en psykiatrisk lidelse. Da jeg var ung, var det så pinligt, når nogle have ”dårlige nerver”. Noget med at være tosset. Helt udenfor rækkevidde. Fortabt.

–

Og hvorfor mig og så pludseligt i slutningen af 70’erne. Jeg har jo bare levet et almindeligt, godt liv. Som alle andre – også med nogle udfordringer. Jeg har en datter med Downs Syndrom. En udfordring – men ikke en umulig. Så har jeg en god søn, en svigerdatter og søde børnebørn. Men sådan var det altså bare. Et uforklarligt anfald af angst slog mig helt ud og jeg blev indlagt på en psykiatrisk afdeling.

– Jeg er så glad for, at de alle har taget sig så godt af mig. Mine nærmeste. Sygehuset – og nu: de professionelle behandlere. Jeg kommer ofte her i ældrepsykiatriens dagcenter. Er for tiden lettere medicineret mod angst uden at nogle kan mærke det på mig. Og så får jeg en enkelt pille, så jeg kan sove. Det har været det sværeste. At få den søvn, jeg har behov for. Men vigtigst af alt: Terapien – ikke mindst samtaleterapien. Jeg havde godt nok aldrig forestillet mig, at jeg sklulle sidde sammen med andre mennesker og krænge mit inderste ud.

Mit eget liv.

Min uforklarlige angst, der ramte mig som en forhammer.

Så kigger hun på mig og smiler, så det er til at tro på.

– Vi siger jo alle, at modstand gør stærk. Jeg ønsker godt nok ikke, at min sygdom kommer igen, det er klart. Men jeg er ikke så utryg længere. Jeg er ikke så bange for angsten.

– – –

PS: Du er meget velkommen til at dele TAXAMANDENS historier fra den firehjulede virkelighed. Fra de lyse og de sorte sider.