Dansker, dansker, dansker og atter dansker

 

 

Hun er en kvinde, der givetvis får det, som hun vil have det.

Ikke sagt i den forbitrede, ironiske eller mindreværdige stemning, som er slang hos os mænd, når vi er trætte og klynkende.

Snarere sådan, som vi ville sætte etiketten på vore døtre, når de har styr på det. Når vi er stolte. Stærke kvinder i vores eget billede

Hun skal nå Hovedbane og straks for at nå et kursus for læger i Århus. Straks hun har sat sig ind i taxien, agerer hun som min far, første gang jeg skulle køre med ham efter at jeg havde fået kørekortet dengang i 70’erne. Uden at kigge på mig, slog han styrkeforholdet fast med klare termer fra forsvaret, hvor han var officer: ”… Du er chauffør. Det er mig, der er vognkommandør …”. Til stor glæde for både mig og militæret, blev jeg aldrig soldat. Men betydningen af en klar ordre fattede jeg tidligt i livet.

Så da min kunde denne morgen meget tidligt udstak ruten ud af den københavnske forstad en detalje anderledes, end jeg selv plejer at køre turen – fulgte jeg ordren uden kommentarer eller irritation.

JEG ER BARE TAXAMAND, som jeg selv døbte bogen. Jeg er chauffør og kunden har altid ret. Og så er hun en af den slags kvinder, hvor jeg ikke har noget imod at give den som butler eller privatchauffør.

Hun er midt eller sidst i 30’erne, er slank, går med tætte velsiddende jeans i den dyre kategori. Behøver vist ikke sige, at hun udfylder dem på smukkeste vis i øjnene på en gammel han, der ubetinget er til ”rubenske former”, – når det nu er for vulgært og upassende for en gammel mand at bruge udtrykket ”en god røv”. Sidstnævnte legemsdel er i øvrigt dækket af en silkebluse, der således lader fantasien male de afgørende billeder.

På bagsædet får jeg blot et par korte indtryk af hendes ansigt i bakspejlet i de sekunder, hvor vi aftaler turen. Solen er ved at stå op og de røde, varme stråler illuminerer hendes ansigt, da den, lige nået over horisonten gennem de nyudsprungne bøgetræer. Hun er feminint bleg, har store mørke øjne og er sminket med skarpe, sorte linjer. Jeg kunne godt holde foredrag om den uberørte skønhed, de ikke bør bemales.

Konstaterer blot, at her er det passende.

Hun ser så hamrende godt ud.

 

Og jeg glemte en enkelt ting.

Hendes Hijab sidder perfekt.

Tørklædet.

Jeg får sådan en forbandet lyst til at spørge om alt, når jeg en sjælden gang er alene i bilen med en kvinde ”… af anden etnisk herkomst…” Det er nærmest flovt at sige det højt, men det skyldes selvfølgelig at diskussionen om de nye kulturer og Islams regelsæt og dogmer er fremme hele tiden. Og taxamanden er en organisk del af den tid, vi lever i. Lykkeligvis besidder den evigt talende taxamand og den barnligt nysgerrige journalist faktisk en lille basis af blufærdighed. Mit firehjulede arbejdsunivers sætter tingene på plads:

Kunden skal have lov at være i fred. Det er hende, der betaler gildet.

Men det udvikler sig nu noget anderledes end mine høflighedshandlinger bestemmer. For ikke alene bestemmer hun vejen i detaljer. Hun er en fortæller i et indre familieskab med taxamanden. Og hun vil være en af dem, jeg husker som dokumentation for, at det ikke alene er taxamandens maniske nysgerrighed, der kører festen med de mange historier. Det er meget ofte netop kundens fortællelyst, som er fremdriften.

Hendes far kom til Danmark i 70’erne, hendes mor derefter.

 

De bliver pludselig isolerede på samme måde, som da de kom hertil i sin tid uden dansk sprog og kultur.

– Min far er død nu og jeg bor alene med min gamle mor. Jeg nænner simpelthen ikke, at hun skulle være andre steder. Og så sker der jo det med gamle pensionister, der er født og vokset op under helt andre himmelstrøg, at de bliver ret alene i takt med at venner og familie falder bort. De er uden for arbejdsmarkedet og deres danske sprog bliver ikke brugt eller trænet. De bliver pludselig isolerede på samme måde, som da de kom hertil i sin tid uden dansk sprog og kultur.

Helt alene.

Vi taler om det indvandrede menneskes dobbeltliv. Jeg fortæller om min fars to onkler, der udvandrede til USA lige efter første verdenskrig. De levede helt til deres død i 60’erne og 70’erne som evigt splittede mellem det amerikanske og det danske. Når de var derovre i det store land, drømte de bare om de kommende ture hjem til gamle Danmark. Når de så havde været herhjemme et stykke tid, talte de meget om det, de skulle, når de vendte hjem til Amerika om lidt.

– Jamen, mine forældre hører og hørte jo heller ikke hjemme i deres fødeland efter de mange år i Danmark. Det er det hele, som bliver mere og mere skævt. Maden bliver for stærk. Sproget – deres modersmål – bliver for gammelt. Og dagligdagen mere og mere forskellig. Forskellig derude fra herhjemme – og omvendt.

 

Min kunde har gjort det rigtig godt – både i målestokken derude og herhjemme. Hun er uddannet læge – godt på vej ind i sit speciale som narkoselæge. Derudover assisterer hun af og til ved hjemtransporter af syge fra udlandet. Her kommer hendes dobbeltsprogethed hende naturligvis til gavn.

Hun er veluddannet,

Hun er ambitiøs

Hun er rundet af to kulturer.

 

– Men sagen er jo, at jeg først og fremmest er dansker. Og den griner vi meget af – kollegerne og jeg – på afdelingen, når nogen spørger: ”… og hvor kommer du så fra…”. (Hendes sorte øjne lyner, så de bliver om end endnu mørkere. Jeg er bare lykkelig for, at jeg ikke nåede at stille det fordomsfulde spørgsmål…)

– Hun kommer fra Farum, griner de og svarer inden jeg når at gøre det, siger hun. Og de sorte øjne erstattes af et overbærende smil.

Hun ansigtet, håret og halsen. Ypperligt. Oprindelig udsprunget af koranens og profetens bud til kvinden om ikke at udfordre. Nu en uomtvistelig del af hendes kvindelighed

Hun ser smuk ud i morgenlyset. Ikke mindst med det sorte hijab-tørklæde foldet tæt til ansigtet. Paradoksalt at det både skuler og fremhæver. Det er tosset, det ved jeg. I et sekund får jeg et flashback til en stor biludstilling i Bellacenteret for nogle år siden. En ung mand har placeret sin kæreste foran køleren på en fed ”Bimmer”. Han flytte hende frem og tilbage med håndtegn, så motivet kan blive fuldendt. Hun har meget stramme jeans på og sko med høje hæle. En MEGET smuk kvinde med en erotisk udstråling, som netop IKKE var til at tage og føle på for andre end kæresten. De havde begge glade, brune øjne – og hun afsluttede hele dette, fuldendte billede med det smukkeste, højrøde tørklæde tæt om ansigtet. Hun ansigtet, håret og halsen. Ypperligt. Oprindelig udsprunget af koranens og profetens bud til kvinden om ikke at udfordre. Nu en uomtvistelig del af hendes kvindelighed

 

Tørklædet.

Min smukke, meget talende kunde i taxien tager selv emnet op:

 

– Ja, jeg er dansker, – og det kan ikke diskuteres. Jeg er født her, jeg er opvokset her, jeg er uddannet her, jeg har arbejde og kolleger her. Jeg arbejder hårdt og tjener godt til føden, jeg er glad og fraskilt og bor sammen med min gamle mor. Så går jeg med tørklæde. Og ja, hvis nogle skulle spørge: Jeg går også med dette tørklæde som et bevidst signal om min personlige frihed til at gøre det.

 

– Sandheden er, at min mor blev både sur og ked af det, da jeg for ikke så lang tid siden begyndte at gå med tørklæde. Hun synes det er noget pjat at gøre, når vi bor i Danmark. Men sådan viser jeg altså min frihed – og et religiøst symbol. Jeg er et religiøst menneske. Jeg tror på Gud og det er lykkeligvis frit og tilladt i mit land, Danmark.

 

På taxapladsen ved stationen smiler vi og taler om at vi forhåbentlig skal snakke videre en anden dag – taxamanden og lægen med tørklædet.

 

God morgen, Danmark.

– Især til de smukke ansigter i Hijab

[JG1]

Next ArticleJournalistikkens afgrund af uforståelighed