Taxamanden blogger på avisen.dk. Avisen.dk ejes af A-pressen og Freeway aps.

“Klik” på avisens logo her til højre og få et kig på det gratis, professionelle nyhedstilbud på nettet

 

– Stop det. Luk det. Jeg holder det ikke ud, siger kunden i taxien i den velsiddende habit. Slipset mangler, men mon ikke det kommer på om et par timer – lige før forretningsmødet derude i Skandinavien.

Han stikker hænderne i vejret, i forsvarsposition, da jeg begår dagens første, tidlige fejltagelse. Han vil gerne snakke, men nørderierne i dansk politik lige før valget, det orker han bare ikke.

– Om Helle Thorning ofrede Pet-chefen? Om det var uretfærdigt? Om det politiske ansvar er større end det ledende i sådan en situation, hvor Danmark øjensynligt er under angreb.

Det Vrimler med de spørgsmål lige nu, og min kunde fik blot et: Om der nu kom løgn i løftebruddets moders mund.

– Ved du hvad, jeg har det ligesom Skousen – Niels Skousen i sin sidste sang. ”..Jeg melder fra, dot com…”

Vi kigger lige på hinanden via bakspejlet. Smiler, for Skousen er stadig fed – i hvert fald herfra, hvor vi står. Vi er begge sølvræve et sted mellem 55 og 65. Og nu forstår vi, at vi begge har stået og rocket til Skousen & Ingemann et eller andet sted derude i vores ungdom i 70’erne. Han er så gået forretningsvejen, men der kan jo godt gemme sig en halvgammel flipper i en Amani-habit. Og tak for det midt i det mest borgerliggjorte og velfriserede tiår siden de 50’ere. Dengang jeg blev født jeg blev født og hvorfor jeg ikke husker noget væsentligt politisk.

Så de to sølvræve melder kollektivt fra og lader de nærmest filatelistiske detaljer fra radioen passere forbi os som den tidlige, kølige forårsvind derude på strandvejen mod lufthavnen. Om Thorning fik besked lige før pressemødet. Hvor meget før. Kunne det være nået. Blev hun prikket på skulderen…

Jeg skal ikke lære noget forudset. Jeg vælger at lytte til det, jeg selv har udvalgt.

– Det store Hvorfor – de mange hvorfor’er fortoner sig. Og en ting er i hvert fald sikkert …

– For nu at bruge de direkte ord som dengang, siger kunden og kan alligevel ikke dy sig for en kommentar til journalistikkens og journalisternes generelle standard. De er så pisse ligeglade med deres læsere og lyttere, at jeg godt kan forstå, at aviserne er i krise og vore voksne børn mere og mere står af over for det gammeldags flow-tv og ikke kan forstå, hvorfor man skal betale licens: Debatudsendelserne er lukkede fester mellem journalisterne selv og de folk, der rådgiver deres politiske interviewofre. Og så kan man sgu lige så godt selv bestemme, hvilken en af dem, man har lyst til at crashe engang imellem. Jeg skal ikke lære noget forudset. Jeg vælger at lytte til det, jeg selv har udvalgt.

 

Arh, nu synes jeg, det hele bliver lige vel pessimistisk, tænker jeg efter turen.

Jeg prøver at holde lidt på fagets nødvendighed i demokratiet. Og selvfølgelig er vi enige. Selvfølgelig er behovet for meningsbrydninger en forudsætning for ytringsfrihed og ytringsfrihed forudsætning for demokrati. Men selv selve ytringsfrihedsbegrebet er gjort til objekt for botanik i disse tider. SKAL man så også sige alt det man må? – Er det kun ægte ytringsfrihed, når man viser, At man tør fornedre nogen. FISSE råber vi på turen gennem katedralen eller moskeen. Sådan skal man gøre i et ægte demokrati.

 

Og så demonstrerer vi med ytringsfriheden godt hjulpet på vej af nyhedsjournalister, der bare har akut sult på begivenheder og udtalelser 24/7. Nu kommer Geert Wilders, den hollandske Islam-hader – til folkemødet og det er for meget. Et par venstre-borgmestrene melder sig pludselig i den bløde ende af skalaen.

 

Han (Wilders) udgør en sikkerhedsrisiko og ødelægger den gode stemning. Borgmestrene kommer fra selv samme parti som Anders Fogh, der i den grad vare med til at optrappe Muhammed-krisen i sine statsministerdage. Han skulle fanneme ikke sige undskyld til nogen. Nå, men det partipolitiske hykleri gider ingen journalister grave i. Det kræver en slags stillingtagen og det må vi ikke – og det kræver tid, og den har vi ikke.

Og på nyhedsbureauerne bliver disse to frameldinger til Folkemødet til nærmeste en bølge af frafald. Hvor mange individer går der egentlig p en massebevægelse?

Og vi står endnu engang tilbage med den form for nyhedsjournalistik, hvor det senere bliver svært at se, hvad der var registrering af begivenheder, – og hvad der var iværksættelse.

 

Det er simpelthen upatriotisk at grave i egen skyld, mens slaget står på. HER gælder kravet om den ubetingede ytringsfrihed ikke. Krigen går forud for sandheden

Og her i disse dage og timer handler det så igen om botanikken i forbindelse med terror-anslaget mod København midt i februar. Ingen ordentlige mennesker mærker ikke sorgen. Alle gode folk føler med drabene i Krudttønden og Synagogen. Ingen ønsker, det sker igen. Men det ser ikke ud til – når man følger journalistikken – at vi har behov for at blive væsentligt klogere.

Alt tyder på, at der var tale om en gal mands værk i et miljø af hoved-fordrejede unge, der er udstødte og forførte af den fascistiske religiøsitet, som ulykkeligvis er en del af tidsånden. Men graveriet i udådens forudsætninger er ophørt. Ligesom jeg selv oplevede det i USA og Canada 11. september 2001. Stærkest i de første døgn efter det angreb, som forandrede verden, mens jeg sad på et hotelværelse, stirrede på tv i timevis, var skide bange og savnede mine børn: Her var den uskrevne regel, som hævede sig over nyhedsperspektivet: Det er simpelthen upatriotisk at grave i egen skyld, mens slaget står på. HER gælder kravet om den ubetingede ytringsfrihed ikke. Krigen går forud for sandheden.

 

Så nu graver vi lystigt videre i den allersidste botanik.

Journalisterne HAR fundet ud af, at der vist nok kom en mail til statsministen, lige inden hun dagen derpå holdt talen til internationale pressefolk, hvor hun sagde, at alt var på plads og i orden ved synagogen. Den udtalelse viste sig så at være lidt af en vildførelse – og så røg hovedet på PT-chefen. – Men nu viser det sig altså, at der rent faktisk var folk på plads inden udåden. – Og underforstået. Kan man så bebrejde PT-chefen noget?

Oppositionen fryder sig. Nu får de fokus bort fra en valgkamp på konkrete emner. Det eneste rigtige svar på risikoen for løftebrud: Ikke at love en skid. – Den har årtiers mest upopulære statsministerkandidat Løkke allerede og alle hans Sancho Panza’er allerede lugtet.

Og journalisterne? – De flytter sig tjenestevilligt hen i de nemme laguner, hvor vandet er varmt og fiskene kan samles op med håndkraft. I hvert fald forbliver festen mellem fagfolk, der vil imponere hinanden med detaljer i nye trakasserier mellem politikere, spin-kvaksalvere og journalister og Klågeågerne, der marke3dsføres som specialister . Vi smækker lige døren i til festen igen. Ikke dramatisk og forbudsagtigt. Vi dykker bare ned i vore egen indforståede verden, der ender som en afgrund af uforståelighed.

 

Journalisterne har det som Skousen og mig: De melder fra “dot” com

Indtil da hænger de store, rådne historier uafklaret i luften og kendsgerningerne er transformeret til tag-selv-fordomme. Om man nu synes, at Thorning familien bevidst gik efter den lave skat. Om man nu mener, at Lars Løkke med sin fadbamse-gemytlighed og luksusrejse-tilbøjeligheder har format til at være hele landets statsminister. Vi lagde det frem – men nu skal vi videre til næste fest.

Vælg selv!

For slet ikke at tale om de uskrevne historier: Hvordan skal Lars Løkke overhovedet kunne forny dansk politik, når han efter et valgt formentlig skal navigere mellem LA’s krav om konkrete skattelettelser og DF’s reelt gammel-socialdemokratiske velfærds-vision, der kræver mere skat.

Den fest er der ingen, der gider dukke op til.

 

Journalisterne? De har det åbenbart ligesom min kunde den morgen og Taxamanden selv

 

De melder fra ”dot” com.