”De skal stresses ud af Nørrebro …”

 

 

30 pct. frygt.

30 pct. vrede.

30 pct. irritation.

Det er sådan jeg har det, da jeg får køreordren til Nørrebro i nat.

De sidste 10 pct. ved jeg ikke, på hvilken hylde. Jeg skal lægge.

 

Turen går til Blågårds Plads – og frygten og vreden behøver jeg næppe forklare. Det er her baby-banderne er blevet til slyngelbanden, jeg ikke engang gider nævne navnet på. Man fornemmer i et dybt absurd og dybt fortvivlet interview i RADIO 24SYV med en af aktørerne derude på den asfalterede slagmark, at medlemmerne af gadens ulvekobbel er en blanding af menneskelige spejlblank mangel på menneskelig medfølelse – og så en fortvivlet jagt på et fællesskab, som verden aldrig har kunnet givet dem. Som så ofte før. Offer og forbryder i samme krop og sjæl

Irritationen kommer bag på mig.

For I guder, hvor har jeg ofte måttet forklare og forsvare Nørrebro lige fra dengang, hvor jeg boede lige midt i hjertet af bydelen – på hjørnet af Griffenfeldsgade og Nørrebrogade. Det var med min første kone og mens mine børn var helt små.

Larmen og forureningen.

Ja et ægte billede af den ægte by.

Humoren. Det var her jeg første gang blev døbt Granitperkeren.

Den ægte, røde indstilling til livet og solidaritet.

Da de forvildede og forstyrrede autonome bypartisaner satte ild til butikker og containere efter EU-afstemningen i 1993.

 

Men jeg har altid sagt med overbevisning, at utrygheden forvirringen var overdrevet.

Nørrebro ER et fantastisk sted. – Et farvestrålende billede af København og af hele verden. Etniske danskere i tidens farver og musik. Dem med en hel del bajere på de gamle, brune værtshuse. Arabere, Sydeuropæere, somaliere.

Com om, verden!

jeg er klar til at køre forbi, hvis der er optræk til stævnemøde i ”familien”.

Om det er mediedækningen, omsorgen for min yngste socialrådgiver-datter, der bor lige dér i minefeltet indenfor ”Distortion-festival-grænsen” – jeg ved det ikke. Følelsen er sjælden hos mig, der er bamse-stor og aldrig er rigtig bange trods nattens mørke og de forvirrede og fordrukne mennesker, den OGSÅ byder på for en taxichauffør. – Jeg kan mærke at kroppen spændes og at jeg tænker på, hvor ved pladsen jeg skal holde og at jeg er klar til at køre forbi, hvis der er optræk til stævnemøde i ”familien”.

Jeg vil ikke have ulvene ind i min vogn!

Jeg er bange.

 

Kort fortalt:

Jeg skal bare samle et par arbejdskammerater op fra et værtshus. Arbejdsdagen er trukket lige vel langt ud på de sene aftentimer og nu skal de lige hjem på den ydre del af Nørrebrogade og slutte af med en sixpack.

De er ægte, ”gamle” nørrebroere, der har levet på stenbroen siden de blev født for vel 50 år siden. Sproget er frit og åbent:

– Hold nu for helvede din kæft, jeg skal liiiige snakke med Taxamanden.

Det er overhunden på forsædet, der vender sig om mod vennen på bagsædet. Sidstnævnte har fået lidt for mange bajere og snøvler og vrøvler. Nej, han er pissefuld, hvis sandheden skal frem.

Da vi er kommet bort fra farezonen og ud på Nørrebrogade igen møder vi en fakkeltog. Et af de improviserede demonstrationen mod gadens vold – og frygten. Vemodet mod kynismen-

– Jeg kan ikke ha’ det. Jeg kan fanneme ikke ha’ det, siger manden på forsædet.

Jeg sukker indvendigt, fordi en sådan bemærkning ofte følges af et mere eller mindre racistisk angreb på perkerne – der bare skal sendes hjem NU!. En ikke ukendt reaktion fra resterne af den hvide arbejderklasse på Nørrebro.

Men jeg tager fejl i det med racismen, – selv om vreden er voldsom.

– Jeg kan bare ikke ha’ den der hyggelige stemning af fred og ro. Det er sgu ikke en havefest, vi har brug for med foldede hænder og lysende fakler. Vi er ikke bekymrede, vi er skide bange og vil have vores bydel tilbage. De onde skal fryses og stresses ud – og det skal være nu! Forleden sagde vi nogle stykker og grillede og fik nogle bajere dernede på pladsen. De handler om at holde sammen og vi var der unge og gamle og sorte og hvide. Efter et stykke tid kom der nogle af de der unge bandemedlemmer i deres ulækre uniformstrøjer. De ville lege med. Lave sådan en slags fredsmøde og fortælle, at de slet, slet ikke er så slemme. Det gav os kvalme, for vi vil ikke engang stå ved siden af dem. Så kom politiet og pegede trøje-røvhullerne ud én for én: ” … Du går med os – og dig – og dig – og dig! …”

 

Manden på forsædet forsætter:

– Jeg er helt enig med politiet. Vi skal være over dem hele tiden – de skal ud! – Og så kan vi leve sammen sorte og brune og hvide. Jeg har masser af gode bekendte blandt de mørke. Forleden mødte jeg Hassan ved busstoppestedet. Jeg sagde bare SALAM. Han kiggede tvivlende på mig. De er lige så usikre for tiden. Er det pis, det jeg siger til ham? Gå med fred!. Men det var ikke pis og jeg var ikke fuld, det kunne hans i mine øjne. Så tog han min ene hånd og trykkede den med begge sine. Hassan er sgu god nok.

Nogle minutter senere, da fakkeltoget er passeret og jeg har sat gutterne af foran kiosken med den nødvendige ”sixpack” – vender eftertanken tilbage.

Kan man virkeligt stresse dem ud, ulvene?

Og hvor skal de stresses hen?

Og hvad med de helt unge hvalpe, der endnu ikke er fortabte?

 

… skyderi igen. På Solitudevej

PS: tre timer senere – kl. 2 i nat – er der skyderi på Solitudevej. Nogle idioter rammer døren til en opgang i ”ensomhedens gade”. Bare hundrede meter fra min yngste datters lejlighed. Hun kan kigge op ad den blinde Solitudevej fra den elskede pizzamand.

Jeg bliver utryg og vred og venter på frosten, der kan fryse banden ud!