Den kurdiske kvindes kampe

Hendes datter er lille og meget tynd. Alt for tynd.

Siddende i kørestolen ligner pigen en fugleunge. Store mørke øjne naget af sorg og smerte, Hænder så små og tynde, at de nærmest er gennemsigtige men malede med stærk, rød neglelak. Datteren svæver i ingenmandsland mellem barn og voksen. Længere fremme på køreturen fra Hospitalet i København til en forstad 20 km syd for forstår jeg, at datteren er 15 år.

Men hun er ikke større og vejer ikke mere end et otteårsbarn.

Jeg ville ikke ture løfte denne skrøbelige skabning af fare for at skade hende. Moren er hurtig og effektiv. Som en brandmand på redningsopgave, lægger hun begge arme om datteren i kørestolen, holder fast om hendes ryg og underkrop og løfter den fjer-lette pige over på Mercerens bagsæde. Et snuptag for livet.

Jeg står der som en ubehjælpsom klump kød og aner ikke, hvad jeg skal stille op.

Men den tunge, specialbyggede kørestol giver mig en rolle. Den kan ikke klappes sammen men skal presses ind gennem bagklappen. Jeg føler mig som Lenny i John Steinbecks Mus og Mænd.

For dum til andet end ureflekteret brug af mine kræfter.

Moren giver mig en af de få taxiture, hvor jeg bagefter holder ind til vejsiden i et par minutter og tager et par dybe vejrtrækninger og reflekterer, – inden jeg kan køre videre. Jeg er fascineret ind til glædes-grænsen. Men på en måde er jeg også grædefærdig.

Hvor mange kampe kan et enkelt menneske klare?

 

”S” har taget mange.

Hun er kurder og tilhører et af denne klodes folk uden et hjemland. Kurdisk er hendes modersmål og visionen  om det Kurdistan, som blot har eksisteret i brudstykker i verdenshistorien. Små, levendegjorte drømme, der snart blev afløst af bedrag. En gople af et stykke land mellem Lilleasien og Mellemøsten.

Jøderne fik deres historiske land. Palæstinenserne har det ikke endnu, men støttes af en stadig større del af verdensopinionen. Balkan – det tidligere Jugoslavien blev delt i fem nationerne med hver dages kultur. Sovjetunionen blev delt.

 

Men kurderne er et af verdenssamfundets paria-kulturer. Det er almindeligt accepteret, at der er op imod 25 millioner kurdere i verden. 4-5 gange antallet af danskere. Men ikke med en berettigelse til eget land. Kurderne lever som et undertrykt folk primært i Tyrkiet, Syrien, Iran og Irak.

Sadam Husseins berygtede gasangreb på en kurdisk landsby i 1988

I Tyrkiet er de blevet snydt og bedraget utallige gange som offer for ikke mindst Atatürks nationalistiske projekt siden det fordærvede sultan-regimes fald efter første verdenskrig. I Syrien kæmper de på landjorden mod den såkaldte Islamiske Stat, – våbenstøttet af USA og bombet af russerne. I Iran har de været løbende forfulgt under skiftende regimer. – og en af Irak-despoten Sadam Hussein ugerninger var giftgasdrabet på mellem 7000 og 10.000 i den kurdiske landsby Halabja i 1988.

 

Vi taler om hendes folk og tilværelsen i Danmark med indvandrerbaggrund lige nu.

Livet har slidt på hendes ansigt og håret er på vej til at blive gråt.

– Ved du hvad, siger hun, jeg er egentlig ikke så meget optaget af det man kalder racismen i Danmark. Selvfølgelig kan jeg mærke forskel på nu og så forholdene, da jeg første gang kom til Danmark som 13 årig for snart 40 år siden. Vi var mere eksotiske dengang. Vi var interessante og mere velkomne. Men jeg har kulturelt, som kurder og som kvinde været undertrykt, siden jeg blev født. Og meget voldsommere end herhjemme

 

– Min far kom hertil blandt de tidlige grupper af ”gæstearbejdere”. Han blev set som Tyrker –og det var det. Da jeg var 13 kom min mor og mine søskende herop – men efter et par år fandt far det rigtigt at sende os tilbage. Han beholdt min bror heroppe, for han skulle arbejde. Jeg nåede lige at lære at skrive og tale dansk. Da jeg kom tilbage som 18-årig gik der ikke lang tid, før min far havde fundet den rette, kurdiske mand til mig. Han blev importeret fra Tyrkiet og det var uden for min fars interesse at tænke på, om der var tale om kærlighed fra en mand, jeg ikke kendte. Det talte ingen steder. Jeg var bare en kvinde, der skulle have en passende mand.

 

”S” har tre piger. Efternøleren – den stærkt handicappede pige i rullestolen. Arbejdet med og sygehusbehandlingerne af hende tager al hendes tid. Hun er alene med hende alle døgnets 24 timer.

 

– Jeg bør selvfølgelig tænke på, at der skal andre til at tage sig af hende i takt med at hun bliver ældre. Men lige nu er hun min lille pige, der kræver mig – altid.

 

Jeg kigger i bakspejlet. Hun er faldet lidt ned til siden og sover trygt efter behandlingen på hospitalet. Så kigger jeg på ”S”. Vi smiler til hinanden uden at bruge ord.

 

Hendes to ældste piger tilhører den nye generation af veluddannede indvandrere, som både skal bære den kurdiske kultur videre og være moderne borgere i Danmark. Den ene er netop færdig som akademisk kandidat i kultur- og religionsstudier. Den anden er gået i gang med en uddannelse som økonom på CBS.

 

Forklaringen på skilsmissen er enkel. Jeg valgte ham ikke – og jeg elskede ham ikke. Det hele var en stor løgn

– Jeg er selvfølgelig glad for mine sejre i livet. At jeg har fået dygtige børn, der har fået gode uddannelser. At jeg lever i et land, hvor jeg kan passe min syge datter forsvarligt. Og så – for to år siden – indfriede jeg et løfte, som jeg gav mig selv for mange år siden. Jeg blev skilt! Min eksmand kunne slet ikke acceptere det – men jeg blev ikke udsat for vold som andre.

Forklaringen på skilsmissen er enkel. Jeg valgte ham ikke – og jeg elskede ham ikke. Det hele var en stor løgn. Den største pris jeg betaler er, at jeg ikke ser eller taler med min far. Han er en gammel mand på 78 og stammer fra en lille, kurdisk landsby. Han forstår ikke, at reglerne derhjemmefra for længst er forældede og ubrugelige. Jeg kan godt forstå, at han ikke har forudsætninger for at forstå mig. Men min beslutning er rigtig. Og mine børn er enige.

 

Vi kører op foran højhusene syd for København.  De er berømte og berygtede for først og fremmest at være ghetto for indvandrere.

Igen tager hun fat på sin fugleunge-datter, løfter hende som en let pakke og placerer hende i kørestolen. Jeg smiler og ville gerne sige direkte til hende, at jeg beundrer hende mere end noget fremmed menneske jeg har mødt i månedsvis. Ville gerne give hende et kram. Men sådan er spillereglerne ikke mellem en fremmed fugl og en taxichauffør

Hun er en frontkæmper fra et folk, der er dømt til at slås

Det ville være upassende – og hun har på intet tidspunkt bedt om at blive betragtet som en helt.

Hun er bare en frontkæmper fra et folk, der er dømt til at slås på mange planer og kamppladser.

Hun beder ikke om en hyldest, men glæder sig over sine store døtres udsigt til frihed og succes.

Og et mirakel, der kunne gøre den yngste rask.

Jeg ønsker hende en god dag og lægger en let hånd på hendes skulder.

 

God Morgen, Danmark

– og frihed til dem, der trænger.

Next ArticleDR på vej til slagtebænken