Den røde karrierekvinde

 

 

Jeg havde en fuldstændig tosset drøm den anden dag.

Jeg parkerede ved Børsen og skulle aflevere et brev til ”de røde” på Christiansborg. Var den eneste gæst på de lange gange – det var meget tidligt på dagen. Eller nat, måske.

Lige indenfor sad en meget gammel mand i en kørestol og sov. Da jeg kom tættere på, kunne jeg se, at det var en oldinge-udgave af Villy Søvndal. Han havde daggamle skægstubbe i ansigtet, uredt hår – og så sad han bare og sov med hovedet hvilende på den ene skulder. Jeg nænnede ikke at vække ham.

Så kom jeg forbi døren, hvor der stod socialdemokraterne på et skilt. Jeg kunne høre larmen fra diskussionen, allerede inden jeg åbnede døren. Det var Trine Bramsen, der på sin markante, sjællandske dialekt sad og talte død og udslettelse og endeløse straffe for hadprædikanter og alle de andre sataner i vores kulturkreds for tiden.

Jeg skyndte mig at lukke – og gik videre til den anden dør, hvor der var meget stille. Blot en sagte, ensformig strubelyd. Indenfor sad hele LA’s folketinggruppe i lotusstilling på gulve og borde. Ingen omverden. Ingen formand. Lukkede øjne og armene ud til siden med hænderne hævede og fingerspidserne samlede.

Dyb meditation.

Det var ikke her brevet skulle afleveres.

Så var der bare enhedslisten tilbage. De skændtes ikke bag den lukkede dør. Det var bare Skipper der talte til en stum forsamling. En hel masse om lille Danmark og selvbestemmelse og nationale folkeafstemninger.

Så døde drømmen og jeg fik aldrig afleveret det skide brev. Symbolikken i drømmen var for fuldfed, så jeg lagde den op på hylden.

 

Den sidste kunde på dagens vagt var en velklædt, dynamisk, yngre erhvervskunde. En kvinde, som selv havde bestilt sin vogn via app’en. Ikke så meget sekretær-pjat her, når man kan spare ressourcer ved at gøre de små ting selv. Håret var sat op, brillerne i smart design nederdelen kort og benene og ansigtet ret hvidt.

Her arbejdes og solen må vente.

Hun taler smukt norsk og præsenterer sig med fornavnet ”L” og insisterer på en ret lang vej ad motorvejene til lufthavnen. Hun lider af køresyge og vil sidde på forsædet og. Vi har det hurtigt godt i hinandens selskab. Vi er snakke-mennesker og fortæller om hinandens liv. Hun synes, det er sjovt, at journalisten er taxichauffør, for det var hendes far også. – Journalist og redaktør, altså. Jeg pirres af hendes fortælling om et liv, hun tog i egne hænder lige fra sine unge dage. Hun fik en søn meget tidligt og alene, mens hun arbejdede sig op som manager i restaurantbranchen. Men en dag gad hun ikke det længere og tog hun en uddannelse som sygeplejerske. Det blev for kedeligt og hun søgte ind i en kommerciel nabo-branche, hvor det er gået hende godt. Hun er nordisk chef for salg og marketing i en mega-stor, international virksomhed.

 

 

Så er det vi begynder at tale international politik. Vi kommer ret tæt på egne holdninger og på et tidspunkt kigger hun på mig med insisterende øjne:

– Hvor tror du egentlig jeg står sådan, rent politisk?

Jeg aner, at hun afkræver mig en overraskelse, så jeg svarer opportunistisk, forsigtigt:

– Centrum – centrum-venstre.

– Ikke helt forkert, siger hun drillende. Jeg er er socialist, og det bliver jeg ved med at være. Jeg er opdraget i et rødt, socialdemokratisk hjem. Der var masser af gode diskussioner og masser af rødvin på bordet. Vi var oprørere i den norske pænhed. Og sådan har jeg fortsat hele mit liv. Jeg ser ikke noget problem i at være en skarp leder i det daglige og så tro på en ordentlig fordeling af verdens ressourcer. Den ene rolle er mit job – den anden mit private liv. Mit job er jo internationalt og det passer godt til mit liv at hade nationalisme og småborgerlighed.

 

Da vi kører op foran terminalen er det jeg husker den tossede drøm.

Der er vendt op og ned på det hele. Ingen kommunistiske spøgelser går gennem Europa. I dag holdes den røde fane højt af en kvinde. En velklædt erhvervskvinde i høje hæle.

 

– Jeg får en sidste salut gennem døråbningen, da vi giver hinanden hånden.

 

– Jeg springer ud i friheden en dag, når min søn er blevet voksen. Så vil jeg bo i USA og i Asien og gøre lige hvad pokker, der passer mig. Jeg er nordmand, men jeg synes grundlæggende, at vi er nogle bonderøve.

 

God dag, Norge

– og tak for de vilde kvinder

 

Dette blogindlæg har tidligere været bragt som klumme i Ekstrabladets søndagstillæg, EKSTRA

Next ArticleEt mulehår fra døden