Det vigtigste er ikke HAM og HENDE. Det vigtigste er dig og mig.
”Forskellen mellem DEM og MIG er dybest set ikke så stor.”
– Det er den første og stærkeste erkendelse ved at være taxamand. Og her har jeg egentlig hverken lagt den kristne næstekærlighed eller almindelig humanisme op til stor debat. Det her er ikke noget højere, filosofisk princip, det er meget mere håndfast og konkret. Vi vil i bund og grund bare leve, elske – og i sidste ende se, at der er en mening med det hele. Det, der udligner forskellene mellem DEM og MIG er på samme måde ikke noget, jeg tilstræber. Og da slet ikke kunderne. Jeg har min arbejdsmæssige ensomhed som undskyldning og så lige den lille ”hemmelighed”, at Taxamanden jo har sin egen, lille historiebutik.
I begyndelsen gik jeg meget op i to hovedprincipper, som jeg regnede med ville være en i konflikt med hinanden. Jeg har brug for historier, og vil der nu i længden være nok af dem? Spørgsmålet er vel egentlig OK, for jeg fortæller flere gange ugentligt og har nu gjort det mere end halvandet år. Dertil kommer den ugentlige klumme til Ekstrabladet, der om godt en måneds tid har kørt hver eneste uge i et år. For slet ikke at tale om min bogudgivelse i december – JEG ER BARE TAXAMAND. Der skal nogle historier til for at holde butikken gående.
Produktiviteten er det ene hovedprincip, men jeg synes altså på ingen måde, at jeg er på vej til at lukke. Og sandheden er nok, at der stort set er historier fra den virkelige virkelighed hver dag og hele tiden.
Det andet hovedprincip vedrører fortroligheden. Det er også for mig selv en uudholdelig tanke at skulle gøres til subjekt i en fortælling fort andre menneske, – bare fordi man sætter sig ind i en hyrevogn med et behov for at blive transporteret hurtigst muligt fra A til B. Det kommer da ikke andre ved!
Men de to udfordringer, hele tiden nye historier og anonymiteten, har intet praktisk problem været i det daglige. For historierne flyder hele tiden – oftest uden at jeg igangsætte snakken. Oftere og oftere til trods for, at kunderne har en viden om taxamandens andet liv – historiefortællerens. Og anonymiteten? – Jamen jeg laver de ændringer og små ”eventyr-forandringer”, der gør det umuligt at genkende nogle hovedpersoner. Jeg udsætter historier, så det er lang tid siden snakken fandt sted. Jeg ændrer på steder og lande. I særlige tilfælde beder jeg om lov. Og i modsætning til den journalistiske kliché – at afsløre offeret eller gerningsmanden – så der denne form for dokumentarisk virkelighedsnærhed ikke af særlig betydning i mit krønikeskriveri. Mine historier er i bund og grund almene. De er ikke en del af tidens bulimiske REALITY-dyrkelse.
Tvært imod kunne man næsten sige:
Det vigtigste er ikke HAM og HENDE.
Det vigtigste er dig og mig.
Vi taler meget hurtigt karriere, han og jeg.
Han er udlændig, arbejder i en topstilling i Danmark og lægger meget hurtigt mærke til MIT. Der må være en grund til, at jeg taler så flydende et tysk. Så får han historien om min farfar, østprøjseren, billedskæreren, veteranen fra første verdenskrigs kampe på Vestfronten, – Karl Frederik, der flyttede til Danmark og slog sig ned her. Og han får lige med, at jeg lærte sproget flydende, fordi jeg ikke ville finde mig i, at nazi-besættelsen af mit land skulle skjule, at jeg er et produkt af flere kulturer. Min far og hans fire søskende havde så traumatiske oplevelser med at være ”tyskerens børn” under krigen, der fulgte og årene efter, at de ikke fik lært deres ”fadersmål”.
Og endelig: Jeg fortalte om min fortid som journalist og chef i DR…
– I det hele taget: Vores samtale denne tidlige formiddag fra lufthavnen til Københavns Bymidte, bliver en god skabelon for en af de faktisk ret almindelige konversationsformer i vogn:
Det er kunden, der spørger. Det er mig, taxamanden, der er ”offeret”.
Vi har alle en lyst til at komme af med vore historier. I det store og det små.
Jeg grunder stadig over dette underlige paradoks – og kan ikke konkludere andet end: Historiefortælling er ikke bare drevet af lysten til at lytte og få medmennesker til at give noget af sig selv. Vi har alle en lyst til at komme af med vore historier. I det store og det små.
Han er en af de store, – hvis topstillinger i erhvervslivet har noget med størrelse at gøre. Og han har kæmpet hele vejen op. Dybest set er han vist det, som man vil kalde en social mønsterbryder. Han kommer fra ganske almindelige arbejderklassekår, hans far døde tidligt, men så var hans mor der for ham. Hele vejen!
– Jeg er og bliver et konkurrencemenneske. Det kan der siges meget godt og sikker dårligt om, men det er det, som har givet mig en fremdrift i livet. Så selvfølgelig har der hele tiden været et konkurrenceelement i min karriere. Det har virkeligt haft en betydning for mig at arbejde mig op og skabe succes. Hele tiden nå lidt mere, end jeg selv og min omverden troede kunne være muligt. Og så har jeg selvfølgelig været heldig og fået en masse gode chancer, – når jeg nu havde gjort alt for at dygtiggøre mig.
Og så skete katastrofen – begivenheden, som ingen går og kalkulerer med til da
For en lille håndfuld år siden kom så tilbuddet om direktørstillingen i Danmark og han flyttede hertil med kone og to børn, som i dag er 11 og 13 år. Det var sådan set fint bort set fra, at familien savnede hjemegnen. Og efter et par år i et storkøbenhavnsk rigmandskvarter flyttede familien tilbage til hjemlandet og han valgtre i stedet at pendle ugentligt til Danmark. Sådan var det!
Og så skete katastrofen – begivenheden, som ingen går og kalkulerer med til dagligt. Hans ægtefælle bliver syg og dør!
Han fortæller videre uden sentimentalitet:
– Det er klart, at det river hele vores tilværelse fra hinanden. Ikke mindst en katastrofe for mine børn. Men med tiden finder vi en vis løsning, – også fordi vi skal finde en. Min mor flytter ind i vores store hus og er en slags ”Nanny” for børnene. De kender hende og er helt trygge ved løsningen. Jeg fortsætter med at pendle. Og så sørger jeg så vidt muligt for at være 100 pct. Far, når jeg er hjemme i weekenderne. Og med mine økonomiske forhold kan alle være helt trygge og vi kan købe os til den bistand og den luksus, som vi ønsker os.
Jeg begynder at forstå min taxakundes tætte spørgen ind til min arbejdsmæssige fortid og mit livsskifte. Det er de tanker om radikal forandring, som påvirker ham i denne tid, hvor familien er ved at komme på højkant et par år efter konens og moderens død.
Han er på vej mod en ”udfletning” i livet.
Skal han vælge den ene vej – eller den anden?
– Det lyder sikkert som et luksusproblem for nogen, for reelt kan jeg gøre, hvad jeg vil. Min økonomi er lagt sådan til rette, at jeg med nogle justeringer kan klare mig med et meget, meget mindre job – og alligevel beholde de vilkår, som vi har i dag. Jeg kunne sådan set bare tage hjem og passe mine børn. Og selvfølgelig har jeg hundredevis af gange sagt til mig selv, at jeg kun har nogle ganske få år med mine børn, før de selv flytter hjemmefra og begynder deres eget liv. Men i realiteten er valget meget sværere at tage trods de forkælede, materielle vilkår. For hvordan kan jeg opgive det her arbejdsliv og den her karriere, når jeg har brugt et helt liv på at bygge det op? Det tænker jeg meget på for tiden, siger han.
Vi nikker til hinanden i bakspejlet.
Det bliver en af de kunde-relationer, hvor vi giver hånd, da turen er overstået. DET kan – underligt nok – stadig tænde taxamandens blufærdighed. At jeg jo blot er hans servicemand. At håndtrykket er reserveret til et større og vigtigere møde end 20 minutter i en københavnsk hyrevogn.
Jeg kigger ud af øjenkrogene og konstaterer, at vi er alene på pladsen.
Den store mands svære valg
– Det er den første og stærkeste erkendelse ved at være taxamand. Og her har jeg egentlig hverken lagt den kristne næstekærlighed eller almindelig humanisme op til stor debat. Det her er ikke noget højere, filosofisk princip, det er meget mere håndfast og konkret. Vi vil i bund og grund bare leve, elske – og i sidste ende se, at der er en mening med det hele. Det, der udligner forskellene mellem DEM og MIG er på samme måde ikke noget, jeg tilstræber. Og da slet ikke kunderne. Jeg har min arbejdsmæssige ensomhed som undskyldning og så lige den lille ”hemmelighed”, at Taxamanden jo har sin egen, lille historiebutik.
I begyndelsen gik jeg meget op i to hovedprincipper, som jeg regnede med ville være en i konflikt med hinanden. Jeg har brug for historier, og vil der nu i længden være nok af dem? Spørgsmålet er vel egentlig OK, for jeg fortæller flere gange ugentligt og har nu gjort det mere end halvandet år. Dertil kommer den ugentlige klumme til Ekstrabladet, der om godt en måneds tid har kørt hver eneste uge i et år. For slet ikke at tale om min bogudgivelse i december – JEG ER BARE TAXAMAND. Der skal nogle historier til for at holde butikken gående.
Produktiviteten er det ene hovedprincip, men jeg synes altså på ingen måde, at jeg er på vej til at lukke. Og sandheden er nok, at der stort set er historier fra den virkelige virkelighed hver dag og hele tiden.
Det andet hovedprincip vedrører fortroligheden. Det er også for mig selv en uudholdelig tanke at skulle gøres til subjekt i en fortælling fort andre menneske, – bare fordi man sætter sig ind i en hyrevogn med et behov for at blive transporteret hurtigst muligt fra A til B. Det kommer da ikke andre ved!
Men de to udfordringer, hele tiden nye historier og anonymiteten, har intet praktisk problem været i det daglige. For historierne flyder hele tiden – oftest uden at jeg igangsætte snakken. Oftere og oftere til trods for, at kunderne har en viden om taxamandens andet liv – historiefortællerens. Og anonymiteten? – Jamen jeg laver de ændringer og små ”eventyr-forandringer”, der gør det umuligt at genkende nogle hovedpersoner. Jeg udsætter historier, så det er lang tid siden snakken fandt sted. Jeg ændrer på steder og lande. I særlige tilfælde beder jeg om lov. Og i modsætning til den journalistiske kliché – at afsløre offeret eller gerningsmanden – så der denne form for dokumentarisk virkelighedsnærhed ikke af særlig betydning i mit krønikeskriveri. Mine historier er i bund og grund almene. De er ikke en del af tidens bulimiske REALITY-dyrkelse.
Tvært imod kunne man næsten sige:
Det vigtigste er ikke HAM og HENDE.
Det vigtigste er dig og mig.
Vi taler meget hurtigt karriere, han og jeg.
Han er udlændig, arbejder i en topstilling i Danmark og lægger meget hurtigt mærke til MIT. Der må være en grund til, at jeg taler så flydende et tysk. Så får han historien om min farfar, østprøjseren, billedskæreren, veteranen fra første verdenskrigs kampe på Vestfronten, – Karl Frederik, der flyttede til Danmark og slog sig ned her. Og han får lige med, at jeg lærte sproget flydende, fordi jeg ikke ville finde mig i, at nazi-besættelsen af mit land skulle skjule, at jeg er et produkt af flere kulturer. Min far og hans fire søskende havde så traumatiske oplevelser med at være ”tyskerens børn” under krigen, der fulgte og årene efter, at de ikke fik lært deres ”fadersmål”.
Og endelig: Jeg fortalte om min fortid som journalist og chef i DR…
– I det hele taget: Vores samtale denne tidlige formiddag fra lufthavnen til Københavns Bymidte, bliver en god skabelon for en af de faktisk ret almindelige konversationsformer i vogn:
Det er kunden, der spørger. Det er mig, taxamanden, der er ”offeret”.
Jeg grunder stadig over dette underlige paradoks – og kan ikke konkludere andet end: Historiefortælling er ikke bare drevet af lysten til at lytte og få medmennesker til at give noget af sig selv. Vi har alle en lyst til at komme af med vore historier. I det store og det små.Han er en af de store, – hvis topstillinger i erhvervslivet har noget med størrelse at gøre. Og han har kæmpet hele vejen op. Dybest set er han vist det, som man vil kalde en social mønsterbryder. Han kommer fra ganske almindelige arbejderklassekår, hans far døde tidligt, men så var hans mor der for ham. Hele vejen!
– Jeg er og bliver et konkurrencemenneske. Det kan der siges meget godt og sikker dårligt om, men det er det, som har givet mig en fremdrift i livet. Så selvfølgelig har der hele tiden været et konkurrenceelement i min karriere. Det har virkeligt haft en betydning for mig at arbejde mig op og skabe succes. Hele tiden nå lidt mere, end jeg selv og min omverden troede kunne være muligt. Og så har jeg selvfølgelig været heldig og fået en masse gode chancer, – når jeg nu havde gjort alt for at dygtiggøre mig.
Og så skete katastrofen – begivenheden, som ingen går og kalkulerer med til dagligt. Hans ægtefælle bliver syg og dør!
Han fortæller videre uden sentimentalitet:
– Det er klart, at det river hele vores tilværelse fra hinanden. Ikke mindst en katastrofe for mine børn. Men med tiden finder vi en vis løsning, – også fordi vi skal finde en. Min mor flytter ind i vores store hus og er en slags ”Nanny” for børnene. De kender hende og er helt trygge ved løsningen. Jeg fortsætter med at pendle. Og så sørger jeg så vidt muligt for at være 100 pct. Far, når jeg er hjemme i weekenderne. Og med mine økonomiske forhold kan alle være helt trygge og vi kan købe os til den bistand og den luksus, som vi ønsker os.
Jeg begynder at forstå min taxakundes tætte spørgen ind til min arbejdsmæssige fortid og mit livsskifte. Det er de tanker om radikal forandring, som påvirker ham i denne tid, hvor familien er ved at komme på højkant et par år efter konens og moderens død.
Han er på vej mod en ”udfletning” i livet.
Skal han vælge den ene vej – eller den anden?
– Det lyder sikkert som et luksusproblem for nogen, for reelt kan jeg gøre, hvad jeg vil. Min økonomi er lagt sådan til rette, at jeg med nogle justeringer kan klare mig med et meget, meget mindre job – og alligevel beholde de vilkår, som vi har i dag. Jeg kunne sådan set bare tage hjem og passe mine børn. Og selvfølgelig har jeg hundredevis af gange sagt til mig selv, at jeg kun har nogle ganske få år med mine børn, før de selv flytter hjemmefra og begynder deres eget liv. Men i realiteten er valget meget sværere at tage trods de forkælede, materielle vilkår. For hvordan kan jeg opgive det her arbejdsliv og den her karriere, når jeg har brugt et helt liv på at bygge det op? Det tænker jeg meget på for tiden, siger han.
Vi nikker til hinanden i bakspejlet.
Det bliver en af de kunde-relationer, hvor vi giver hånd, da turen er overstået. DET kan – underligt nok – stadig tænde taxamandens blufærdighed. At jeg jo blot er hans servicemand. At håndtrykket er reserveret til et større og vigtigere møde end 20 minutter i en københavnsk hyrevogn.
Jeg kigger ud af øjenkrogene og konstaterer, at vi er alene på pladsen.
Så kigger vi en sidste gang ind i hinandens øjne.
Helt alene er hverken han eller jeg.
God morgen, Danmark.
– især til jer midt i de store valg
Taxamand
Next ArticleVideohilsen - noget om foredrag med taxamanden.....