Historien til jer i dag var jeg indledningsvis ikke sikker på, jeg ville skrive.

På ingen måde, Fordi den er farlig eller en grum afsløring. Snarere tværtimod. Den er dybest set så almen – et udtryk de stærke men helt almindelige følelser – at den for nogle måske ville være triviel. Og det sidste ville jeg ikke risikere. Men det var altså en af de dage og en af de taxiture, der kan få tårerne frem i øjekrogene på den snart garvede taxamand og en journalist og mediedesigner, som mig, der har tilbragt størstedelen af mit journalistiske virke med at fortælle de samme får håndfulde grundlæggende historier – på 1000 måder:

At vi elsker.

At vi længes.

At vi frygter.

At vi er vrede.

At vi er lykkelige.

At vi får.

At vi mister.

…og nogle få flere.

 

Principielt en perlerække af gentagelser.

Men selv gentagelserne af livets trivialiteter kan være en oplevelse for livet – sådan set gennem forruden på min grå Mercer med det grønne logo.

Vi starter med at tale om vejret, da jeg har samlet ham op på stationen. Han stønner i sensommervarmen. Men det må være ok for en mand, hvis første 6 cifre i personnummeret illustreres af de rynkede, hvide hænder med de lidt for lange negle – og leverpletterne. Han er gammel ingen tvivl om det. Så det er OK, at han besværer sig over bentøjet og vejrtrækningen og luftfugtigheden. Det er ham selv, der med lægger op til at fortælle om sin alder. Jeg er efter de 60 begyndt at forstå, hvorfor så mange både insisterer på, at alderen skal være en hemmelighed – og samtidigt så utroligt gerne vil snakke om den.

Jo tættere vi kommer på den ubehagelige tanke om, at vi skal herfra…. Jo mere har vi behov for, at omgivelserne siger: Du holder dig godt. Eller: Det skulle man ikke tro.

For vi holder måske lidt længere. Bare lidt længere.

 

– Jeg er 49, siger han med et skælmsk smil.

 

Jeg forstår ikke rigtigt, men han kommer til undsætning, da jeg har tiet stille i flere sekunder.

 

– Talrækkefølgen er vilkårlig, unge mand, siger han og smiler og jeg forstår pointen, inden han fortæller, at han var en voksen mand på 20, da 2. verdenskrig brød ud.

Han er 94.

Da jeg spørger til hans børn, bliver hans først lidt stille – og så fortæller han om den største sorg i sit liv, da han for nogle år siden mistede sin datter. Hun døde af den ”satans sygdom” – af kræft.

 

– Det kommer du dig aldrig over – at miste en af dine børn. Jeg kan godt sige dig. Det er langt værre end at miste sin kone. Og jeg ved, hvad jeg taler om. For jeg mistede min kone nogle få måneder før – to dage efter, at vi skulle have holdt vores krondiamantbryllup.

 

Jeg bliver lidt vemodig i nogle sekunder, fordi jeg ser konturerne af et 65 års ægteskab. – 65 år med den samme – og så måske ikke så lykkeligt. Men jeg tager helt fejl uden at have spurgt: Hun får den ultimative ægteskabelige kærlighedserklæring, selv om han blufærdighed forbyder ham at bruge ordet ELSKE.

For vi bruger det jo i flæng.

 

[

Så blev han stille. Måske bevæget, – men fra en tid, hvor mænd holder igen med de mest sårbare følelser

– Jeg havde den perfekte kone gennem hele mit liv. Selvfølgelig var vi da uenige om dette og hint. Men det onde blod var aldrig imellem os. Jeg kunne ikke have fundet et bedre menneske at leve mit liv med. Vi glædede os til krondiamantbrylluppet. Jeg havde besluttet, at hun skulle have en rigtig, flot ring. Den vi fik ved brylluppet var tynd og usynligt. Hendes var var tømrer og ville ikke at vi skulle prale eller vise en rigdom, som vi jo ikke havde. Vi havde lavet bordplan. Så blev hun syg et par dage før. Rallede så underligt, når hun skulle sove. Noget med hjertet og vand i lungerne. Og efter 3 dage døde hun, så der blev ingen fest. Men vi VAR gift i mange lykkelige år. Og vi var helt afklarede med, at vi nærmede os den tid, hvor vi skulle herfra. Det havde været utroligt. Men nu var det slut.

Så blev han stille. Måske bevæget, – men fra en tid, hvor mænd holder igen med de mest sårbare følelser.

Pausen blev længere.

 

– Det var godt nok, at hun ikke oplevede vores datters død. Det var totalt uretfærdigt at miste hende. Helt forkert og det har taget mig en del år at kunne leve med det. Men jeg har min søn og nu har jeg så afklaret med min datters død, at jeg faktisk kan fejre hende på både hendes fødselsdag og hendes dødsdag. Jeg må leve med sorgen den tid har jeg tilbage.

 

Her slutter han så og jeg har ingen lyst til at tale om datteren og forløbet. Han har givet sit vidnesbyrd og min rolle var alene at lytte.

Så skifter han emne – og alligevel. Han fortsætter med at tale om kærligheden uden at bruge ordet. Han fortæller en smuk historien om sin far og mors ny-forelskelse under krigen. Jeg undres indvendigt over ¨årstalsroderiet”. Men det er mig, der ikke har forstået. Vi taler om hans forældres kærlighed – under første Verdenskrig….!

 

De var så forelskede, at mens faren var udstationeret som soldat på et af forterne i Øresund, havde de en aftale om, at hun skulle stå inde på land og vifte med et stort hvidt flag. Så kunne han nyde hende på afstand – med en kikkert!

 

Vi smiler begge og turen er ved at være overstået. Jeg hjælper ham med poser og rollator hen til lågen ved det hus han fik bygget for 63 år siden, mens denne bydel endnu var på landet.

En gammel mand med det store , værdige vemod.

 

 

God morgen Danmark.

– Og en kærlig hilsen opad til to særlige kvinder, hvis nu himlen virkelig skulle findes.