Det er en af de der ØV-dage

– Det er en rigtig øv-dag i dag.

 

Her er en frue, der skal serviceres. Jeg mærker hendes aura i sekundet, inden hun sætter sig.

Det kan man ikke bare se på den gamle dame, når hun sætter sig ind i bilen. Det behøver man ikke være psykolog for at mærke. Det ligger i den kølige vinterluft. Hun mumler om et eller andet, der irriterer hende, inden hun sætter sig ind på bagsædet. Selv når hun venligt kigger chaufføren i øjnene, mens han holder døren for hende, stråler det også ud a hendes øjne: DET ER EN ØV-DAG!

De er mørke, hendes øjne, klare blanke og ser ikke ud til at fejle noget, selv om jeg rent faktisk henter hende ved øjenlægen. Men hun tøver en utålmodigt et sekund foran døren til kabinen – sikkert for lige at vende sig til det mørkere rum i kabinen, inden hun fokuserer og kan sætte sig ind

Men inden da, er hun en af disse ældre speed-kvinder, som overhovedet ikke lever op til forestillingen gamle gigtramte koner. Jeg er ikke engang nået over til døren ind til konsultationen, før den smækker op. Hun aner sikkert den grå Mercer og dens gråhårede taxamand. I hvert fald har hun -hørt lyden fra motoren som stopper og en dør, der åbner og smækkes i. Hun ER en speedkvinde, en lille, køn og feminin tasmanisk djævel, som nærmest fræse hen til taxien. Det går stærkt. Jeg når lige at vende om på hælen og åbne døren til bagsædet. Der er ingen sammenhæng med køreordrens formelle ord: ”… kunden skal følges fra klinikken …”.

Her er godt nok ingen gammel dame, der skal følges. Her er en frue, der skal serviceres. Jeg mærker hendes aura i sekundet, inden hun sætter sig.

Nej, jeg har lært at jeg kan genkende den kvindelige skønhed – også i hendes senioralder

Hun er ikke særlig høj, har meget vel-sat hår. Muligvis paryk – som det er mere sædvanligt blandt ældre fruer, end mange forestiller sig. Hos de mange ældre, der er nået godt op i 90’erne som min kunde her, kolliderer forfængeligheden med det tynde hår, som er mere og mere almindeligt med den stigende levealder. Og så griber en del fruer til paryk!

Hun er velskabt med en smuk barm, et flot parisisk agterparti – . Jo, fruen var en sild i havet af kvinder, inden alderens kværn ændrede kriterierne for hendes kvinderolle. Og det er et af mine arbejdsprivilegier, at jeg får lov til at beundre kvinder i alle aldre. At jeg ikke bare forstener i dette ”hun VAR givetvis smuk i sine yngre dage ” . Nej, jeg har lært at jeg kan genkende den kvindelige skønhed – også i hendes senioralder. Det er noget man kan øve sig i og det bliver lettere, når man selv kværner nådesløst ud af aldersskalaen

 

Hun trænger til at snakke, det kræver ingen igangsættelse.

 

– Jeg er træt at det med øjnene bliver værre og værre, og at der ikke kan gøres noget. Det er noget med forkalkning på synsnerven. Forkalkning! Sandheden er, at jeg er blevet en gammel kælling…

Der undslipper et ” … men dog …” fra taxamandens mund. Da jeg spørger indirekte til hendes alder, slynger hun et ”… 94 …” ud i luften og jeg kan kvittere med den meget anvendte ”… det havde jeg dog ikke troet, frue ..”.

En ægte kvinde smiler af sådan en smiger. Det kan jeg føre taxamand-videnskabeligt bevis på. Alle mine undersøgelser viser, at de kvindelige kunder gerne vil høre smigrende ord, som dog har en tydeligt linje til en objektiv sandhed. Inderst inde ved hun godt, at hun ikke ligner den typiske 94-årige i sin egen forestillingsverden. Og i opmærksomme medmenneskers. Og i ordentlige mænds.

Så åbner hun mere.

 

Han blev i virkeligheden – meget kort – mit livs store kærlighed

– Det lyder måske mærkeligt, taxamand, fra en gammel kone som mig. Men jeg savner min kæreste i dag. Det gør jeg så ofte, for han var sådan en dejlig mand. Vi mødte hinanden i en meget moden alder. Eller rettere: Han var blevet enkemand og var en del af min vennekreds – og så fandt vi samme på vore gamle dage. Han blev i virkeligheden mit livs store kærlighed. Vi kunne læse sammen. Vi kunne diskutere bøgerne og dagens emner. Og vi rejste meget sammen. Åh, det er næsten den almindelige hverdag, jeg savner mest. Også fordi vil leve så rigtigt sammen. Hver vores lejlighed – og så var vi sammen, når vi virkeligt havde lyst til dig. Men så døde han pludselig af et hjertestop for halvandet år siden.

 

De mange års ægteskab inden hun blev enke første gang, var derimod ikke det rigtige og lykkelige parforhold. Det erkender hun i dag.

 

Vi levede vel nærmest lidt hver for sig. Det var der plads til, og det var der råd til.

– Jeg har sgu altid været lidt af en skrap kælling, og han var udadvendt men også slap. Men rollerne dengang var jo, at han sad på magten, og det var en skandale, hvis man blev skilt. Og så havde han sit eget liv med en masse velgørende arbejde ved siden af en stor virksomhed med mere end 100 ansatte. Vi gik ikke i vejen for hinanden. Vi levede vel nærmest lidt hver for sig. Det var der plads til, og det var der råd til.

 

Hun holder en lille pause for at samle mod til den sidste åbenhed:

 

– Faktisk tabte jeg den sidste respekt for ham kort tid efter, han var død. Det viste sig, at økonomien ikke var helt så god, som det så ud udadtil. Så jeg måtte sælge firmaet, rub og stub med god hjælp fra advokaten. Men jeg kom ud af det uden gæld og med en lille slat til mig selv. Og SÅ som den store overraskelse. Det viste sig, at han havde en søn uden for vores ægteskab. En jeg aldrig havde hørt om. Og ikke nok med det. Han – sønnen – var ansat i firmaet. Måske en meget smuk gestus fra min mand. Men jeg kan ikke tilgive ham, at han aldrig fortalte noget om det. Han var og blev en slap mand.

 

Den sidste del af turen, slipper hun igen den afdøde mand og de mere end 40 år, de nåede sammen. Og hun fortæller videre om savnet af sin kæreste. Jeg ser den kærlige, gentleman for mig og selvfølgelig forstår jeg, at det gør særligt ondt, at de blot nåede få år med hinanden.

 

Jeg sku’ ha’ været hendes butler……

– Nå, taxamand, jeg er en gammel sentimental kone, siger hun, inden hun nærmest er på vej ud af Merceren, – inden den er stoppet helt. Selvfølgelig ønsker jeg, at han levede endnu. Men det er jo helt urealistisk. Vi var jo allerede gamle, da vi blev kærester. Og så prøver jeg at sige det til mig selv, som jeg kunne have sagt til en veninde i samme situation: Det er sgu da bedre at mindes den kærlighed, der var rigtig men kortvarig – end at tænke på alle de år i et ægteskab, der var spildte.

 

Hun fniser lidt af sin egen råhed, der givetvis også er måden at holde sig opper på – i dag.

Jeg når lige netop ud og tager døren til bagsædet, inden hun speeder videre.

Hun smiler til mig med de halvblinde øjne, der lyver sig yngre, end de ser ud.

 

– Tak for turen, hr. chauffør. Den var rar!

 

Jeg burde være hendes butler

 

God morgen, Danmark

– især til sjælesørgerne og butlerne – hvis der er nogle tilbage…

Next ArticleManden med den STORE pels