Gårsdagen blev den helt store omtale-dag for taxamanden.

Diverse samtaler med Mettelise, som styrer markedsføringen af min bog. En lige-på-dame, der får mig til at fremstå som et rodehoved – uhyggeligt tæt på sandheden.

Et grundigt og velforberedt interview med Tore Leifer og Karen Secher fra P1 i deres nye programflade P1 Eftermiddag. Det er en fornøjelse, at være en del af den form for omtale. Og jeg ville være en krukke, hvis ikke jeg var glad for al den omtale helt op til jeg-bukker-og-skraber-grænsen. Journalisten og bogskriveren lever jo af, at nogle vil læse og omtale. Og omtale er opmærksomhed og omtale for andre, der måske ikke kender taxamanden.dk – så kunne salget måske gå endnu. Jeg kunne måske tjene nogle af de penge, som kunne kompensere og lønne arbejdet med at lave bogen.

At blive ”kendt” er jo blevet en af de mere slidte, hædrende omtaler, der ikke længere skinner som guld i lyset. Men ”smør på bordet” er lige noget for taxamænd og skriverkarle.

Og så tænker jeg på ”Konen med æggene” – eventyret af H.C. Andersen, som på en eller anden måde er helt uden for Janteloven, selv om moralen er den samme: ”Sving dig nu ikke for højt op, for i sidste ende går det galt. Du sælger nogle æg, du køber nogle flere høns, så får du flere æg osv osv – og en dag er du sultan i eget palads. Indtil –PLASK! ”

De smadrer, inden drømmen er realiseret.

Du taber det hele på jorden – eller på gulvet – og så er drømmen bristet.

For jeg er også doven og kan være ualmindelig slap.

Det har jeg vist aldrig rigtigt indrømmet før: Jeg husker, da min for længst afdøde farmor læste eventyret for mig på Enghavevej i Odense i begyndelsen af 60’erne. I den dybe mørke sofa, der var dekoreret af håndsarbejdet fra min farfar – den tyske billedskærer, jeg aldrig nåede at møde.

Det var ikke farmors eller H.C. Andersens skyld – men siden dengang husker jeg også angsten for, at mit arbejde og min indsats gik galt. Pas nu på!  Det kunne være gået galt, og jeg var blevet et hæmmet og angst menneske. Men jeg er skabt så hammer-privilegeret, at denne angst for at drømmen går galt blev kompenseret så rigeligt af min selvtillid. – Og omvendt. Frygten tog toppen af min selvfedme og har givet mig noget af den disciplin og stædighed og vedholdenhed i arbejdet, som slet ikke ligger til min natur.

For jeg er også doven og kan være ualmindelig slap.

Og tvivlen i mit indre er mange gange og ofte større end ordene i min mund.

Og så taler vi ikke mere om det!

 

Jeg kører fra radiostudiet med denne blandede følelse af sødmefyldt succes og usikkerhed. Om det var godt nok. Om det er relevant. Om det jeg siger om virkeligheden, kan forstås som andet end et egotrip.

Om taxamandens ord primært er til mandens egen fornøjelse og forfængelighed.

Men det er ved at være fyraften og tid til at slippe.

Så bimler mit anlæg og skærmen i Den sølvfarvede Mercer med det grønne logo, giver mig dagens sidste kunde.

 

Nu ligger huset ALLERBEDST, grund mod grund til mennesker, som ugentligt omtales i især de kolorerede medier

Hun skal køres fra et af Danmarks mest prominente forstæder til sin bolig i et andet af de dyreste. Turen indikerer som udgangspunkt, at kvinden er hovedrig.

Men det er hun så ikke, – ud over formuen i værdien af kæmpe-villaen. Hun har boet der hele sit liv – i 85 år i det samme hus, der blev bygget af hendes far, bygmesteren. Han konstruerede det så stort, at børnene også kunne bo der – men det blev blot til hende. Hun blev til gengæld boende med mand og sine fire børn. De gamle forældre er døde for mange år siden, hun er selv blevet enke – og en af børnene bor i huset med sin familie. Og huset er stort nok til at kunne leje en af etagerne ud.

Forfaderen var rimeligt økonomisk ved muffen med datidens målestok – men det er by-, bolig- og prisudviklingen siden dengang i slutningen af 20’erne, da huset blev bygget, som helt har ændret husets status. Nu ligger det ALLERBEDST, grund mod grund til mennesker, som ugentligt omtales i især de kolorerede medier. Og det må sandt for dyden udgøre en formue alene i grund- og ejendomsvurdering.

 

– Det har været et fantastisk hus for os, fortæller den ældre dame på køreturen og inden jeg ser, HVOR flot det i virkeligheden er og ligger. Og selvfølgelig var det fantastisk, at mine børn kunne vokse op tæt på bedsteforældrene. Min yngste havde et særligt forhold til dem. Da hun var vanskelig teenager kunne hun bare ryste på hovedet og gå ned til mormor og morfar, hver gang hun var tosset på sin mor. Og i dag er det så mig, der er mormoren. Men vi har jo bare haft arbejde som almindelige mennesker – gandske almindelige mennesker.

Hun giver historien en vinkel, som mest figurerer i de borgerlige partier valgbrochurer – i hendes udgave helt uden politiske undertoner.

Jeg ejer det jo ikke for at være rig – men det er sådan verden ser på det

– Men det er godt nok dyrt for mig og os. Og hvis ikke vi kunne udleje en etage, var det slet ikke løbet rundt. Det er jo en underlig mekanisme, men selv om jeg stort set har betalt dette fantastiske hus, gør alene skatterne, at det er hårdt for økonomien at bo her. Jeg ejer det jo ikke for at være rig – men det er sådan verden ser på det. For mig er huset bare det sted, hvor jeg har levet hele mit liv og hvor jeg nu bor i blot en lille del af det sammen med en del af min familie.

 

Taxamanden undrer sig igen over den skattelovgivning, der gør det muligt at tjene en formue ved videresalg uden at der skal betales en krone i skat af fortjenesten. Men at ejeren undervejs – ofte ældre mennesker – kan brandskattes af en formue, der slet ikke er realiseret.

 

Vi kører op ad den smalle vej til huset, der ligger flot og selvbevidst blandt alle de andre klodser – blandt de dyreste i landet. Jeg er imponeret. Blot en kort spadseretur fra Øresund. Rene funktionalistiske former. En umådelig rigdom – selv om fruen er en ganske almindelig mor, mormor – og måske oldemor-

Jeg følger hende helt hen til den herskabelige trappe og tilbyder hende en arm op ad den mange trin til hoveddøren, der helt sikkert er tilbage fra den tid, hvor huset blev bygget. Smuk – og slidt, fordi det alene i sig selv koster en formue at få den fornyet.

Men fruen går selv.

Det har hun altid gjort, er jeg sikker på.

 

Jeg kigger på den slanke skikkelse, mens hun har godt fat i smedejernsgelænderet.

Og endnu engang husker jeg konen med æggene.

 

God Morgen, Danmark

– i alle klasser