Hvis jeg var svineavler (Jeg er blot søn af en …) , ville jeg være alt andet end glad for DF!
Partiet har intimideret den gode danske grisebasse herhjemme – mere end spisereglerne i jødedommen og Islam nogensinde kan komme til at gøre tilsammen. Det er lykkes partiet, der har gjort landsbytosserier til storpolitik, at gøre det til en ideologisk sag at sætte tænderne i en god kotelet eller en smørstegt frikadelle.
Grisetrynen bør i fremtiden være Dansk Frikadellepartis logo.
Og Miss Piggy fra Muppetshow – vel nærmest en slags protestantisk helgen.
Den hysterisk selvoptagne dame-gris, om hvem jeg må sige, at enhver lighed med folketingets formand er i et frit citat fra Heinrich Böll ” … ikke tilsigtet eller tilfældig – men uundgåelig …
DF udsprang som bekendt af Fremskridtspartiet med den excentriske landsretssagfører og granitperker Mogens Glistrup i spidsen. Den gik ikke i længden hos fru Kjørsgaard og vupti, så konverterede Pia fra sit skattenægteri til et nationalistisk fokus! Hvad Glistrup havde i hjernevindinger, har Kjærsgård haft i kynisk snusfornuft og ordens- og stedsans, – en ekstremt disciplineret parti-jernlady i mere end 20 år. Hun styrede partiet, da hun selv var formand og hendes ånd svæver stadig over det dets folkelighedens og gemytlighedens anti-globale ideologi. Det har udviklet sig til sådan en slags Putin-syndrom, hvor det egentlig er ligegyldigt, hvor parti-dronningen befinder sig. Om hun er formand. Om hun er afgået. Om hun er værdipolitisk prædikant for DF. Om hun har opnået landets næststørste, politiske stilling som formand for parlamentet.
Det’ da lige meget!
Pias ånd svæver over alt. Og det er lykkes hende at slå en værdimæssig bro mellem småborgerlighedens ghetto i de københavnske forstadskommuner – og provinsens skuffede arbejdere og anti-globalister. Pia Kjærsgaard kan mærke folkestemninger som en pianist med absolut gehør genkender de rene toner. Og hun orkestrerer partiet, så det sublimerer frikadelle-ideologien som en perlerække af enkeltsager. Samlet er det et hjørne af den europæiske højre-populismes bløde fløj. Det har gjort partiet til landets næststørste og det sidste tiårs mest indflydelsesrige parti ved at sætte standarden for europa- og indvandringspolitikken.
Om Pia Kjærsgaard stadig formår at styre parti-tropperne direkte, tvivler jeg på. Det kan vel næppe lade sig gøre. Men hun har sammensat et hold af loyale aktører, der agerer som om hun stadig er hovedinstruktør af den største, nationalkonservative opsætning siden anden verdenskrig.
Og medierne gentager den samme gospel: Tulle har altid orden i sine papirer
Thulesen Dahl er gemytlighedens inkarnation. Han er efter sigende god til fodbold i Ølgod, men han har først od fremmest reelt udspillet hele den kritiske presse i Danmark. Hvad Tulle er udsat for at drilleri og hån er INTET i forhold til både den tidligere og nuværende regeringschef i kongeriget. Han kan tage røven på både kontanthjælpsmodtagerne – og senest pensionisterne ved sidste forlig. Og når så hele historien er tyk af løftebrud, vender han dramaturgisk og er nærmest hverdagshelten, der selv tager æren for at udredede det, som han selv forkludrede.
Og medierne gentager den samme gospel: Tulle har altid orden i sine papirer
Søren Espersen, journalisten, kommunikationsmanden, næstformanden i folketingsgruppen. Han kommer afsted med de største grovheder, uden at der krummes et hår på sin glatte isse.. Så lægger han sig betænkeligt op ad det virkeligt ekstreme højre og taler om, at kun folk med dansk blod i årerne skal kunne blive statsborgere. Så må han sige undskyld. Så kommer han med forslag om at gennembombe også civilbefolkningen i Syrien. Så må han sige undskyld. Og ekstremiteterne forhindrer ham ikke at indtage den rasende martyrs rolle, hvis nogle kæder DF sammen med fascisme-ordet.
Morten Messerschmidt er blevet en darling for den nationalkonservative EU-modtand blandt især de unge og yngre. Han har opnået gigant-valg til EU-parlamentet og været hovedpersonen i EU-modstandens turn-around fra at være et venstrefløjsprojekt til at være almindelig, borgerlig unionsskepsis i det politiske centrum-højre
Og så – ikke mindst – Krarup & Family (Søren og Døtre), som har fået al den plads, de har ønsket sig til deres rendyrkede nationalkonservative projekt, herunder angrebene på ”Over-Danmark”, den forbandede, kulturradikale pest. Den veluddannede akademikerfamilie af teologer, sprogofficerer/gymnasielærer, der hverken han passet svin eller delt den almues levevilkår, som de er prædikanter for, kan tale om danskhed, så den nærmest får en europæisk granitperker som undertegnede til at føle sig som landsforæder.
JA! til flæsk og vindmøller
Præst og samfundsdebattør Katrine Winkel Holm besynger i Berlingske den studehandel i Randers Byråd, der fik såkaldt liberale venstrefolk til at stemme ja til påbudt svinekød i daginstitutionerne for til gengæld at få Dansk Frikadelleparti til at sige ja til nogle lokale vindmøller, som frikadellepartiet i virkeligheden ikke ønsker sig. En plathed og politisk studehandel, som har gjort både lokalpolitikere og hele Randers til grin i hele landet – langt udover de sædvanlige, kulturradikale møgsvins rækker. Taxamanden kan bekræfte, at selv gode borgerlige vælgere har været nede i bunden af Merceren for at tage sig en bid af måtten, når emnet blev taget op.
Det er simpelthen for langt ude!
Overhovedet nikke-nikke-nej: Winkel holm vælger i Jyllands-Posten, at bekræfte Randers-beslutningens patriotiske karakter ved at citere fra den gamle Vikingehistorie om Røde Orm. Fra det sted, hvor Orm og hans ven Toke har levet syv svinefri år i det (maurernes) muslimske Spanien og endelig er vendt hjem:
”… De sad ubevægelige, sukkede af glæde og mindede hinanden om, hvor længe det var siden, de sidst havde siddet ved et sådant måltid, og var forbavsede over, at de i så mange år havde kunnet holde ud at leve i et land uden flæsk…”
Jeg er søn af en svineavler og elsker svin fra skinken til sylten. Jeg har fået mere lort og gylle på hænderne, som den gennemsnitlige dansker, fru Winkel Holm besynger i sin populær-nationalistiske hyldest til svinet. Jeg stod for udmugningen i industristalden på den fædrene går – syv dage om ugen, mens jeg var stor dreng og senere gik i gymnasiet. Jeg har i halve timer vasket mine hænder for ammoniak (svinepis!), så de ikke lugtede, når jeg skulle ud og kysse og holde i hånden i weekenderne.
Så jeg føler mig nærmest forpligtet til at lytte til Dansk Frikadellepartis største ånder og synge svinets pris! Melodien har jeg stjålet fra arbejdsklassens gods – men hva’ pokker? Der har DF jo været på rov efter vælgerne i to årtier.
DF – Dansk Frikadelleparti
Dagens ´blog-indlæg bringes også i avisen.dk.
Hvis jeg var svineavler (Jeg er blot søn af en …) , ville jeg være alt andet end glad for DF!
Partiet har intimideret den gode danske grisebasse herhjemme – mere end spisereglerne i jødedommen og Islam nogensinde kan komme til at gøre tilsammen. Det er lykkes partiet, der har gjort landsbytosserier til storpolitik, at gøre det til en ideologisk sag at sætte tænderne i en god kotelet eller en smørstegt frikadelle.
Grisetrynen bør i fremtiden være Dansk Frikadellepartis logo.
Og Miss Piggy fra Muppetshow – vel nærmest en slags protestantisk helgen.
Den hysterisk selvoptagne dame-gris, om hvem jeg må sige, at enhver lighed med folketingets formand er i et frit citat fra Heinrich Böll ” … ikke tilsigtet eller tilfældig – men uundgåelig …
DF udsprang som bekendt af Fremskridtspartiet med den excentriske landsretssagfører og granitperker Mogens Glistrup i spidsen. Den gik ikke i længden hos fru Kjørsgaard og vupti, så konverterede Pia fra sit skattenægteri til et nationalistisk fokus! Hvad Glistrup havde i hjernevindinger, har Kjærsgård haft i kynisk snusfornuft og ordens- og stedsans, – en ekstremt disciplineret parti-jernlady i mere end 20 år. Hun styrede partiet, da hun selv var formand og hendes ånd svæver stadig over det dets folkelighedens og gemytlighedens anti-globale ideologi. Det har udviklet sig til sådan en slags Putin-syndrom, hvor det egentlig er ligegyldigt, hvor parti-dronningen befinder sig. Om hun er formand. Om hun er afgået. Om hun er værdipolitisk prædikant for DF. Om hun har opnået landets næststørste, politiske stilling som formand for parlamentet.
Det’ da lige meget!
Pias ånd svæver over alt. Og det er lykkes hende at slå en værdimæssig bro mellem småborgerlighedens ghetto i de københavnske forstadskommuner – og provinsens skuffede arbejdere og anti-globalister. Pia Kjærsgaard kan mærke folkestemninger som en pianist med absolut gehør genkender de rene toner. Og hun orkestrerer partiet, så det sublimerer frikadelle-ideologien som en perlerække af enkeltsager. Samlet er det et hjørne af den europæiske højre-populismes bløde fløj. Det har gjort partiet til landets næststørste og det sidste tiårs mest indflydelsesrige parti ved at sætte standarden for europa- og indvandringspolitikken.
Om Pia Kjærsgaard stadig formår at styre parti-tropperne direkte, tvivler jeg på. Det kan vel næppe lade sig gøre. Men hun har sammensat et hold af loyale aktører, der agerer som om hun stadig er hovedinstruktør af den største, nationalkonservative opsætning siden anden verdenskrig.
Og medierne gentager den samme gospel: Tulle har altid orden i sine papirer
Søren Espersen, journalisten, kommunikationsmanden, næstformanden i folketingsgruppen. Han kommer afsted med de største grovheder, uden at der krummes et hår på sin glatte isse.. Så lægger han sig betænkeligt op ad det virkeligt ekstreme højre og taler om, at kun folk med dansk blod i årerne skal kunne blive statsborgere. Så må han sige undskyld. Så kommer han med forslag om at gennembombe også civilbefolkningen i Syrien. Så må han sige undskyld. Og ekstremiteterne forhindrer ham ikke at indtage den rasende martyrs rolle, hvis nogle kæder DF sammen med fascisme-ordet.
Morten Messerschmidt er blevet en darling for den nationalkonservative EU-modtand blandt især de unge og yngre. Han har opnået gigant-valg til EU-parlamentet og været hovedpersonen i EU-modstandens turn-around fra at være et venstrefløjsprojekt til at være almindelig, borgerlig unionsskepsis i det politiske centrum-højre
Og så – ikke mindst – Krarup & Family (Søren og Døtre), som har fået al den plads, de har ønsket sig til deres rendyrkede nationalkonservative projekt, herunder angrebene på ”Over-Danmark”, den forbandede, kulturradikale pest. Den veluddannede akademikerfamilie af teologer, sprogofficerer/gymnasielærer, der hverken han passet svin eller delt den almues levevilkår, som de er prædikanter for, kan tale om danskhed, så den nærmest får en europæisk granitperker som undertegnede til at føle sig som landsforæder.
Præst og samfundsdebattør Katrine Winkel Holm besynger i Berlingske den studehandel i Randers Byråd, der fik såkaldt liberale venstrefolk til at stemme ja til påbudt svinekød i daginstitutionerne for til gengæld at få Dansk Frikadelleparti til at sige ja til nogle lokale vindmøller, som frikadellepartiet i virkeligheden ikke ønsker sig. En plathed og politisk studehandel, som har gjort både lokalpolitikere og hele Randers til grin i hele landet – langt udover de sædvanlige, kulturradikale møgsvins rækker. Taxamanden kan bekræfte, at selv gode borgerlige vælgere har været nede i bunden af Merceren for at tage sig en bid af måtten, når emnet blev taget op.Det er simpelthen for langt ude!
Overhovedet nikke-nikke-nej: Winkel holm vælger i Jyllands-Posten, at bekræfte Randers-beslutningens patriotiske karakter ved at citere fra den gamle Vikingehistorie om Røde Orm. Fra det sted, hvor Orm og hans ven Toke har levet syv svinefri år i det (maurernes) muslimske Spanien og endelig er vendt hjem:
”… De sad ubevægelige, sukkede af glæde og mindede hinanden om, hvor længe det var siden, de sidst havde siddet ved et sådant måltid, og var forbavsede over, at de i så mange år havde kunnet holde ud at leve i et land uden flæsk…”
Jeg er søn af en svineavler og elsker svin fra skinken til sylten. Jeg har fået mere lort og gylle på hænderne, som den gennemsnitlige dansker, fru Winkel Holm besynger i sin populær-nationalistiske hyldest til svinet. Jeg stod for udmugningen i industristalden på den fædrene går – syv dage om ugen, mens jeg var stor dreng og senere gik i gymnasiet. Jeg har i halve timer vasket mine hænder for ammoniak (svinepis!), så de ikke lugtede, når jeg skulle ud og kysse og holde i hånden i weekenderne.
Så jeg føler mig nærmest forpligtet til at lytte til Dansk Frikadellepartis største ånder og synge svinets pris! Melodien har jeg stjålet fra arbejdsklassens gods – men hva’ pokker? Der har DF jo været på rov efter vælgerne i to årtier.
Bare et enkelt vers…
Når jeg ser en frikadelle
Mel: Når jeg ser et rødt flag smælde….
Når jeg ser en frikadelle,
Fra en glad og slagtet gris,
Kan jeg høre den tyd’ligt fortælle
“Kom og rør mig og steg mig og spis.”
Længe leve vor so’s store baller
Fra dens tarm af, – en duft af jasmin.
Sig go’ nat til den sidste halal’er
Føj, Shawama! – vi elsker vort svin.
Velbekomme, Danmark!
Taxamand
Next ArticleOm at tale ordentligt, ytringsfrihed og grænserne