Men jeg er selv far og vil jo ikke efterlade et vrag på fortovet

Det her er Taxamand classic på en fredag morgen.

Jeg kører ind i det københavnske minefelt, hvor især de helt unge er på druk fra torsdag aften.

Rigelige mængder af sprut til nettopriser. Nu handler det om at komme hjem at sove, så man er klar til matematik og samfundsfag om bare 4-5 timer.

– Kan du hjælpe ham her hjem, siger en ikke-fortabt ung mand, og inden jeg får set mig om sidder jeg med en zombie på forsædet. I taxauniverset kører vi ikke med de døddrukne – og slet ikke dem, der kan finde på at brække sig ud over det hele. Men jeg er selv far og vil jo ikke efterlade et vrag på fortovet. Det gør man bare ikke. På den ene side har jeg den mere ædru unge, som faktisk har samlet offeret op direkte fra fortovet. På forsædet den halvdøde.

De kender ikke hinanden.

– Det er noget lort, men kan du ikke gøre et elle andet, siger den levende med bedende øjne.

– Jo, siger jeg, men du må lige blive og hjælpe mig med at finde ud af, hvem fanden han er og hvor han hører hjemme.

Inderst inde er jeg sur, fordi sådan et natteravnearbejde er for frivillige og ikke for en taxichauffør, der faktisk lever af det her.

Så starter det helt store cirkus, hvor jeg advarer den levende om, at jeg bliver nødt til at tale hårdt og direkte til den halvdøde. Ellers virker kommunikationen ikke. Forhøret tager lidt hårdt på ham i begyndelsen, men meget hurtigt forstår han, at min erfaring tæller mest. Et par gange kigger den døddrukne op med så matte øjne, at man ikke kan se, om han har snuset til et eller andet hvidt pulver eller bare er blevet sparket i hovedet af en hest. Han er helt væk trods de ord, der kan tvinges ud af ham. Han er meget ung, højst først i 20’erne – mere end 50 kilometer væk mod syd hos forældrene. Der er penge i lortet, men jeg er taxamand og ikke ligrøver!

Hans mobil er væk – tabt eller stjålet. Og hans Dankort? – Jeg tjekker det to gange, men zombien kan ikke genkalde de 4 cifre i pinkoden.

Så går jeg ind i anden fase af eftersøgningen af mandens identitet. Telefonnumrene på far og mor. Hans navn har jeg vristet ud af ham. Jeg prøver en gang. Det findes ikke. Jeg prøver en gang til. Det fungerer ikke. Så skruer jeg op for patriarken:

 

– Nu hører du fandeme efter, Jacob, hvis ikke du kan hjælpe mig med det her, kører jeg dig på politistationen.

 

Politiordet sender et signal til hans halvdøde hjerne. Og han fremstammer et tredje nummer. Mors mobilnummer.

Hun er total søvndrukken og tæt på chok, da der er hul igennem fra taxamanden, der har fundet knægten total-stiv på dødsruten. Jeg er venlig og forsøger tale dramaet nede. Jeg vil bare sikre mig, at der er nogle til at tage imod ham, når jeg ankommer med ham.

 

Far og mor tager lige en diskussion om situationen, mens mor indimellem spørger MIG, hvad vi kan gøre

Men så nemt er det det ikke.

Mor er bekymret men far er sur. Givetvis på knægten, men han har det heller ikke godt med den 1000-krone turen hjemad vil koste. Jeg hører ikke ordene, men de tager lige en diskussion om situationen, mens mor indimellem spørger MIG, hvad vi kan gøre.

Jeg bliver træt!

Efter de ægteskabelige småmumlerier, skærer jeg igen ind til benet: Enten tager de imod deres søn, eller også kontakter jeg politiet. Nu diskuterer de igen i baggrunden. Denne gang om hvem, der evt. skal hente ham – Lige indtil morens lyse øjeblik. De kontakter lillebror, som bor bare 8 kilometer herfra – de ringer tilbage.

SÅ starter jeg taxameteret!

Bløde mor ringer tilbage og er meget ydmyg. Lillebror er fundet og jeg spørger til, om han har mulighed for betaling.

 

– Guuud det glemte jeg at spørge om, siger hun flovt, men du sender bare regningen!

 

 

– Kære frue, vi sender altså ikke bare regninger. Vi lever faktisk af det her koncept, hvor man med det samme betaler kontakt eller med kort. Men nu kører jeg. Din søn er helt færdig

Jeg prøver at styre mig

 

Sidste scene:

Storebror ligger som en klump kød på forsædet med overkroppen ned mellem benene. Lillebror aner ikke, hvad han skal stille op, andet end at stikke kreditkortet frem, så regningen ikke bliver for stor.

Jeg tager jeg fat i klumpens skuldre og beordrer ham til at stige ud – NU! Mentalt knalder han hælene sammen som en rekrut på øvelse, og jeg nærmest løfter ham op i lillebrors arme.

300 kroner for en times social hjælpearbejde.

Halvdelen til Vognmanden!

 

God morgen Danmark.

– særligt til de ansvarsfulde forældre.

 

Indlægget har tidligere været bragt i EB’s magasin ekstra