Dagens blogindlæg bringes også i avisen.dk, en af landets større nyhedssites

 

Der er noget galt i den beskrivelse og jeg er givetvis selv skyld i det: At vi har delt os i noget, der nærmest ligner to folk. Der er dem, der elsker Danmark og danske værdier så meget og artikuleret, at det er med at give kvælningsfornemmelser. Og så er der alle os kritiske anti-nationalister, der i nogles øjne ser ud som om vi er ved at melde og ud af det nationale fællesskab.

Der er alle dem, der tænker på sig selv – og så er der dem, der tænker på andre

Så enkel er verden jo ikke.

Jeg blev mindet om det i sidste uge – og min kone vil vende det hvide ud af øjnene, hvis hun læser det her. Hun mener grundlæggende, at Facebook er for selvudleverende og selvoptaget. Og så er den stakkels kvinde gift med en journalistisk narcissist, der kan få en historie ud af selv sin egen influenza.

Mit eneste saglige forsvar er, at jeg blot ville fortælle mine læsere og 3.500 følgere på mine sociale sider, at jeg ikke var skrivende de næste par dage – men sengeliggende.

Hun synes, at jeg er en af disse småklynkende mænd, der kan gøre selv den mindste virus til en nærdødsoplevelse. Jeg mener bare jeg gav fornuftig brugerinformation til mine læsere.

Konsekvensen af mit lille opslag var overvældende for selv en selvfed granitperker.

Det vrimlede ind med rare hilsner om god bedring. Og masser af gode ideer til særlige drikke og behandlinger, som kunne afbøde generne og symptomerne for den svækkede Taxamand:

Facebook er blevet det helt universelle centrum for megen menneskelig kontakt. Fødselsdagshilsner, Skulderklap, når en eksamen er overstået. Fremvisning af nye, endnu halvvåde børn og børnebørn umiddelbart efter fødslen. Ja, jeg ser stadig oftere korte hilsner fra sygehuset, hvor der lige opdateres efter vrøvl med hjertet eller fra den sidste kemo-behandling.

Hvis nogle tror, at jeg nu er klar med et koldt styrtebad af ironi, må jeg skuffe jer.

nysgerrigheden er blandet med næstekærlighed i forskellige doser

Jeg SYNES faktisk det er smukt af dele det lyse og det mørke med hinanden. – Og i forskellige tider og medier, har det altid været sådan i vores kultur. Det er det, der er min pointe. Det er ikke noget nyt, at vi beskæftiger os med vore medmennesker og at nysgerrigheden er blandet med næstekærlighed i forskellige doser.

Jeg husker helt tilbage fra min barndom i 60’erne, hvor der var en ganske særlig gruppe, marginaliserede mennesker, der trods gennemgående 0 pct. arbejdsløshed, – ”krydsede” hver eneste vinter. At ”krydse” blev senere til at ”stemple” – at være arbejdsløs. De boede langt ude på landet i et faldefærdigt hus, der af uransagelige årsager blev kaldt ”Banken”. ”Glasbanken” sagde nogle ironisk og hentydede til, at her var nogle mennesker, der hver dag havde en bajerflaske eller snapseflaske i munden. De var grundigt fordrukne og hutlede sig igennem med ”støtten” om vinteren og forefaldende vej- og landbrugsarbejde i sæsonen. Der blev godt nok grinet af deres fulderikkeri, når de ikke var der. Men der blev altid talt ordentligt til dem, når de var der og det var som om min mor og mormor var særlig omsorgsfulde med maden, når de spiste med. De havde lov til at føle sig særligt beværtede og mætte netop denne dag.

 

Det ville være nærliggende at sige, af alt er komplet koldt og kynisk i dag, hvor begreber som ordentlighed og ”giv en hånd med” er blevet institutionaliseret i det djøfiserede begreb civilsamfundet. Men så koldt er det ikke i virkeligheden. På en lidt omvendt måde synes jeg, at man kan mærke det i de sidste dages debat om kontanthjælpen og ”kontanthjælpsloftet”. De politikere, der nærmest mekanisk taler for den sproglige selvindlysende plathed, at ” … det skal kunne betale sig at arbejde … ” har rykket sig et par gange, da de alt for absurde eksempler på loftets ubehageligste sider blev forklaret. Nu er den følsomhed erstattet af rationalisme, – men de selvsamme politikere strutter ikke af selvtillid i disse dage. Heller ikke ministrene. De frygter naturligvis endnu flere eksempler, der kan gennemhulle deres hvis-det-gør-rigtigt-ondt-skal-du-nok-finde-dig-et-arbejde-teori. Men min påstand er også, at de ikke har det særligt godt med denne form for sætten mennesker i bås som potentielle Dovneroberter.

 

Næstekærligheden findes ikke bare i den store bog. Jeg mærker det på mine ”frue-kunder”, de ældre kvinder, enkerne med blåt hår og mange rynker efter et langt liv – på vej med Taxamanden til læge eller fodterapeut. Mange af dem er helt sikkert de konservatives sidste bastion i Københavns forstæder. Men det er en alt for nem slutning at tro, at de er darwinistiske borgerlige, som mener, at de fattige bare kan tage sig sammen. Jeg lytter dagligt til deres bekymring om de alt for kolde tider i politik – og omvendt: En total taknemmelighed over at de lever i det danske velfærdssamfund. Vi synger sangen sammen: Vi har det jo godt!

 

Og de mere kendte offentlighedspersoner, der slås på tværs af politik og kævlerier. Blandt dem, Lisbeth Zornig Andersen. Den veluddannede djøf’er, der forlod erhvervslivet med al dets big-money til fordel for at opbygge en organisation, der med konkrete projekter, lobby- og netværksarbejde skal sætte tryk på arbejdet med de udsatte i Danmark. Alene det at bygge en virksomhed på social innovation er dybt kontroversielt i trygheds-Danmark. Men hun gør det – ligesom hun lagde sin personlige katastrofe af en barndom i svigt og misbrugets skygge – ud for al folket. Ligesom hun i det store flygtningekaos sidste år hjalp nogle flygtninge til Sverige – og gjorde sig skyldig i menneskesmugling. Hun blev straffet for sin civile ulydighed. – Og Gud ske tak og lov for ulydighed, som så ofte har formet den anstændige verden.

I mit univers er hun, uanset om hun nu er dømt som lovovertræder, i klasse med dem, der hjalp jøderne til Sverige under anden verdenskrig eller dem, der prøvede at gemme og beskytte politisk aktive, da folketinget under samarbejdsregeringen i 1941 forbød kommunistpartiet for at føje værnemagten.

 

De mennesker, der måske gør allerstørst indtryk på mig i mit taxiliv er de personligt oprigtige mennesker, der bruger taxituren, de stjålne minutter – ofte i morgenmørket – til at give en bid af deres eget liv. Et signal om fælleskab med andre mennesker uanset alder, køn og status. Om smerten ved savn af børnene, der bare ikke er der nok. Eller arbejdet og rejserne, der undertiden ikke er til at holde ud. Om det skrøbelige parforhold, fordi karrieren tager kvælertag på både mand og kvinde. Eller døden, der tog ægtefællen fra dig for bare et par måneder siden. Lige nu, midt i livet, hvor børnene lige var flyttet og man skulle til at være hovedpersoner for hinanden.

 

De er der alle sammen.

Og de er gode nok!