Jeg har lyst til at slutte ugen med en rigtig kærlighedshistorie.

Ikke en af Barbara Cartlands, hvor helten og heltinden har fået hinanden og fader ud i den nedgående aftensol. Eller en af ”reality”-slagsen, hvor de boller med hinanden under et lagen, mens kameraerne snurrer og drømmer om, hvilken kendisreception , de skal til i morgen.

Men en ægte, hverdags- kærlighedshistorie, hvor kærligheden bruger skalaen fra det uforklarlige og fascinerende til det opbyggede fællesskab i de forenede kampe, man tager for at få det hele til at hænge sammen – i virkeligheden.

 

Kærlighed? – Umiddelbart ser det ikke sådan ud eller lyder sådan, da jeg samler ægteparret op foran det lokale tandlægehus. Han er stærkt bevægelseshandicappet – og hun er skide irriteret på ham. Lige i øjeblikket:

– Løft nu for pokker de ben, siger hun og skubber ham – bare en smule – ind på bagsædet, efter at han har overladt sin rollator til taxamanden og sådan er klar til at tage en lille sludder med mig man-to-man i døråbningen til Merceren.

– Du må snakke videre inde i bilen.

Jeg smiler til ham uden hendes påsyn og han løfter øjenbrynene og trækker lidt på skulderen som et uartikuleret svar. Brøkdele af sekunder med ægte mande-solidaritet.

Nu er fruen ved at koge over – igen!

 

– Jeg er totalt under kommando, siger han højt, så han er sikker på, hun hører det. Han lader sig nærmest falde ned på bagsædet. Hun sætter sig ind på forsædet og vender sig om mod mig, smiler med kærlige øjne og signalerer ”klar til afgang”. Og jeg forstår, at der er masser af kærlighed – ikke bare overbærenhed – men kærlighed i denne besynderlige parforholdets og måske især ægteskabets retorik.

 

– Sådan har jeg ikke været altid, men jeg har været nødt til det, siden han blev syg. I begyndelsen var jeg ligesom alle andre koner og han var i spidsen. Men jeg måtte tage over for at få det til at gå.

Jeg er næsten lige så fascineret af kvinders evne til at vise, hvad de selv betragter som ægteskabelig tålmodighed, som af hunkønnets erotiske udstråling. I alle aldre.

NÆSTEN lige så fascineret. – Altså lige med de undtagelser, at jeg aldrig siger det højt ,og at det er sjovere, når det går udover alle andre end en selv.

Og mens jeg vender taxaen på den diminutive parkeringsplads, skærer konen igennem som den berømte ragekniv. Hun ser mig igen i øjnene med ærlig autoritet og siger:

– Sådan har jeg ikke været altid, men jeg har været nødt til det, siden han blev syg. I begyndelsen var jeg ligesom alle andre koner og han var i spidsen. Men jeg måtte tage over for at få det til at gå.

Lige-på-og-direkte. Jeg kigger instinktivt i bakspejlet på HAM, ægtemanden, for at sikre mig, at ordene rammer ham med den samme, kærlige overbærenhed, som jeg læser i hendes øjne.

Det er så indlysende. Han elsker hende. For hendes hjælp og omsorg og trods hendes vinkelsliber-måde-at-være-på i dette stressede øjeblik og de hundredvis af andre. Han elsker hende. Og det tror jeg han mestendels har gjort, siden de mødte hinanden for mere end 50 år siden, da de endnu var teenagere. Jeg kan i den grad forstå ham. For den modne kvinde – i dag allerførst i 70’erne – er stadig et dejligt ”quindfolk” og et levende menneske-

Nej, han har ikke fået en blodprop eller en hjerneblødning, som jeg gætter det helt forkert. Han har Sclerose og det har han haft i mere end 20 år. Det kom ind i hans og deres liv som en katastrofe. Han havde godt job i en halvlederstilling og de var godt i gang med at få deres fire børn i vej. Og udover angst og bekymringer om fremtiden, indrømmer han at arbejdstabet var det aller-, allerværste. Han mistede totalt sin betydning som menneske, følte han. Fra at gå i spidsen skulle han til at bæres

 

Jeg ser endnu engang hans trækken på skuldrene på bagsædet. Ikke decideret resignerende. Mere: Kom barer an skæbne, jeg er ikke bange for dig!

 

Vi taler om den modne kærlighed og evnen til at holde sammen i tykt og tyndt. Nu taler vi om mig, for de spørger selv til det. Jeg må indrømme i denne ærlighedens og kærlighedens  samtale,  at jeg ikke holdt distancen i ægteskabet med mine børns mor.

– ved du hvad, siger hun med reference til sit eget familieliv og med autoriteten i mange års familieliv: Vi har fire voksne børn. En pige og tre drenge. Og alle drengene har været igennem skilsmisse,  delebørn og det hele. Vi forsøgte at sige det til dem: Kunne I ikke give det en chance. Det har sgu heller ikke været lige sjovt for jeres far og mor hele tiden. Men det er jo totalt spild af tid at tage den diskussion. Vi lever vore egne liv og vi må tager vore egne konsekvenser- Og der bliver bare ikke kæmpe igennem i nutiden

De holdt sølvbryllup efter at være gift som 18-årige. For ikke så lang tid siden hold de guldbryllup. Så de kan prale af, at de har gennemført deres eget livsprincip. At der skal kæmpes for at leve.

Da vi kører op foran rækkehuset i den nordlige forstad til København, hundser hun igen med ham. Kærligt.

Og han ryster på hovedet.

 

Underligt job  jeg har, hvor jeg pludselig kan komme til at savne min kone en klam formiddag på vej ind mod byen ad motorvejen.

 

God weekend, Danmark.

Og tag nu for pokker at elske hinanden, mens det endnu kan lade sig gøre.