Grundlæggende er jeg en mand af mange principper.

Til gengæld er jeg overvejende dårlig til at overholde dem

Men altså – fanen holdes højt.

Da jeg i sin tid forlod min arbejdsplads og min chefrolle i DR, besluttede jeg mig f.eks. for IKKE at blive en del af ”det grå gulds” martyrium: Den der paradoksale uretfærdighed, at når man har samlet årtiers færdigheder i sit fag, mister man samtidigt værdien på arbejdsmarkedet. Forfængelighed – ja, det tror jeg, for jeg gider ikke ligne dagens billigste supermarkeds-køb i nakkekoteletter: Godt tilbud? – Ja, det tror pokker, når kødet er ved at overskride sidste salgsdato.

Den der tragedie må ældresagen tage sig af!

Men så er det, at virkeligheden rammer vogn 2282 en tidlig mandag morgen.

En nydelig ældre herre ….

– Ja, han er sådan nogenlunde på din egen alder … , (siger den nævenyttige papeøje, som ofte taler til mig fra et eller andet skjulested i den sølvfarvede Mercer med det grønne logo).

… en mand i sin bedste alder står klar med baggagen foran huset i forstaden. Han skal til lufthavnen, men vi skal lige hente hans arbejdsgiver på vejen. Jeg tøver lidt med de nysgerrige spørgsmål, fordi mit intuitive gæt er forkert. Den her kunde er så voksen, at der måtte være tale om en ferierejse, måske en tur til Paris for at kigge på veldrejede gudinder i marmor. Eller nogle børnebørn alt for langt væk. Golfrejse? – Eller Opera, måske? Lige nu virker det som om alle seniorer skal en tur til Italien eller Berlin for at nyde den velsmagende, klassiske musik.

Jeg tager fejl!

Min kunde er nogle få år ældre end mig – og han skal på arbejde. I Nepal!

Men helt så lyst så det ikke ud, da universitetssystemet smed ham ud på røv og albuer allerede et par år inden han var fyldt 60. Han var biolog og forsker i et virkeligt nørdet område: Et parasitsygdom, som overføres af nogle meget små snegle, der sætter sig i leveren. En livstruende sygdom især i lande, der ikke har et sygdomsvæsen som vores.

Han fortæller selv:

For hvad i al verden stiller man op med en forsker med speciale i snegle

– Jamen, jeg er jo fra en tid, hvor det hele er gledet i smør. Vupti – en akademisk uddannelse, hvis man ellers havde evnerne og viljen. Jeg fik hurtigt job i et særligt, offentligt Institut, der matchede min kunnen. Der levede jeg trygt og godt. Men da instituttet årtier senere skulle slås sammen med universitetet, ændrede alt sig. For vi havde ikke penge nok med i den fusion, og jeg blev jeg sendt på førtidspension som 58-årig. For hvad i al verden stiller man op med en forsker med speciale i snegle – med særlig faglighed i opbygning af databaser inden for biologi?

Vi ler til hinanden i bakspejlet.

– Køre taxi, siger jeg – og så griner vi igen. Denne gang af min historie, som han får, inden vi samler chefen op og jeg får en ordentlig forklaring på førtidspensionistens arbejdsrejse. Jeg fortæller ham om de snesevis af højt uddannede taxichauffører, jeg har mødt, der bruger servicelivet på landevejen som en redningsline fra en grundstødt karriere til landjorden. Fast asfalt under hjulene, indtil alder og pensionsøkonomi matcher hinanden.

 

– God morgen, siger den veloplagte chef, som vi skal samle op på vejen til lufthavnen. Han er temmelig ung målt på veteranerne i taxien – Taxamanden og den første passager.

 

– Har I hygget jer og fortæl mig lige, hvortil I er nået i samtalen, siger han med et smil – og så må vi ud med den der historie om det grå guld, der ikke lige har den markedsværdi, vi kunne ønske os.

Ikke noget hokus pokus eller hjælp til nødlidende pensionister her. Det her er god forretning

– Hør nu her! Henry, der sidder her (han peger bagud mod bagsædet med tommelfingeren) er alt for beskeden. Han sidder med en viden, som vi slet ikke kan undvære. Jeg har selv en akademisk forretningsuddannelse men fandt ud af, at jeg er bedst til lave projekter og relationer. Det blev til noget med at arbejde med opgaver i lande med udviklingsbehov. Men jeg mangler den dybe faglighed, og derfor hyrer jeg Henry og andre specialister ind til enkeltopgaver. Ikke noget hokus pokus eller hjælp til nødlidende pensionister her. Det her er god forretning. Det ville da være tosset ikke at sælge den særlige viden, når der er kunder til den!

 

God dag Danmark.

– især til gamle nørder og unge profitmagere.

 

 

PS: Dette blog indlæg har tidligere været brugt som klumme i Ekstrabladets søndagstillæg, EKSTRA