Gensyn med popdrengen

 

 

Denne glade mand sendte mig på en flyvetur tilbage til mine tidligste journalist-år i 1975. Det er 41 år siden, jeg mødte ham sidst.

Men det var en helt anden mand, der førte os sammen

Poul Jørgen blev min første redaktør – og med tiden en af mine bedste venner. Altså et venskab, som kvinder ofte synes er overfladisk. For der kunne gå år mellem vore samtaler. Og vi kastede os ikke om halsen på hinanden for at søge trøst, når livet smertede. Det hørte til i andre dele af vore sfærer. Jeg hørte altid om hans livsforandringer ad andre veje. Ups! Nu forlod han et godt job på TV Syd for at drive sit eget produktionsselskab. Ups, nu blev han skilt. Ups – nu var han pludselig borte. Han døde for et par år siden af kræft og ville ikke se mig under det ret hurtige forløb.- Det var ikke livets smerte, der bandt os sammen. Hans datters indgriben sikrede mig, at jeg kom med til begravelsen.

Overfladisk eller ej, -. Jeg tror vi holdt virkeligt meget af hinanden trods vores forskellighed. Jeg var den halvrøde journalistpraktikant på Sjællands Tidendes lokalredaktion i Hørve ved den udtørrede Lammefjord i Odsherred. Han var Venstremand af den slags, hvor friheden og frisindet stod i højsædet. Da jeg var ved at få røvfuld af en gulerodsbonde fra fjorden, fordi jeg havde skrevet om de gode indtægter ved stalddørssalget (sorte penge) forsvarede han min ytringsfrihed. Da han blev indkaldt til session, fik han en anden god ven, en læge til at skrive følgende: ”Poul Jørgen Ladefoged har rygproblemer, som giver tandpineagtige smerter udi venstre balle …”.

Venstre-redaktøren blev aldrig indkaldti dronningens klæ’r.

Jeg fik aldrig, ALDRIG samme musiksmag som Poul Jørgen. Jeg tror han overdrev sin veneration for dansk popmusik af fryd over, at det provokerede mig. Jeg stod der med svenskerhår, slidt læderjakke og en smøg i munden og var vild med 70’er rock især af den politiske tilsnit. Han elskede den virkeligt folkelige folkelighed. Og så ville skæbnen, at derude ved Lammefjorden, blot et par kilometer fra Vallekilde Højskole, håndfulde af friskoler og venstrefolk så langt øjet rakte – derude lå TOCANO-STUDIET. Stedet hvor Johnny Reimar optog en del af sine party-plader. Recepten var enkelt: Man lave simpelthen en fest i studiet og så kom Jonny med sin tyrolerhat og producerede danskpopmusik til folket. Det var der salg i og studiet var en kæmpe succes og blev brugt til masser af musikoptagelser. Det var to brødre, der stod bag stedet og successen . De havde selv deres rødder i den tidlige, danske popmusik.

Jeg havde virkeligt ikke skænket den historie mange tanker i de sidste mange år, – indtil en tidlig morgen i taxien i Charlottenlund.

Der skal sættes sådan en slags mentale startkabler på storbyfolket, før de tør slappe af

Han var så gennem-glad og veloplagt og så nærværende, som københavnere sjældent tillader sig at være overfor fremmede mennesker. Jeg oplever det gentagende gange. Der skal sættes sådan en slags mentale startkabler på storbyfolket, før de tør slappe af.

 

Svend er alt andet end københavner – det vidner hans nordvestsjællandske dialekt om. Eller rettere: Han taler med et præg af ”Kalundborg-jysk”. – En jysk tone – blandet med det kendte sjællandske ”stød”. Jeg kender den fra min journalisttid på det ydre Sjælland. – Og det gav i den grad ”street-cred”, da jeg gættede rigtigt på Knuds talesprog. Han blev endnu gladere og taxituren blev en rejse 40-50 år tilbage i tiden.

 

Svend Christiansen er den ene af brødrene bag Tocano-studiet i Hørve, hvor min redaktør tvang mig til gentagende besøg, indtil jeg fik respekt for folkets musikudøvelse. Han og broren opgave senere pladestudiet og delte deres musikalske forretning i al fredsommelighed. Knud fik forlaget og svend studiefaciliteterne.

 

– Jeg har stadig mit studie ude i Nordvest, hvor du skal køre mig hen nu.

 

– Jamen for pokker mand, skal du ikke på pension og slappe af?

 

– Næh, jeg holder mig i gang ved at være aktiv. Jeg er jo bare en årsunge på 71.

 

Jeg flover mig over min egen glædesrus over at kunne gå på aftægt om 3 år og 2 måneder. Og jeg er bare en drengerøv på 62.

Svend beretter:

 

– Alt det med knapperne og redigeringen og alt det digitale tager jeg mig ikke af mere. Det tager de meget dygtigere, yngre kræfter sig af. Men jeg hygger mig ved at vade lidt rundt og snakke med musikerne. Lige nu er det Mikael Falck, der arbejder på en plade.

 

– Men musikken er vel stoppet?

Tony’s har optrådt i Tv2 Charlie, hvor Johnny Reimar var vært,

– Nej er du tosset mand? Vi har samlet den gamle popgruppe igen. Først – fra 67/68 hed vi Five Tonnys , ja, men inden da optrådte min bror og jeg med harmonika. Men vi blev jo bidt af rock-n roll og siden popmusik. Og så fik vi et hit med ”Kære, Lillle Anna”, som faktisk var en svensk skillingsvise. Det var i 1968 – altså for snasrt 50 år siden. Nu er vi så startet igen som TONYS. Jeg er 71 år og de andre deromkring. Vi spiller ved en 12-15 jobs om året og jeg plejer at sige, at vi er Danmarks ældste boyband. Vi har blandt optrådt i tv-programmet Charlie på Bakken. Det er så fedt – og det holder os i gang. For et par år siden mistede jeg min kone til den der satans kræft. Det gik hurtig og det slog hårdt. Så nu er det min dejlige hund DONG og så musikken, som holder mig glad. Jeg kan bare ikke finde nogen grund til at stoppe.

 

Jeg kigger ind i hans rare, varme øjne. Jeg behøver ikke spørge mere for at tro på hans kærlighed til livet. Jeg sender en kærlig hilsen til Poul Jørgen, den gamle redaktør, der lærte mig at respektere andet end det, jeg kunne lide i forvejen.

Jeg tror de fester deroppe i de evige pladestudier.

Og Tony’s sidste hit?

”Gamle venner”

God morgen, Danmark

– Også til party-folket

 

Next ArticleMads Brügger og Guds højre hånd