Dagens blogindlæg har været bragt i Ekstrabladets søndagsmagasin – EKSTR A

 

Det sætter sig i én som et filter.

Man kan på brøkdele af sekunder mærke, om kunden ”hører til” her på adressen.

Er den en industrivirksomhed, mærker man hurtigt, om det er en kunde eller en ansat. Kører jeg til et gymnasium, kan jeg på grund af alderen hurtigt gætte, om det er en elev eller en lærer. Men jeg kan oftest også mærke, om der er tale om en lærer eller en censor. Min indre computer scanner ansigter, tøj, korte udtalelser – og så selvfølgelig destinationens betydning. Og så drives jeg her i livet af en voldsom nysgerrighed og lyst til at møde ”usædvanlighederne” i et menneskeliv. Almindelige menneskers usædvanlige oplevelser.

Det sidste er jeg ret god til.

Men der er nødder, som er svære at knække. En paranød i dens umulige panserskal.

 

Det er en tidlig morgen på et af hovedstadsregionens største sygehuse.

Det er som en brusetablet efter en tung middag, når jeg henter vågne kunder så tidligt om morgenen. De ny-vågne er kedelige og gider ikke snakke. De overtrætte vrøvler eller udbryder bare i et ”Go’ nat”, når normalt arbejdende – for helvede – ved, at det er morgen.

Sprut-bedøvede amatør!

 

Han taler folkets sprog og ikke den lidt – undskyld mig mine fordomme – lidt tvekønnede sprogtone og udtale, som kendetegner de højere magter i sundhedshierarkiet. Hvor er det dog sjældent, at en læges mund udtaler ordene ”pisse træt” eller ”rend mig i røven”!

 

Min kunde er ikke læge.

Neglene er klippede, og der ikke antydningen af en grå skygge mellem fingerspids og neglekant

Jeg henter ham ved hovedindgangen, og patient er han heller ikke. En sådan vil sædvanligvis bære på en aura af træthed, af smerte – oftest af smerte, der lige er overstået. Godt hjulpet af mine fordomme er jeg ved at gøre ham til portør eller en sent arbejde håndværker. Der er klart noget ”arbejder” over manden. Hans tøj er almen-danskerens. T-shirt, sneakers – og jeans med hængerøv. Han er givetvis sidst i 30’erne. Vigende hårgrænse – og ja, jeg ser ham ligge og rode med nogle ledninger i en scanner.

Men så er der lige hænderne, som er sirligt velplejede. Neglene er klippede, og der ikke antydningen af en grå skygge mellem fingerspids og neglekant. Selv en administrerende direktør kan opnå det efter en weekends hårdt slid med båden på Rungsted Havn.

Ingen luksus-skipper her.

En hårdtarbejdende mand med klinisk rene, – meget bløde hænder.

Jeg må give op.

Jeg har mistet færten!

 

Min kunde er sygeplejerske i den hårde ende af hospitalets psykiatriske afdeling. Udover, at han tilhører den minoritet på 5 pct. mænd i sygeplejeerhvervet, er hans vej til jobbet temmelig usædvanlig. Han startede i den anden ende af jobskalaen. Uden nogen egentlig refleksion blev han uddannet VVS-mand. Så skiftede han til et noget hårdere job – der hvor det i sidste ende ikke handler om pleje, men om at tage et andets menneskes liv. Han er udsendt en gang til Balkan og to gange til Irak.

Vi taler om krigens belastning, der hvor det går hårdt for sig.

 

– Jo, det er sgu hårdt at være soldat og måske skulle slå ihjel. Og jeg har da også måttet runde psykologen efter mine oplevelser dernede. Men selv er jeg først og fremmest et netværksmenneske, så det er mine soldaterkammerater, som har båret mig igennem. Vi kendte jo vilkårene bedre end andre. Vi var der jo altid, når der var brug for det.

 

En dag stoppede krigeren, men han kom aldrig tilbage til blikkenslageriet. Han vidste intuitivt, at det ville han ikke igen.

Så blev han vagtmand på det store hospital og voksede meget hurtigt sammen med det nye miljø. Han fik sågar den gode mavefornemmelse af at føle sig hjemmevant, når han af og til gik til hånde for en sygeplejerske. Eller når der blev tid til en snak om livet og arbejdet over en kop kaffe en af de lange nætter på det store hospital.

Han skulle være sygeplejerske, det var det han skulle. Ikke bare en sværmerisk drøm, som når onkel Danny drømte om at blive taxichauffør eller Taxamanden, der ville være digter.

Krigeren vaskede krudtslammet af fingrene, tog nogle fag på HF og endte som psykiatrisk sygeplejerske på det hospital, hvor han i årevis havde sin gang som vagtmand.

 

– Det er fantastisk. Det burde jeg have gjort noget før. Men jeg vælger at se det som en nødvendig omvej.

 

Jeg ”stikker på næven”, da vi siger farvel. Men næven er en hånd.

En meget blød hånd.

 

God dag, Danmark

– tør du gi’ slip?