Nogle gange forbander jeg den kolde servicekultur i Danmark. Den med at alt skal være deklareret og aftalt, forudsigeligt og ensartet. Den drikkepenge-løse kultur.
Det bliver for alvor afprøvet i denne tid, hvor taxakørslen er helt nede på et lavpunkt og passagerer til og fra krydstogtsskibe kan bøde på katastrofen.
”..Drikkepenge er inkluderet i prisen…”, står der på det officielle skilt i kabinen. Og det er set fra min stol noget vrøvl. ”…Her i landet aftaler vi alt i overenskomster og faste rammer. Du skal bare betale, hvad der står…”
Det er det, der er budskabet.
Jeg er en del af den utålmodige kæde foran det gigantisk cruise-skib. Skæbnen har bundet mig til en stationcar og på dage som denne, er den en ”hun” og min elskede. De latterlige sedan ‘er bliver sat i en vente-kø. Men en stationcar er hurtig adgang til de internationale turister med den store baggage.
Jeg fik hurtigt to gode ture derfra og nåede næsten ikke at beundre det gigantiske, sejlende luksushotel. Eller rettere en by. En mobilt rejsemål.
En til Lufthavnen og lige derefter en anden fra krydstogtsskibet til et af byens hoteller. Det skulle blive to eksempler på drikkepengekultur, en taxichaufførs status – og belønningen for god service.
Den første var en nordamerikansk familie fra fransktalende Canada. Lidt velfriseret, ville nogle sige. Men åbne med frie, åbne teenagerbørn. Jeg rødmer lidt ved at indrømme det. Men jeg spiller altså en rolle, når jeg er taxamand. Og jeg stepper gerne for lidt drikkepenge. Jeg åbner altid ballet med et ”wellcome to Copenhagen, sir. and madam. Og til børene: Wellcome guys , how are you doing? Lidt raskere ude ved dørene. Lidt hurtigere end min 60-årige krop normalt bevæger sig. Nogle mentale kilo lettere. Om jeg fedter? – Nej, jeg spiller en rolle, for at få smør på brødet. Der skal ydes service og reelt er min arbejdsdag én lang ansættelsessamtale.
Det tænder mig.
“VIVRE LE QUEBEC LIBRE!”
Jeg starter med at fortælle, hvor med Canada betyder for mig. Jeg var i Toronto, Canada 11. september 2001 og et par uger efter. Derfor er landet en klar del af mit hele liv. Så taler vi om den franske kultur i Canada. Vi er på bølgelængde og turen bliver en duet mellem hans historier fra og min guiden og præsentation af København, – på en forholdsmæssig ret linje mellem krydstogtskajen i Nordhavn og Københavns Lufthavn. Amalienborg, nationalbanken, folketinget, børsen, udenrigsministeriet – og Danmark i krig. Christiania og den danske frihedstrang. ”…Er Christiania jeres Quebec?”, spørger han
Så leer hele bilen. Det gør vi flere gange. Men jeg har stor opmærksomhed på rollefordelingen. Nej, jeg er ikke en fedterøv. Jeg er god service og først og fremmest taxichauffør, som der såmænd er mange af i byen.
Turen kostede så vidt jeg husker – 319 kr. på taxameteret. Den canadiske kunde takker mig som guide – og giver mig 450 kroner. 131 kroner i drikkepenge – på en tur.
Vivre le Quebec libre!
”…In India no rice and curry. I’m sorry…”.
Næste tur blev desværre det sørgelig modstykke. Familien var indisk. Mange af mine kunder er fra Indien og er begavede og venlige. Men på denne tur var jeg nærmest kasteløs. De skulle køres til et af de førende hoteller og udover den indiske kultur havde deres arbejdsland i Dubai lært dem, at taxafolk er nogle snydepelse, der skal tjekkes og mistænkes. Bunden. Helt nede i bunden!
På turen til hotellet udspandt sig en lidt Monty Python-agtig forestilling, hvor konen hele tiden på hindi forklarede manden, at den her rute var ikke den samme som for en uge siden. Jeg kørte formentlig en omvej. Jeg kan ikke hindi. Men jeg er specialist i kvinders usagte kommunikation. Han smilede bare til mig. Faktisk med et lidt overbærende blik, hvor jeg så kunne få lov til selv at gætte på, om det var mig eller konen, han bar over med. Han snakkede udenom uden at lytte til mit foredrag om København.
To hundrede og et-eller-andet. Og ikke en mønt i drikkepenge.
”…In India no rice and curry. I’m sorry…”.
Lad os genindføre traditionen for drikkepenge. Det må være ikke bare ok men god stil at belønne den gode service. Selv er genfødt og betaler når servicen er god på restauranter.
Taler jeg for egen vinding?
Ja, også det!
En slant til servicekulturen
Klummen i EB, EKSTRA – lørdag den 2. august
Nogle gange forbander jeg den kolde servicekultur i Danmark. Den med at alt skal være deklareret og aftalt, forudsigeligt og ensartet. Den drikkepenge-løse kultur.
Det bliver for alvor afprøvet i denne tid, hvor taxakørslen er helt nede på et lavpunkt og passagerer til og fra krydstogtsskibe kan bøde på katastrofen.
”..Drikkepenge er inkluderet i prisen…”, står der på det officielle skilt i kabinen. Og det er set fra min stol noget vrøvl. ”…Her i landet aftaler vi alt i overenskomster og faste rammer. Du skal bare betale, hvad der står…”
Det er det, der er budskabet.
Jeg er en del af den utålmodige kæde foran det gigantisk cruise-skib. Skæbnen har bundet mig til en stationcar og på dage som denne, er den en ”hun” og min elskede. De latterlige sedan ‘er bliver sat i en vente-kø. Men en stationcar er hurtig adgang til de internationale turister med den store baggage.
Jeg fik hurtigt to gode ture derfra og nåede næsten ikke at beundre det gigantiske, sejlende luksushotel. Eller rettere en by. En mobilt rejsemål.
En til Lufthavnen og lige derefter en anden fra krydstogtsskibet til et af byens hoteller. Det skulle blive to eksempler på drikkepengekultur, en taxichaufførs status – og belønningen for god service.
Den første var en nordamerikansk familie fra fransktalende Canada. Lidt velfriseret, ville nogle sige. Men åbne med frie, åbne teenagerbørn. Jeg rødmer lidt ved at indrømme det. Men jeg spiller altså en rolle, når jeg er taxamand. Og jeg stepper gerne for lidt drikkepenge. Jeg åbner altid ballet med et ”wellcome to Copenhagen, sir. and madam. Og til børene: Wellcome guys , how are you doing? Lidt raskere ude ved dørene. Lidt hurtigere end min 60-årige krop normalt bevæger sig. Nogle mentale kilo lettere. Om jeg fedter? – Nej, jeg spiller en rolle, for at få smør på brødet. Der skal ydes service og reelt er min arbejdsdag én lang ansættelsessamtale.
Jeg starter med at fortælle, hvor med Canada betyder for mig. Jeg var i Toronto, Canada 11. september 2001 og et par uger efter. Derfor er landet en klar del af mit hele liv. Så taler vi om den franske kultur i Canada. Vi er på bølgelængde og turen bliver en duet mellem hans historier fra og min guiden og præsentation af København, – på en forholdsmæssig ret linje mellem krydstogtskajen i Nordhavn og Københavns Lufthavn. Amalienborg, nationalbanken, folketinget, børsen, udenrigsministeriet – og Danmark i krig. Christiania og den danske frihedstrang. ”…Er Christiania jeres Quebec?”, spørger hanDet tænder mig.
Så leer hele bilen. Det gør vi flere gange. Men jeg har stor opmærksomhed på rollefordelingen. Nej, jeg er ikke en fedterøv. Jeg er god service og først og fremmest taxichauffør, som der såmænd er mange af i byen.
Turen kostede så vidt jeg husker – 319 kr. på taxameteret. Den canadiske kunde takker mig som guide – og giver mig 450 kroner. 131 kroner i drikkepenge – på en tur.
Vivre le Quebec libre!
Næste tur blev desværre det sørgelig modstykke. Familien var indisk. Mange af mine kunder er fra Indien og er begavede og venlige. Men på denne tur var jeg nærmest kasteløs. De skulle køres til et af de førende hoteller og udover den indiske kultur havde deres arbejdsland i Dubai lært dem, at taxafolk er nogle snydepelse, der skal tjekkes og mistænkes. Bunden. Helt nede i bunden!
På turen til hotellet udspandt sig en lidt Monty Python-agtig forestilling, hvor konen hele tiden på hindi forklarede manden, at den her rute var ikke den samme som for en uge siden. Jeg kørte formentlig en omvej. Jeg kan ikke hindi. Men jeg er specialist i kvinders usagte kommunikation. Han smilede bare til mig. Faktisk med et lidt overbærende blik, hvor jeg så kunne få lov til selv at gætte på, om det var mig eller konen, han bar over med. Han snakkede udenom uden at lytte til mit foredrag om København.
To hundrede og et-eller-andet. Og ikke en mønt i drikkepenge.
”…In India no rice and curry. I’m sorry…”.
Lad os genindføre traditionen for drikkepenge. Det må være ikke bare ok men god stil at belønne den gode service. Selv er genfødt og betaler når servicen er god på restauranter.
Taler jeg for egen vinding?
Ja, også det!
God dag, Danmark
Tak for drikkepengene
.
Taxamand
Next ArticleMaskinmesteren og ungkarlen keder sig ikke