Han kommer ud af mørket som var han en skuespiller i en af den slags film, hvor udstrålingen går forud for handlingen. Han er ”type-castet” sådan en slags dagligdagens Sean Connery, tænker jeg – uden at jeg som udgangspunkt ved noget om hans arbejde. Venlig men også lidt reserveret. Klokken er lidt over fire om morgenen i en af Københavns forstæder.
Han er høj, velproportioneret med en atletisk krop, et velplejet skæg, som tager toppen af nydeligheden. Et nærværende, fast blik, som kan ses i det svage skær fra gadebelysningen. I den ene hånd har han en stor, camouflagefarvet kuffert. Den er tung og størrelsen signalerer et længere fravær.
På en måde deltager jeg også i scenariet uden at ane hvorfor og hvordan. Det er bare helt naturligt. Tryk på udløseren af den elektrisk drevne bagklap, op med døren – ud på gaden, udenom kunden, åbner begge døre i højre side, trækker forsædet helt frem, så han får plads til at sidde komfortabelt på bagsædet. Døren lukkes, rundt om bilen igen – og så ind på plads
– Where do we go, sir?
Jeg ved det jo. Det står I bestillingen. Der har jeg også set hans navn, der angiver sproget – engelsk. Men det er bare en del af service ritualet. Ydmygende? Næh. Ikke mere ydmygende en jobbet som tjener – eller adjudant. Det er spillets regler
– To the aiport!
– To the airport, sir!
Han ER soldat, kunden. Eller rettere. Han var.
…som menneske mærker man, at det her godt nok er vemodigt. At kysse børn og kone farvel, når man nu netop havde valgt familien til….
Men det kommer samtalen ikke til at handle meget om. Han tog springet fra at være elitesoldat til diplomatiet. Det handlede om at få et mere harmonisk familieliv med kone og to børn. Han blev videreudannet efter nogle år som officer og nu er han for få måneder siden endt i det lille kongerige. Og han elsker at være her. Danmarks lidenhed, kulturen, menneskene, skolen til det ældste barn. Og maden.
Men diplomatiet er lige så uforudsigeligt som krige er pludselige og nu er han kaldt akut til en humanitær opgave i Mellemøsten. Bare nogle måneder, mens familien må blive i det nye hjemland. Så siger man bare ja – båder som diplomat og tidligere soldat. Men som menneske mærker man, at det her godt nok er vemodigt. At kysse børn og kone farvel, når man nu netop havde valgt familien til.
Jeg har altid haft en kompliceret forhold til militæret. Min far var selv officer i min barndom. Og jeg kan stadig mærke hans fravær i maven, da han i midten af 60’erne var borte et halvt år som FN-soldat. Så kom 70’erne og Vietnam-krigen, hvor mine lærere skrev under mod bombningerne af Hanoi, mens vi far gik i grøn uniform med flere gule stjerner på skuldrene. Jeg var i realiteten i en ret voldsom loyalitetskrise. Jeg hældte trods alt mest til min antimilitaristiske tidsalder, Country Joe and Fish og Jim Morrison (hans far var admiral i den amerikanske flåde). Men forsigtigt og uden de store artikulationer.
Men et eller andet sted sidder der stadig en respekt i mig. En respekt for at påtage sig det mest beskidte af alle beskidte jobs. Og ikke løbe fra skylden. Derfor også en fascination, som jeg bedst kan beskrive med en historie, som min kunde også fik den morgen.
Jeg oplevede for mange år siden en keynote-speaker – en velkomsttaler ved en stor mediekonference i San Francisco. Det var inden 9/11. Inden Bush-regimet, inden Irak – stabschef i Pentagon under operation ”Dessert Storm” i Kuwait, pensioneret general og senere udenrigsminister – Colin Powell.
Den første sorte topchef i den amerikanske hær.
Den første sorte, amerikanske udenrigsminister-
Ved konferencen talte han netop –ikke uden ironi –om skismaet mellem det militære og det civile.
Han var i 80’erne særligt rådgiver for Reagan og var til møde i Kreml som rådgiver for udenrigsminister George Schultz før de sidste forhandlinger mellem Reagan og Gorbatjov. Det der betød nedrustning og senere Sovjetunionens kollaps.
Det huede ham ikke at være i Moskva-. Som Vietnam veteran følte han sig utryg og langt inde i fjendens hule. Han sad reelt til bords med arvefjenden og smugkiggede på bøger og genstande i de højloftede forhandlingslokale i Kreml. Bølgerne gik højt ved mødet og var ved at bryde sammen under Reagan-administrationens hårde krav. Men de fandt kompromiserne og løsningerne.
Da mødet sluttede gav de hånd til hinanden. Og den officeren, rådgiveren, den senere 4-stjernede genetral og helt Kuwait-krigen og en af USA’s højest placerede politikere, Colin Powell sagde farvel som en af de sidste.
Gorbatjov kiggede ham dybt i øjnene og sagde gennem sin tolk med et ganske særligt glimt i øjet:
– Og nu hr. soldat, skal de ud at finde Dem en ny fjende.
Hele salen lo højlydt, da Powell fortalte historien på mediekongressen i San Francisco.
Min kunde, soldaten og diplomaten i taxaen, gjorde det samme, da jeg genfortalte den
Jeg trykkede hans hånd til farvel ud for terminalen i Kastrup.
En soldat, en historie og et håndtryk
Han kommer ud af mørket som var han en skuespiller i en af den slags film, hvor udstrålingen går forud for handlingen. Han er ”type-castet” sådan en slags dagligdagens Sean Connery, tænker jeg – uden at jeg som udgangspunkt ved noget om hans arbejde. Venlig men også lidt reserveret. Klokken er lidt over fire om morgenen i en af Københavns forstæder.
Han er høj, velproportioneret med en atletisk krop, et velplejet skæg, som tager toppen af nydeligheden. Et nærværende, fast blik, som kan ses i det svage skær fra gadebelysningen. I den ene hånd har han en stor, camouflagefarvet kuffert. Den er tung og størrelsen signalerer et længere fravær.
På en måde deltager jeg også i scenariet uden at ane hvorfor og hvordan. Det er bare helt naturligt. Tryk på udløseren af den elektrisk drevne bagklap, op med døren – ud på gaden, udenom kunden, åbner begge døre i højre side, trækker forsædet helt frem, så han får plads til at sidde komfortabelt på bagsædet. Døren lukkes, rundt om bilen igen – og så ind på plads
– Where do we go, sir?
Jeg ved det jo. Det står I bestillingen. Der har jeg også set hans navn, der angiver sproget – engelsk. Men det er bare en del af service ritualet. Ydmygende? Næh. Ikke mere ydmygende en jobbet som tjener – eller adjudant. Det er spillets regler
– To the aiport!
– To the airport, sir!
Han ER soldat, kunden. Eller rettere. Han var.
Men det kommer samtalen ikke til at handle meget om. Han tog springet fra at være elitesoldat til diplomatiet. Det handlede om at få et mere harmonisk familieliv med kone og to børn. Han blev videreudannet efter nogle år som officer og nu er han for få måneder siden endt i det lille kongerige. Og han elsker at være her. Danmarks lidenhed, kulturen, menneskene, skolen til det ældste barn. Og maden.Men diplomatiet er lige så uforudsigeligt som krige er pludselige og nu er han kaldt akut til en humanitær opgave i Mellemøsten. Bare nogle måneder, mens familien må blive i det nye hjemland. Så siger man bare ja – båder som diplomat og tidligere soldat. Men som menneske mærker man, at det her godt nok er vemodigt. At kysse børn og kone farvel, når man nu netop havde valgt familien til.
Jeg har altid haft en kompliceret forhold til militæret. Min far var selv officer i min barndom. Og jeg kan stadig mærke hans fravær i maven, da han i midten af 60’erne var borte et halvt år som FN-soldat. Så kom 70’erne og Vietnam-krigen, hvor mine lærere skrev under mod bombningerne af Hanoi, mens vi far gik i grøn uniform med flere gule stjerner på skuldrene. Jeg var i realiteten i en ret voldsom loyalitetskrise. Jeg hældte trods alt mest til min antimilitaristiske tidsalder, Country Joe and Fish og Jim Morrison (hans far var admiral i den amerikanske flåde). Men forsigtigt og uden de store artikulationer.
Men et eller andet sted sidder der stadig en respekt i mig. En respekt for at påtage sig det mest beskidte af alle beskidte jobs. Og ikke løbe fra skylden. Derfor også en fascination, som jeg bedst kan beskrive med en historie, som min kunde også fik den morgen.
Jeg oplevede for mange år siden en keynote-speaker – en velkomsttaler ved en stor mediekonference i San Francisco. Det var inden 9/11. Inden Bush-regimet, inden Irak – stabschef i Pentagon under operation ”Dessert Storm” i Kuwait, pensioneret general og senere udenrigsminister – Colin Powell.
Den første sorte topchef i den amerikanske hær.
Den første sorte, amerikanske udenrigsminister-
Ved konferencen talte han netop –ikke uden ironi –om skismaet mellem det militære og det civile.
Han var i 80’erne særligt rådgiver for Reagan og var til møde i Kreml som rådgiver for udenrigsminister George Schultz før de sidste forhandlinger mellem Reagan og Gorbatjov. Det der betød nedrustning og senere Sovjetunionens kollaps.
Det huede ham ikke at være i Moskva-. Som Vietnam veteran følte han sig utryg og langt inde i fjendens hule. Han sad reelt til bords med arvefjenden og smugkiggede på bøger og genstande i de højloftede forhandlingslokale i Kreml. Bølgerne gik højt ved mødet og var ved at bryde sammen under Reagan-administrationens hårde krav. Men de fandt kompromiserne og løsningerne.
Da mødet sluttede gav de hånd til hinanden. Og den officeren, rådgiveren, den senere 4-stjernede genetral og helt Kuwait-krigen og en af USA’s højest placerede politikere, Colin Powell sagde farvel som en af de sidste.
Gorbatjov kiggede ham dybt i øjnene og sagde gennem sin tolk med et ganske særligt glimt i øjet:
– Og nu hr. soldat, skal de ud at finde Dem en ny fjende.
Hele salen lo højlydt, da Powell fortalte historien på mediekongressen i San Francisco.
Min kunde, soldaten og diplomaten i taxaen, gjorde det samme, da jeg genfortalte den
Jeg trykkede hans hånd til farvel ud for terminalen i Kastrup.
Et fast tryk, som jeg lærte dem allerede som barn
God morgen Danmark.
– I Krig og fred
Taxamand
You might also like
ET GAMMELT RØVHUL TALER UD
Verdens mest uforskammede folk
Om politikernes egne forestillinger og Taxa-Arne, der tog prisen
Borgerlig som aldrig før
Next ArticleGranitperker - det er for groft