kig grundigt på denne unge mand. Måske er det ikke sidste gang, du ser ham.

Du må kende denne her oplevelse. Ikke mindst, hvis du er lidt til års som jeg er. Der hvor livet byder på gentagelser – i bedste fald gentagende overraskelser.

Kender du det, at du tidligere i dit liv møder en person – måske bare som en tilfældighed. En hyggelig aften. Eller en tur i bussen eller toget – og helt ud af livet og synet igen.

Så går tiden og årene – og pludselig er personen rykket ind i en helt anden sammenhæng. Måske blevet mere alment kendt. Måske totalt skiftet stil.

Jeg tænder altså lidt på livets totale overraskelser, det må jeg indrømme. Og sikken en fest det ville være at have evnen til at forudsige dem!

I mit eget liv findes disse pludseligheder på en skala fra det erotiske til det hverdagsagtige. Noget er stadig et mysterium. Noget er kommet tilbage som en stor overraskelse

For næsten fyrre år siden kyssede jeg meget heftigt på sygeplejeeleven Lillian i Slagelse, mens jeg var i praktik. Noget med en ven, der var FN-soldat men hjemme for at begrave en kammerat. Vi havde en tur i byen, der var netop så vild, som Slagelse kan være det ”by night”. Der mødte jeg hende. Meget heftigt – flere dage. Noget med en lang følsom motorcykel-tur til Reersø – på min tjekkiske CZ, JAWA 250 (Ingen piger med god smag falder for en mand med så slap en MC).

Måske derfor forsvandt hun ud i glemslen. Måske er hun forstander på et plejehjem. Måske har hun bare kennel for bomuldshunde?

Men hu er pist-borte-

Sådan gik det ikke med min gode ven i samme periode, den knaldrøde sømand Tommy, der kæmpede for at bevare en af Storebælts færgeruter. Ham lavede mine livs første radio-interviews med. Men vi gik også til fester. Og jeg var med til hans 40-års fødselsdag. Og så igen – ude af syne.

Pludselig efter mange år måtte jeg sende ham en mail. Han var blevet borgmester i Kalundborg.

…Senere så jeg ham på Nørrebrogade i København – slæbende på et kors og jeg turde ikke give mig til kende…

For slet ikke at tale om verdens bedste matematik- og geografilærer på Svaneke Borger- og Realskole, Mogens. Han gik i træsko og spillede fodbold som en drøm. Han rejste af og til rundt i hele verden – og han havde flot, gyldent Peder Most-hår – pigerne dånede. Og så havde han et efternavn, som alle lærere dengang, hvor man midt i 60’erne godt nok ikke var dus med sin lærer. Hansen, hed han – Mogens Hansen.

Senere så jeg ham på Nørrebrogade i København – slæbende på et kors og jeg turde ikke give mig til kende.

 

Mogens var blevet til Moses. – Moses Hansen, prædikanten.

I vogn 2282 kan jeg vende historierne, som det passer mig. Og vende det hele på hovedet. Godt hjulpet på vej af kundernes fortælling om deres egne drømme. Jeg møde dem måske kun minutter. Nogle gange kommer vi i en vis forstand tæt på hinanden. Så slutter turen og måske var dette møde det første og eneste i resten af vore liv. Det er en fascinerende tanke, måske bare et eventyr båret af mit indre ugeblad: Hvordan kunne jeg møde ham eller hende om 20 år.

Som en stjerne, jeg helt havde overset?

I kedsommelighed, fordi personligheden gled et helt andet sted hen?

Eller ville vi bare overse hinanden.

 

Han hedder ”R” – og hans navn kan forveksles med et kvindenavn, når det har været gennem stavehelvedet på bestillingskontoret.

Solen skinner denne sensommermorgen – og det gør R’s ansigt også. Han blev en meget ung student denne sommer og nu er han vikar på en skole et helt andet sted i Storkøbenhavn end der, hvor han har sin bolig. I øvrigt er han vokset op i den nærmere provins. Men lige nu skal han tjene penge og er vikar på en af de skoler, hvor der VIRKELIGT kan være store sociale problemer. Han synes faktisk, det er fedt at prøve sig selv af – selv om hans planer er nogle helt andre – og han på anden vis har sat fuld turbo på dem.

 

Han vil arbejde med teater – han vil være instruktør.

 

– Jeg har villet arbejde med teater i mange år – siden jeg var barn. Først som skuespiller. Faktisk har jeg i end el år været medlem af en stor amatørteaterscene. Men langsomt er tanken on instruktørarbejdet modnet. Så jeg forbereder at komme ind på Statens Scenekunstskoles instruktørlinje. Det er jo tæt på at være helt umuligt. De optager kun en om året. Men jeg må prøve det. Jeg må leve det HELT ud. Derfor operer jeg ikke nu med en plan B. Det må komme senere.

 

Alene nåleøjet for at komme ind er hård. For tiden optages der kun to instruktør-studerende om året.

”R” er på ingen måde født med et Hamlet-kranie i hånden – eller med hvilken slasket metafor, man nu kan karakterisere teaterverdenens vilkår for at komme ind i centrum af de skønne kunster. Faren er kok. Moren er økonom og mener nok, at han liiiige skulle tænke sig om med et mere sikkert.

Men han har friheden og ”de gamle” er enige om, at han skal vælge SIN vej.

Og hvorfor skulle det ikke ske for ”R” – ligesom det skete for hemmelige Lillian, Moses eller Tommy. At drømmene går i opfyldelse.

Så mens ”R” sidder der på bagsædet af den sølvfarvede Mercer med de stilfulde briller og det gode fjæs, der DOG har været brugt i et par kortfilm og på nogle ukendte teaterscener, tænker jeg på, at det umulige KUNNE jo ske.

 

Det kunne jo være mig, den gamle taxamand, der om nogle år kører ham op foran showet til en eller anden prisoverrækkelse. Jeg har kolleger over 70, så ”R” har endnu nogle år til at virkeliggøre MIN drøm. Han har gjort det godt. – Lige som August, Langdal og Bornedal og Scherfig og Bier.

De sidder dernede i salen i deres fremskredne alder, men i år, er det ”R”, der skal have prisen. En fremragende instruktion på et niveau, det sjældent opleves med udgangspunkt i Danmark.

Hvem ved?

 

Tanker er toldfri og uden drømme er realiteterne helt meningsløse og dræbende.

 

God morgen Danmark

– til små og store ånder