Jeg plejer at sige, at jeg fortæller historier fra den virkelige virkelighed.

Et eller andet sted bør det begreb jo falde for den generelle journalistiske ”shit-detektor”. For det holder jo ikke at påberåbe sig en virkelighed, som altid vil være farvet af brillerne, den ses igennem og hjernen hos den, der gengiver den. På samme måde rynker jeg på næsen af de af mine kunder, der med et smil på læben spørger mig, hvordan det egentlig er at tilhøre ”verdens lykkeligste folk”. Jo, jeg er lykkelig mestendels. Men den lykke måles jo ikke alene på en fælles målestok.

Jeg bryder mig ikke om etiketter og jeg lyver jo, hvis jeg tager patent på den virkelige virkelighed.

Så måske skulle jeg bare tilføje – som taxamanden ser den!

Men det er ikke taxamanden som sandsiger eller opdrager, der fascinerer mig og får mig til at gå til vaflerne, når jeg som i gårsdagens historie møder den unge, afrikanske indvandrer, der på overfladen er en drengerøv og trænger til noget coaching og et par venskabelige spark bagi, så kan lære noget om æstetikken i det danske sprog og være den service-yder, taxafolk nu engang skal yde.

Det er ikke moralisten, for det kan jeg slet ikke leve op til. Hverken som det udtrykkes af nogle af jer Facebook-venner og bloglæsere, der tror jeg har et hjerte med særlig plads. – Eller de mere skadefro udenfor Facebook-universet, der indirekte siger til mig. Indrøm det nu, taxamand: Sådan er de jo. De passer ikke ind i vores samfund.

VIRKELIGHEDEN eller SANDHEDEN er ikke absolut. (Jeg beundrer kunsten fra den tyske dramatiker Bertolt Brecht. Men jeg deler ikke hans marxistiske religion og hans udlægning: Die Wahrheit ist konkret.)

Nej, sandheden bøjer vi, som det passer os.

Som iagttager og journalist tænder jeg først og fremmest på de afgrundsdybe forskelle mellem det sagte og det gjorte. Mellem visioner og udført politik. Mellem fordringer og egen handling.

Jeg havde lige sagt farvel til den unge taxi-aspirant og jeg havde allerede da besluttet, at det skulle være dagens historie. Og som altid i et forsøg på at se et lille lys for enden af tunnelen. For måske bestod han køreprøven. Måske lyttede han til mine råd om at ”civilisere” sig selv og tage transformationen fra drengerøv til mandfolk. Måske bliver har virkelige den glade taxafyr, som forsørge sig selv. Måske bortsliber han noget af den angst og nationalisme som findes i det land, hvor han indtil nu blot har opholdstilladelse

Måske har han og andre af anden etnisk osv. osv. (Jeg gider næsten ikke bruge de ord mere…..) – bare brug for nogle forbilleder.

Og så kom jeg til at tænde for radioen….

Det var ikke på nogen måde nyt, det jeg hørte.

Det var den øjeblikkelige afstand mellem kravene til andre og egen dannelse, der fik mig til at lytte.

Det Gode Gamle Folketing i radio 24syv med den veloplagte studievært Huxi Back for bordenden. I dag kunne han ikke styre løverne men blot smide lunser af kød ind til løverne.

Konceptet er, at tidligere folketingspolitikere skal se verden – gerne på en mere fri måde, nu da de ikke er bundet af partidisciplinen. Og i de fleste af udsendelserne tage de her gamle parlamentarikere derfor konceptet så alvorligt, at de heller ikke kaster sig rituelt over hinanden som vi oftest oplever det medierne.

Det var ligesom heller ikke problemet i denne udsendelse.

[

…Og så den mere ukendte men helt utroligt selvfede Frank Dahlgaard, der vist nok er medlem af Liberal Alliance for tiden…

Johannes Lebech fra De Radikale var en tapper Bæver med bløde poter, som forsøgte at holde på dæmningen, mens de to andre, ærede medlemmer optrådte i et aggressivt, uregistreret partnerskab, der bare ville sabotere den der kunstige opdæmmende sø. De svømmede helt tæt, de to rasende fladhaler, mens de flettede poter, så ingen kunne se det.

Jeg så mig sidde foran højtaleren med min indvandrede, kommende taxakollega, for at vise ham noget om dansk politik og almen dannelse i debatten.

Måske kunne jeg have forklaret ham, at deres alenlange angreb på kvinder med tørklæder muligvis er en angst for, at vi her til lands skal blive fortæret af en kultur, som lukker kvinder inde, når vi nu har kæmpet i mere end et århundrede for at ligestille dem. Måske kunne jeg forklare ham, at Krarup tilhører en kirkelig højrefløj og at det viser vores spændvidde i demokrati og folkekirke. Selv tilhører jeg den modsatte – men går også i kirke og tror på min gud.

Måske kunne jeg fortælle ham, at de to politiske kæresters syn på Europa er et udtryk for en EU-modstand, der er flyttet fra at være et venstrefløjsprojekt til at være et højrefløjsprojekt og at den sidste har vind i sejlene i disse år. Nationalismen blomstrer over hele Europa. Det er bare et faktum, som vi skal leve med, fordi ingen religion eller diktator bestemmer, hvad folket skal synes. Måske er det sundt for det EU, jeg støtter, at der kommer solide angreb på fællesskabets bureaukrati manglende politiske legitimitet.

Men jeg ville nok kalde det total proportionsforvrængning, når jeg skulle forklare følgende udfald fra Søren Krarup:

 

– Jeg har sagt det mange gange før: Der er to katastrofer i Danmark i den 20. århundrede. Det er den 9.

april 1940 og så vedtagelsen af udlændingeloven i 80’erne. Den sidste er den største i et folkeligt, nationalt perspektiv…

Jøsses!

Men jeg aner ikke, hvordan jeg skulle forsvare den politiske debatkultur og den almene dannelse, når vi hører Frank Dahlgaard føre sig frem på den baggrund, at han selv har børn og børnebørn, at han har været uddannelsespolitisk ordfører i et af de partier, han i tidens løb har været medlem af – og at han i dag underviser unge mennesker på Niels Brock handelsskolen i København (Selv havde han dygtige lærere i sin skoletid, blev selv meget dygtig og i dag er han selv en dygtig lærer. Men eleverne er dumme, når han modtager dem i handelsgymnasiet. Og skylden? Verdens dårligste lærere

i verdens lykkeligste folk.

Tre citater fra en ex-parlamentariker i sit sædvanlige selvsving:

 

”Hvis du spørger danske lærere, er de overmåde tilfredse – med middelmådige resultater”

 

”…De (lærerne) søger ind i faget, fordi de især sætter især pris på juni og juli og august – alle ferierne….”

Og:

”… de der søger ind på seminarierne er gulvopskrab fra de gymnasiale uddannelser…”

 

Jeg ville kigge på min afrikanske ven, som jeg kort inden havde forklaret om nødvendig pli og dannelse hos taxichauffører og i al form for kommunikation med andre mennesker.

Men hvad skulle jeg sige om ordentlig opførsel hos dem, der selv laver lovene og dem, der selv svinger pegepinden?

Måske tegne billedet af et hoved så fuldt af klogskab, at det er dumpet hele vejen gennem halsen og ned i maven, så der alene er udsyn gennem navlen.

God morgen, Danmark.

-og tal ordentligt!