Det er granitperkerens skæbne.

Jeg lytter til accenter – sprogets melodi. Og jeg gætter på modersmålet bag.

Begrundelsen er indlysende, for der næppe er gået en arbejdsuge i mit liv, uden at der spørges til min lettere bornholmske dialekt. Da jeg var helt ung, havde jeg to gode grunde til at være afmålt overfor mit eget, etniske tilhørsforhold. Det ene stikord var Glistrup.

Og så var der det der med min dialekts manglende erotiske slagkraft, – syntes jeg. 19 år, ny student i Århus – og hørte det nærmest hver weekend i nattelivet fra det køn, jeg tænder på:

– Er du fra Bornholm? Neeiiiiiiii, hvor er det sødt.

For fanden, altså. Jeg vil være en mere voldsom adonis, – ikke et kæledyr, et kid, en kanin. Jeg gad ikke være SØD!

Den modne herre ved min side er allermest klog og rar.

Og ja, jeg gætter rigtig efter få sekunder af musikken i hans i øvrigt korrekte danske sprog. Han er fra Tyrkiet, er dansk statsborger her, hvor han har boet i mere end et halvt århundrede Skæbnen vil, at han stammer fra en af de skønneste storbyer, jeg har besøgt. Saem er fra Istanbul. Og på turen fra Søborg til Nørrebro tager vi en virtuel vandretur gennem den fantastiske by mellem østen og vesten.

Vi rejser tilbage i Konstantinopel – den østromerske hovedstad, hovedbyen i den kristne, ortodokse kultur, indtil osmannerne og muslimerne tog over i 1453.

Hagia Sophia, kæmpekirken ( … og senere moskeen), der i tid er bygget lige så tæt på Jesu fødsel, som vi i dag er på den danske reformation.

Sultanahmet, den gamle bydel, hvor jeg selv har udforsket cisternerne (den oprindelige vandforsyning), set den romerske hippodrom.

Blandet mig i menneskehavet af sheiker med flere koner. Gamle, krogede mænd med hvidt skæg.

Charmetrolle, der kigger langt efter tøserne.

Sekulære, tyrkiske kvinder med stramme, korte kjoler. Tørklæder.

Duften af hav fra Bosporus.

De jævnlige kald til bøn fra minareterne.

Jøder, kristne, – muslimer.

Vi har det rart i hinanden selskab på denne vandretur gennem fødebyen, – mens realiteterne et øjeblik stopper vogn 24 i en af de smalle gader på det indre Nørrebro. To unge med hold og glans i det sorte hår tager lige en snak gennem sidevinduet, mens de flasher hver deres ”Bimmer” – og stopper trafikken.

Hva’ så der?

Jeg har lært at leve med de 15 sekunder af testosterone røgsignaler. Men min passager bliver irriteret.

– Herregud, de er bare nogle drengerøve, forsvarer jeg dem overbærende og sætter taxameteret på stop.

– Jamen, det er sådan nogle møgunger, der gør det svært for os andre, raser Saem

Og så kører vi igen, mens han fortæller, at han er faldet til ro med både sit tyrkiske og sit danske jeg. Han har prøvet alt det der med at blive truet med røvfuld, fordi han er en skide fremmedarbejder. Men de kan tænke som de vil: Han er dansk, fordi han har boet her i årtier, – fordi han vil. Og han er tyrkisk, fordi det er der, han er født. Hvor svært kan det være?

– Jeg er oprindelig uddannet ingeniør og er specialist i byggeriet af elevatorer. Har rejst over hele verden og kom under vejs til København for bare at besøge en kammerat et par dage. Jeg skulle hverken bo her eller giftes. Fandeme, nej. – Og to dage efter mødte jeg min danske kone i byen og har boet her siden. Når jeg altså ikke var på arbejdsrejser

Nu skal han ud at slås med et kabelfirma, der hele tiden forsøger at tage røven på ham med diverse tv-pakker og fjollede bortforklaringer. I telefonen tager de ham ikke alvorligt på grund af den fremmede nuance i hans sprog. Så nu skal det være slut.

Han er helt klar i mælet, og man mærker ikke, at manden er – og jeg får et chok – 89 år. En gammel mand – og superskarp. Han har taget en taxi til det dumsmarte firma, der har en daglig, fysisk åbningstid på – 55 minutter.

Vi griner begge højt af den digitale arrogance.

Så trykker vi hjerteligt hinandens hænder – og uden tøven smider han en 50’er i drikkepenge.

– Nu lover du at skrue helt op for ingeniøren, siger jeg gennem vinduet.

Jeg varmer ham op til det endelige opgør med kabel-selskabets tyranner. Han vender kvikt tilbage taxien og taler helt tæt til mig gennem det åbne vindue. Højt hviskende. – men helt tydeligt: – I de næste 55 minutter vil jeg være mere dansk, end jeg nogensinde har været. Det lover jeg dig! PS: Du må meget gerne dele denne historie om Danmkark og verden TAXAMANDEN elsker alverdens trafik – ikke mindst på nettet 😊

Jeg varmer ham op til det endelige opgør med kabel-selskabets tyranner. Han vender kvikt tilbage taxien og taler helt tæt til mig gennem det åbne vindue. Højt hviskende. – men helt tydeligt:

– I de næste 55 minutter vil jeg være mere dansk, end jeg nogensinde har været. Det lover jeg dig! – smiler han i dannebrogsfarvet sarkasme

PS: Du må meget gerne dele denne historie om Danmark og verden TAXAMANDEN elsker alverdens trafik – ikke mindst på nettet 😊