En klumme fra Taxamanden i EB, EKSTRA.

 

Man må ikke græde.

Dér deler journalisten og taxamanden skæbne. Man må bestræbe sig på en slags afstand til kilden og kunden. Selvfølgelig er der uundgåelige overtrædelser – i hvert fald hvad angår journalister. Enkelte korrespondenter har haft rædselstårer i øjnene. Men stop nu! Det er et job.

Taxamanden møder også livets store frygt, sorg og angst. Autentiske historier i en perlerække af billeder fra de almindelige liv.

Men igen: Selvkontrol. Du er taxamand – ikke ven med dine kunder.

I dag kom jeg til eksamen ved skæbnens underlige tilskikkelse.

 

Hun er en dame med power. En af de der kvinder, hvor kroppen er godt oppe i 80’erne, hun kunne være min mor. Men når hun taler, kunne hun være min datter. Ikke i de konkrete ord, som er den ældre kvindes med et aristokratisk anstrøg af nogle leveår i udlandet. Men der er dels en vis brug af for–helvede’r og sgu’er, som man sjældent forbinder med oldemors-generationen. Hun skærer igennem som en ung kvinde.

– Det er noget lort, siger hun bramfrit og hentyder til sin lidt vaklende gangart. Jeg var ellers ved at komme mig over sygdom, som påvirkede mine led –og så taber den åndssvage doktor noget kemo-væske ned i mit øje, så min krop reagerer med smerter IGEN.

 

Hun tager imod min højre arm, som jeg har lært at stritte med – diskret. Så kan fruerne selv vælge – og hun siger ja uden brug af ord. Da hun først har støtten kommer beslutsomheden. Den 86-årige når snildt den 60-årige i tempo. Hun fortæller frit ud af leveren og et eller andet dæmrer i mig, men de få kilometer gennemføres.

 

– Du kan holde der på handicapparkeringen. Det var min mands plads.

 

Og pludselig går det op for mig, at vi har mødt hinanden før. Alle tre. Og at hendes ”datid” muligvis betyder, at han ikke længere lever.

 

– Har du mistet din mand for nylig?

 

– Ja, han døde på årets sidste dag i 2014, siger hun og bliver vemodigt stille, indtil jeg spørger til den polske bombepilot. Så bliver hendes øjne store, meget store, og jeg kigger helt ind i dem, så hun kan være helt sikker. Der kryber tårer frem i øjnene. Savn. Og skyggen af den helt, helt store kærlighed i sjæl og krop. Hun har ingen børn, og nu vil hun bare høre om taxamandens møde med bombepiloten, der overlevede togterne ind over Tyskland i en den polske squadron 404 i RAF.  Noget der for mange blev en alt for tidlig tur lige ind i døden. Mere end halvdelen af bombeflyenes mandskab mistede livet, – kun godt en fjerdel uden fysiske skrammer.

 

Jeg skrev om mødet i min bog, som udkom december sidste år. Men anonymt og med nogle bevidste ”upræcisheder”. Om den polske bombepilot og hans kone, der prajede mig med et pift så skingert som kom det fra en ”svajer” i 50’erne. Det havde hun lært af de frække brødre.

 

– Så er det fanneme lige meget, så tager jeg ham med hjem og så må I komme til mig, sagde jeg. Jeg lover dig, taxamand, det blev måske vores tætteste måned sammen.

Nu græder hun. Tager begge hænder op til ansigtet og jeg frygter, at jeg har gjort noget helt, helt forkert. Men savn og kærlighed hænger sammen på en mærkelig måde. For hun hører stadig hans stemme. Hun mærker ham lige i nærheden. Så hun både græder og er glad for at dele savnet. Og jeg får anden del af historien, som handler om at havde travlt og indhente kærligheden, der når dem begge senere i livet. Hun er gift med en hovedrig amerikaner. Han er er blevet professor i geologi – og er ligeledes gift. De forelsker sig øjeblikkeligt og stærkt i hinanden – og forlader sammen hendes rigdom og hans forpligtelser. Der er intet at gøre. Intet.

Og deres kærlighed forsætter de næste mere end 40 år – ind i hans hundrede-årige leveår.

– Da hans sidste tid var kommet, ville jeg indlægges med ham. Det kunne jeg ikke. – Så er det fanneme lige meget, så tager jeg ham med hjem og så må I komme til mig, sagde jeg. Jeg lover dig, taxamand, det blev måske vores tætteste måned sammen.

 

Hun sider stiller og fatter sig. Hun er aldrende. Men hun ejer stadig det, der slog benene væk under ham, den gamle bombepilot og professor. Et selvværd som en adelsdames. Og en omsorg som en engels.

Jeg giver hende det varme kram, som jeg ved hun ønsker sig, – det ser jeg i de store våde øjne, mens jeg lover at sende hende bogen med det korte glimt af hendes mand.

Jeg sidder et par minutter i vogn 2282. Kigger i solskærmens spejl for at sikre mig, at mine øjne er taxamandens.

Ikke røde!

 

God dag Danmark

– i det største – i kærligheden