Det er ikke rigtigt til at forstå, at hendes unge, spinkle krop allerede har været gennem så mange kampe. Og først efter et par ture med Taxamanden, har jeg fået nogle tydelige lunser af dramaet i hendes liv.

Jeg så det i hendes øjne, første gang jeg hentede hende foran det offentlige kontor. Nu er det jo ikke sådan, at man starter en taxi-samtale med et inkvisitorisk: ” … og hvad er der så hændt dig her i livet, kære ven … ”.

Jeg iagttager mest det store, imødekommende smil og så de gennemtrængende øjne, der holder fast i mig, når vi taler. Denne første gang reflekteret gennem bakspejlet. Hun er slank, nærmest tynd og har et kraftig rødligt hår. Damen ved siden af kigger stolt på den unge pige, så jeg en stund tror, at der er tale om mor og datter. Jeg spørger faktisk direkte. Er der noget familieskab mellem jer to?

– Nej slet ikke. Men det kunne der såmænd godt være. Jeg ville da være stolt af, at du var min datter, siger den ældre og stikker kærligt og blidt til sin unge sidekvinde.

 

De to har en professionel relation til hinanden. Den ældre er rådgiver for den unge, som har været alvorligt ramt af bivirkninger ved den såkaldte HPV-vaccine. HPV-vaccinen er en del af tidens standardvaccinationer. Den anbefales til piger i 12-årsalderen og beskytter mod virus, som er skyld i 70 pct. af alle tilfælde af livmoderhalskræft.

Men så er der altså bivirkningerne, som tilsyneladende rammer nogle af de unge piger og kvinder. Alvorlige bivirkninger. Der kan være tale om voldsom, træthed og smerter i hele kroppen, så patienten kan have svært ved at bevæge sig frit omkring. Gentagende besvimelsesanfald. Men indtil videre, er det en større kamp at få opmærksomhed om bivirkninger ved de meget populære HPV-vaccinationer.

Der går et par måneder, før jeg atter møder den unge kvinde. Denne gang helt alene.

– Vi har kørt med hinanden før, siger jeg, og hun genkender mig på stemmen. Du og din mentor fortalte om bivirkningerne ved HPV-vaccinen og jeres kamp for støtte og erstatning.

– Ja vi fortsætter, men vi aner endnu ikke, hvor kampen ender. Den skal bare føres. Og det er jo ikke første gang i mit liv.

 

Hun fortæller om ulykken, der ændrede hendes liv i den allertidligste barndom. Det var egentlig så uskyldigt og begyndte den drøm, som så mange piger har. At have ridning som hobby og at eje sin egen hest. Men så en dag, går det helt galt. Hun falder af hesten under dramatiske omstændigheder og slår sit hoved ganske alvorligt. Hun svæver i lang tid i koma mellem liv og død. Og da hele den akutte del af ulykken er overstået, må hun så at sige begynde forfra med livet. Først skal trænes fysisk op, så hun kan lære at stå og gå igen. Og samtidigt skal hun atter lære sig tale.

Pludselig forstår jeg betydningen af de insisterende øjne. Hun er oppe i tyverne i dag og gennem hele sin barndom og ungdom har hun måtte koncentrere sig stærkt for at kunne tale og kommunikere tydeligt gennem det filter i hjernen, som hendes hjerneskade reelt udgør Der skal lyttes til alle ordene. Der skal tænkes og konstrueres et svar – og så skal det leveres over læberne med stor koncentration.

Denne gang sidder hun ved siden af mig og jeg kan se hendes blik i øjenkrogen. Ingen tvivl om, at det her liv har kostet store anstrengelser gennem hele hendes liv.

– På en eller anden måde, har der altid hængt noget livskraft fast i mig. Jeg er vist ret god til at kæmpe. Det har handlet om mig og så min for. Mine forældre er fraskilte og jeg har ikke set ret meget til min far. Men jeg har kæmpet og egentlig haft et ret godt humør til det. Derfor blev jeg heller ikke slået helt ud, da jeg oven i min hjerneskade fik alvorlige gener af min HPV-vaccination. Så må jeg bare kæmpe igen. Og jeg synes det går fremad med små skridt. Det var dig, der brugte ordet, Taxamand, da vi mødtes første gang. Jeg tror jeg er sådan en slags frihedskæmper i mit eget liv.

… smiler kærligt og flyver ud til de andre unge på gårdspladsen

Hun nikker for sig selv og jeg med. Vi kører op foran skovløberboligen, hvor kampen foregår i denne tid. Et skåne- og træningsjob helt ude i naturen.

Hun elsker det.

– Vi ses en anden dag, Taxamand. Helt sikkert.

Så lægger hun en hånd på min skulder, smiler kærligt og flyver ud til de andre unge på gårdspladsen.

 

God dag, Danmark

– især til de vingeskudte

 

Dagens blogindlæg har tidligere været brugt i Ekstrabladets søndagstillæg, EKSTRA