Så’n er de også i 90’erne

Det er klart, at du tænker over det, når du har fejret endnu en fødselsdag – i en ret voksen alder.

– Nu er du blevet rigtig gammel, Vati, siger mine voksne døtre og synes, at det er SÅ morsomt at provokere min forfængelighed. Ikke mindst fordi jeg insisterer på, at alderen er uden betydning. Når jeg så reagerer uden at sige noget – og det sker sjældent, – bliver de helt forskrækkede over min tavshed.

Har de stødt for hårdt?

Så kysser og krammer de mig, som man gør med sande oldinge.

Det gør det hele meget værre

Når jeg så står der som en gammel gubbe ved gavebordet og er rundet de 63 er jeg både lidt rørt og vemodig. Min mor døde i foråret, min far er på plejehjem Så uanset den kendsgerning, at jeg kan holde alenlange foredrag med den friheds-pointe, at jeg er den samme heroppe (… siger jeg og banker med pegefingeren på kraniet …), er det bare et lige så sikkert faktum, at jeg er ved at snige mig ind på pladsen som familiens ældste.

Men den allerbedste metode til at afbøde aldersmelankolien er – at køre taxi! At møde mennesker i alle deres forskelligheder, fra stort set alle klasser – og i alle aldre.

Jeg har gennem mine næsten fem år som Taxamand udviklet en ganske særlig kærlighed til de RIGTIGT gamle kunder. Især kvinderne. Dels af den praktiske årsag, at det jo er dem, der lever længst i de miljøer, hvor jeg kører. Og dels fordi – ja, de er kvinder.

– Det er godt du kommer nu, for vi har travlt, unge mand!

Unge mand!

Jeg slikker det i mig som en gammel hankat, der stadig er vild med fløde.

Hun har det reelt rigtigt, rigtigt dårligt med sine knæled og fødder. Jeg står der i ingenmandsland mellem blufærdighed og hjælpsomhed og ville helst bære hende hele vejen ud til taxien. Hun er lille og tynd, så i praksis ville det være lettere at agere som en brandmand – ikke en Taxamand. Nu får hun blot min arm og må selv bøje den ømme ryg for at komme ind på bagsædet. På et tidspunkt stivner kroppen af smerte og hun begynder at jamre som et barn. Jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre – men så lader hun sig falde de sidste centimeter ned i lædersædet.

Hun er tydeligt flov over sin klynken – så det taler vi ikke mere om. Basta!

Vi får en herlig og kærlig samtale i morgentrafikken ind til specialklinikken for knogleskørhed. Hun kommer fra Lolland og vi har pludselig en fælles reference. De første 5 år af min journalistiske karriere var jeg journalist i DR Næstved, der dækker Vest- og Sydsjælland – og Lolland-Falster med omliggende øer. Vi taler om landets rødeste amt med den rødeste kommune – Nakskov. Hun voksede op lidt nord for byen – på et ganske lille husmandssted, hvor mor passede de fem børn og far var arbejdsmand på sukkerfabrikken i sæsonen, når han ikke fik det bedste ud af jorden på de få tønder land.

Hun flyttede til København og blev lykkeligt gift med en rigtig københavner, som var ansat ved sporvejene. Børn fik de aldrig – men et lykkeligt liv i lejligheden i forstaden.

 

– Han var en god mand. En rigtig god mand.

Og hun laver det smukkeste portræt af den bedste ven i verden, et menneske kunne forestille sig. En stormende kærlighedserklæring – uden en eneste gang at bruge ordet kærlighed – eller jeg elsker ham. ’

I vores tid elsker vi hinanden alt og alle med ord. I vennekredsen, i skolen, på Facebook. – Vi bruger eeeelsker ordet i tide og utide.

Hun er fra en tid, hvor ordene blev brugt med bæredygtig ro.

Hun er 92!

 

Min næste kunde slår dagens rekord

Hun er om end endnu mere spinkel, end min første. Jeg kommer til at tænke på Elith Piaff – ”spurven”, den fantastiske sangerinde. Ikke som typen, for min næste kunde har helt givet ikke levet det sønderknusende liv med sprut og stoffer.

Men kroppen og ansigtet – den lille, skrøbelig krop.

Hun er fin og feminin til den yderste, lakerede finger-negl. Ikke noget vulgært og pæon-rødt her her. Men lyserødt, nøjagtigt som blomsterne på de magnolietræer, vi passerer netop i dag. Det er er den mest fantastiske iscenesættelse, man kan forestille sig. Ligesom sminken i hendes ansigt. Lige vel rigeligt med pudder og creme kan jeg se, når vi nu er helt tæt på hinanden. Det kniber sikker lidt med synet, så der er smurt rigeligt på for at holde på kvindeligheden. Og stregerne, de brede sorte streger, der skal understrege hendes næsten forsvundne øjenbryn, sidder måske lige vel højt.

Men det er lige meget. Hun er mere kvinde end de unge damer, jeg kørte hjem i deres glade beruselse tidligere på morgenen

Og så er vi De’s fra starten.

Hun er 97 år!

Hun har tre børn, 8 børnebørn – og 14 oldebørn.

– De er familiens entydige dronning, gætter jeg på. Og hun forstår straks, at det er sagt i dyb respekt. Hun smiler og ryster lidt på hovedet, mens hun gennemgår familieforholdene i en 97-årigs liv.

For man når noget, når man er født i 1920 og allerede var mor inden Anden Verdenskrig

Hun har tre børn, 8 børnebørn – og 14 oldebørn.

Hendes ældste barn – en datter – er 78 år! Pigebarnet har været folkepensionist i mere end et årti

Det ældste oldebarn er 25! Så hvis ikke de unge var så okkers sent ude, var der udsigt til tip-olde-status.

Hun gennemgår dem alle, navn for navn, med en filatelists akkuratesse og en hønemors omsorg.

Da jeg sætter hende af, er jeg én gang for alle kureret for min latterlige alders-forfængelighed. Og jeg ærgrer mig over, at jeg ikke er hendes parisiske privatchauffør, så jeg kunne slutte turen med et kys på begge kinder.

 

I stedet tænker jeg på ”spurven” og hendes udødelige sang. ”Non, je ne regrette rien”.

Nej, jeg fortryder intet!

 

God morgen, Danmark

– ikke mindst til de familierne ældste.

 

 

Next ArticleTvivlen og "de pårørendes sygdom"