Hvis du synes, at menneskets kærlighed til vores kæledyr er latterlig, skal du ikke køre taxi.

I hvert fald ikke med hundetilladelse.

Hundetilladelse?

Jo, den er god nok. Ligesom du skal have en ren straffeattest for overhovedet at køre taxi og en børneattest (Ikke er straffet for pædofili eller lignende …) for at køre alene med de yngste– så eksisterer der også en ”hundetilladelse”. Den er nu opfundet for at beskytte – ikke hunden men taxichaufføren. Nogle chauffører vil ikke køre med kæledyr på grund af allergi eller risiko for griseri i kabinen. Andre af religiøse årsager eller måske, fordi de er bange for menneskets bedste ven.

Taxamanden kører med alt fra kanariefugle til gadekryds af blandet herkomst.

Jeg er vild med både kæledyr og tilstanden på min lønkonto. Og så er det i øvrigt en myte, at kæledyr sviner. En fordrukken nattekunde taber alt fra coke til tyggegummi på bagsædet og er ude af Merceren, før jeg opdager det.

Katte er oftest i transportkasser og hunde sidder som regel mellem kundens fødder og taber højst et lille strithår på måtten.

Åh Herregud, i forhold til menneskets største svinehunde.

I dag er der taler om en Tibetansk Spaniel, fortæller den meget dårligt gående ældre dame, da jeg spørger og i øvrigt har hjulpet et ældre par ind på bagsædet. Jeg støtter hende og hun støtter hunden. Den sidder bare helt stille mellem hendes ben og kigger på mig med et par meget sørgmodige øjne. Mørke og lettere udstående. Alle i vognen er stille, og jeg finder ud af, at det ikke er i dag, at jeg skal opmuntre kunderne med en frisk bemærkning. Det er alvor, det her.

Fido (navnet har jeg givet den) skal ud på sin sidste rejse.

 

– Ja, undskyld, men jeg er meget ked af det, siger den ældre frue og er reelt grædefærdig. Han er meget syg og det giver ingen mening at behandle ham videre. Dyrlægen skal give ham en sidste sprøjte. Denne gang vågner han ikke igen.

 

Så stopper hun, og jeg kan høre hendes klumper i halsen. I realiteten græder hun lidt og jeg kan ikke finde på andet end det slappe:

 

Man kommer til at knytte sig så forfærdeligt til den

– Det gør mig virkeligt ondt frue. Jeg ved det selv. Man kommer til at knytte sig så forfærdeligt til den.

Og så tier jeg stille. Der er faktisk ikke så meget at sige.

Jeg mindes to traumer fra min barndom i 60’erne i Ibsker på Bornholm.

Den ene gang vare jeg vel 14 år og kom fløjtende hjem fra skole klar til utal af rugbrødsmadder og så ud at tage livtag med den store Sct. Bernhards hund. Mens jeg tog skoene af i entreen, hørte jeg pludselig min far og mor tale om hunden – i datid! Den var blevet aflivet om formiddagen, fordi den selv havde taget livet af 20 af familiens slagteænder bare en måned før jul. Den gik altså ikke og sognets bedste jæger blev tilkaldt.

”Simba” blev skudt – og jeg måtte skjule min gråd i dynerne på mit værelse. For store drenge græder ikke over farlig hunds retfærdige død.

 

Også det andet trauma sidder stadig i mig, så jeg den dag i dag – mere end 50 år efter – ville kunne udpege åstedet. Det foregik faktisk nogle år tidligere i 59 eller 60. Jeg skulle besøge min elskede mormor på nabogården og hun kom gående grædende ud ad alléen med de smukke birketræer.

– Kåm minj hôrra (dreng på bornholmsk), jå ska’ visa daj nåd…

Jeg var lamslået, blot 5-6 år og havde aldrig set min mormor i den forfatning. Hun fulgte mig om bag den ene af staldlængerne og trak den store port med blikpladerne til side. Først kunne jeg ikke se noget, men mine øjne vænnede sig til mørket. Og der lå den så – min mormors kulsorte Dobermann med den brune ”ansigtsmaske” og de kuperede ører. Min mormor havde oftest sine følelser i kontrol. Så det virkede dobbelt-fortvivlet, at hun havde lagt en af sin prydhaves blodrøde roser midt på hundens nu stive, døde krop.

En improviseret ”lit de parade” for hendes elskede hund. Billedet har hæftet sig i min indre mindestue, som var det et uforglemmeligt kunstværk.

Min mormor tilgav a l d r i g den postmand, der var kommet lige vel hurtigt ind ad indkørslen i sin skide Renault  – og ramte gårdens hund dødeligt.

 

Mine dramatiske barndomsminder fortæller jeg ikke om på den korte tur til dyrehospitalet med det lyriske navn Artemis.

Stilheden brydes af hundens ”mor”, der bare sukker og siger:

– Vi synes også på en måde, at det var vores hund

– Det kan godt være folk synes, at jeg er fjollet. Det er en af de værste dage i mit liv. Men det nytter jo ikke noget, når han er gammel og nyrerne er ved at sætte ud, fordi han ikke kan tåle sin medicin.

Jeg hjælper den ældre frue ud fra forsædet. Holde hende under armen, så hun kan mærke det. Så kommer turen til bagsædepassagererne. Det viser sig at være genboerne, mand og kone – også meget triste.

 

Manden kigger på mig med alvorlige øjne og siger:

– Vi synes også på en måde, at det var vores hund. Og så er vi jo blevet så gamle, at der ikke kommer nogen ny. Det gør også ondt.

Jeg nikker og har sagt færre ord end på nogen taxitur i mit liv.

 

God morgen, Danmark

– trist nok!