Klumme i Ekstrabladet, EKSTRA lørdag den 20, december
Jeg er selv en underlig cocktail.
Fra ungdomskulturen de hårdtslående 70erne. Dengang alt for meget reformist, men i dag – tilsyneladende – alt, alt for rød. Jeg elsker drømmen om det store fællesskab, – men livet har lært mig, at de store forandringer ofte skabes af enkeltpersoner.
Som ham Yahya, den karismatiske dansk-palæstinenser jeg mødte i taxien sidste sensommer, før han havde slået Danmarksrekorden i lyrik-oplag. Endelig en af ”folkeslagenes egne” der turde sige fra over for den religiøse fascisme i form af vold og undertrykkelse. Og her i efteråret slog han så til igen mod det Danmark, som har forsøgt at hverve ham i fremmedangstens tjeneste. (Denne klumme er fra december 2014 – sidenhen har Yahya Hassan igen sagt fra overfor islamofobernes “adoption” af ham og hans oprør…. red)
I samme univers af kultursammenstød – men helt uden intellektuelle kammertoner – mødte jeg en power-kvinde forleden, en travl fredag.
Det startede med, at jeg var pinlig og forudindtaget, da jeg samlede hende op ved en af de store, internationale virksomheder.
– Where may I bring you, madam?
Jeg kan det der med at scanne mennesker, inden de sætter sig ind. Hun er mørk men med europide ansigtstræk og glat hår. En plus en er to – og damen må være inder, ansat i koncernen og lige nu på besøg i virksomhedens hjemland.
Helt forkert!
Er pakistansk skønhed kun for pakistanere?
– Mig kan du godt tale dansk til, jeg skal til X-gade på Nørrebro. Direkte ind i Ghettoen, sagde hun og storgrinede af min forudindtagethed.
Jeg begyndte med alle mulige, tossede forklaringer, men blev afbrudt:
– Rolig nu, det her er jeg så vant til og det har jeg ingen problemer med.
Hun havde haft en helt personligt ærinde på virksomheden og tilhørte det ofte helt uartikulerede kvindemiljø midt derinde i kongerigets hovedstad, hvor fremmedhadet – og danskerhadet har sin arne. Efter at have grinet lidt sammen, talte vi sammen om de muslimske indvandreres vilkår nu. Hun var mere en 20 år ældre end taxamanden, der kunne fortælle om indvandrermiljøerne i de store provinsby i 70’erne, hvor der blev holdt ”kultur-festivaler” med tyrkere, ”Jugoslavere” (en fællesbetegnelse for alle balkan-mennesker af alle religioner). Og Pakistanere, naturligvis. Mad og dans og mellemfolkelig forståelse i lyset af de tilflyttede ”fremmedarbejdere”. De tog det lorte-arbejde, som danskerne ikke selv ville tage.
Historien herefter er i store træk kendt. Stigende skepsis. Konflikter.
Så fortæller hun om sine vilkår i en ret liberal, muslimsk, religiøs og pakistansk familie, hvor faren og moren kom til Danmark netop for 30-40 år siden.
Hun fortæller åbent, at hun er troende. Også at det muligvis en dag vil få hende til at tage tørklæde på:
– Min far blev syg og min mor tog over i styringen af familien. Jeg er vokset op i en familie, hvor kvinderne er . Og jeg er nok blevet en af slagsen selv, siger hun og smiler til mig i bakspejlet.
– Hun er er en ret stor kvinde, har de smukkeste sorte øjne og en usædvanlig selvbevidsthed. Direkte forbindelse mellem hendes sorte og mine gråbrune. To talende mennesker. To forskellige generationer – men vi håber at vi om måske en eller to generationer kan komme ud af de utålelige spændinger og oprustningen af krigen mellem ”dem” og ”os”.
Hun fortæller åbent, at hun er troende. Også at det muligvis en dag vil få hende til at tage tørklæde på:
Fordi du går for hurtigt, mand, griner hun. Her i landet følges vi ad.
– Ved, du hvad, der er ikke så indviklet. Det er bare noget koranen fortæller os ligesom kalotten til jøderne. Sådan er det. Men det er kulturforskellene, der skaber konflikterne ikke religionen. Jeg er gift – helt frivilligt med en indfødt pakistaner, som jeg selv har fundet. Vi har da også haft vore diskussioner. Bl.a. den der med, at mænd i min kultur, altid sal gå nogle skridt foran deres koner. Da vi blev gift opdragede jeg ham ved simpelthen at løbe op på siden af ham. Han spurgte: hvorfor?
– Fordi du går for hurtigt, mand, griner hun. Her i landet følges vi ad.
– Kunne du forestille dig, at være gift med en dansk mand?
Jeg stiller hende et spørgsmål, som jeg aldrig har turdet stille en kvinde fra indvandrer-ghettoen før:
– Kunne du forestille dig, at være gift med en dansk mand?
Jeg bliver flov over at være trådt for nær – men det er ikke blufærdighedskrænkelse, som trækker svaret ud. Hun skal tænke sig om, for ligesom jeg aldrig har stillet spørgsmålet, har hun aldrig fået det.
– Det har jeg faktisk aldrig tænkt over. For jeg har jo aldrig prøvet at være kurtiseret af en dansk mand.
Flirten der udeblev ganske og aldeles
Klumme i Ekstrabladet, EKSTRA lørdag den 20, december
Jeg er selv en underlig cocktail.
Fra ungdomskulturen de hårdtslående 70erne. Dengang alt for meget reformist, men i dag – tilsyneladende – alt, alt for rød. Jeg elsker drømmen om det store fællesskab, – men livet har lært mig, at de store forandringer ofte skabes af enkeltpersoner.
Som ham Yahya, den karismatiske dansk-palæstinenser jeg mødte i taxien sidste sensommer, før han havde slået Danmarksrekorden i lyrik-oplag. Endelig en af ”folkeslagenes egne” der turde sige fra over for den religiøse fascisme i form af vold og undertrykkelse. Og her i efteråret slog han så til igen mod det Danmark, som har forsøgt at hverve ham i fremmedangstens tjeneste. (Denne klumme er fra december 2014 – sidenhen har Yahya Hassan igen sagt fra overfor islamofobernes “adoption” af ham og hans oprør…. red)
I samme univers af kultursammenstød – men helt uden intellektuelle kammertoner – mødte jeg en power-kvinde forleden, en travl fredag.
Det startede med, at jeg var pinlig og forudindtaget, da jeg samlede hende op ved en af de store, internationale virksomheder.
– Where may I bring you, madam?
Jeg kan det der med at scanne mennesker, inden de sætter sig ind. Hun er mørk men med europide ansigtstræk og glat hår. En plus en er to – og damen må være inder, ansat i koncernen og lige nu på besøg i virksomhedens hjemland.
Helt forkert!
Er pakistansk skønhed kun for pakistanere?
– Mig kan du godt tale dansk til, jeg skal til X-gade på Nørrebro. Direkte ind i Ghettoen, sagde hun og storgrinede af min forudindtagethed.
Jeg begyndte med alle mulige, tossede forklaringer, men blev afbrudt:
– Rolig nu, det her er jeg så vant til og det har jeg ingen problemer med.
Hun havde haft en helt personligt ærinde på virksomheden og tilhørte det ofte helt uartikulerede kvindemiljø midt derinde i kongerigets hovedstad, hvor fremmedhadet – og danskerhadet har sin arne. Efter at have grinet lidt sammen, talte vi sammen om de muslimske indvandreres vilkår nu. Hun var mere en 20 år ældre end taxamanden, der kunne fortælle om indvandrermiljøerne i de store provinsby i 70’erne, hvor der blev holdt ”kultur-festivaler” med tyrkere, ”Jugoslavere” (en fællesbetegnelse for alle balkan-mennesker af alle religioner). Og Pakistanere, naturligvis. Mad og dans og mellemfolkelig forståelse i lyset af de tilflyttede ”fremmedarbejdere”. De tog det lorte-arbejde, som danskerne ikke selv ville tage.
Historien herefter er i store træk kendt. Stigende skepsis. Konflikter.
Så fortæller hun om sine vilkår i en ret liberal, muslimsk, religiøs og pakistansk familie, hvor faren og moren kom til Danmark netop for 30-40 år siden.
– Min far blev syg og min mor tog over i styringen af familien. Jeg er vokset op i en familie, hvor kvinderne er . Og jeg er nok blevet en af slagsen selv, siger hun og smiler til mig i bakspejlet.– Hun er er en ret stor kvinde, har de smukkeste sorte øjne og en usædvanlig selvbevidsthed. Direkte forbindelse mellem hendes sorte og mine gråbrune. To talende mennesker. To forskellige generationer – men vi håber at vi om måske en eller to generationer kan komme ud af de utålelige spændinger og oprustningen af krigen mellem ”dem” og ”os”.
Hun fortæller åbent, at hun er troende. Også at det muligvis en dag vil få hende til at tage tørklæde på:
– Ved, du hvad, der er ikke så indviklet. Det er bare noget koranen fortæller os ligesom kalotten til jøderne. Sådan er det. Men det er kulturforskellene, der skaber konflikterne ikke religionen. Jeg er gift – helt frivilligt med en indfødt pakistaner, som jeg selv har fundet. Vi har da også haft vore diskussioner. Bl.a. den der med, at mænd i min kultur, altid sal gå nogle skridt foran deres koner. Da vi blev gift opdragede jeg ham ved simpelthen at løbe op på siden af ham. Han spurgte: hvorfor?– Fordi du går for hurtigt, mand, griner hun. Her i landet følges vi ad.
Jeg stiller hende et spørgsmål, som jeg aldrig har turdet stille en kvinde fra indvandrer-ghettoen før:– Kunne du forestille dig, at være gift med en dansk mand?
Jeg bliver flov over at være trådt for nær – men det er ikke blufærdighedskrænkelse, som trækker svaret ud. Hun skal tænke sig om, for ligesom jeg aldrig har stillet spørgsmålet, har hun aldrig fået det.
– Det har jeg faktisk aldrig tænkt over. For jeg har jo aldrig prøvet at være kurtiseret af en dansk mand.
Taxamanden forstår det – og fatter det ikke.
Gode dag Danmark
– Gi´lidt kærlighed mellem folkeslagene
Taxamand
Next ArticleBedsteforældre og deres smertelige savn