Hvis en af mine døtre flyttede til Jylland, ville der blive indkaldt til krisemødet i familiebestyrelsen.

Ikke noget entydigt krav om at blive her i byen – i riget – i midten. Her i familien har vi jo vores frie vilje. Og hjemmets alderspræsident – den store alfahan midt i et paradis af kvinder – er jo selv emigrant fra det stormfulde skær i Østersøen. Jeg ved jo, at der findes et liv nord, syd, øst og vest for Valby Bakke. Og det slog ikke bunden ud af mit liv, da sent i august 1973 sendte min skibsbriks og morfars skrivebord med coasteren m/s Mito – og selv blev fragtet af min far i den pang-blå VW Variant 1600, stationcar til Århus.

Hjem til Århus

Sådan føltes det.

Men der krøb en provinsiel familiefar ind i min globale sjæl, da jeg nåede bedsteforældrealderen. Og et eller andet sted passer det mig fremragende, at der højst er en halv snes kilometer mellem mig og ungerne. Og her måler jeg så efter den unge, nybagte parcelhusejer, der har lagt den mest radikale afstand til forældrene i en stærk selvstændiggørelsesproces med ejerbolig, Skoda, kæreste og barn.

Line er flyttet til Lyngby!

Afstande er relative.

Jeg mindes en stærk, moden taxichauffør på Bornholm, da jeg i min mediekarrieres efterår var ”menneskechef” på DR’s østligste forpost, DR Bornholm. Hun havde født 6 børn, manden var gået på pension – og hun kørte ”storvogn” på klippeøen. Fuldtids taxikvinde, kone, mor – og bedstemor til et stadigt stigende antal børnebørn. Hun er en kvinde med slag i, en barskhed passende til de mest berusede kunder i nattelivet.

Men selvfølgelig blød som smør, når det handler om børn og børnebørn. Hun er godt nok ikke glad for det vanvid, at det ene barn er flyttet med ægtefælde og egne børn langt, langt væk. Til Vejle. Hele vejen til Jylland og uden mulighed for daglig kontakt.

Det er farmor og farfar, der har været på besøg hos deres søn, svigerdatter og barnebarn. Tre uger med en masse fryd mellem de to gamle – og så en tre-årig knægt

Men internettet og den nye teknologi fjernede noget af hendes smerte. Det var SKYPE, som dulmede det permanente savn. Så der bliver krammet og puttet stort set hver dag – virtuelt og på nettet.

 

Men verden er meget større og meget mere grum i afstande.

 

Jeg kører op foran gentofte-villaen sent på morgenen, først på formiddagen. To ældre, to voksne og et barn og en masse bagage. Min indre, gods-logistik-beregner er allerede ved at varme op, inden Merceren er kørt op foran hoveddøren. Men kun de to ældre skal med, beroliger den unge kvinde. Det er farmor og farfar, der har været på besøg hos deres søn, svigerdatter og barnebarn. Tre uger med en masse fryd mellem de to gamle – og så en tre-årig knægt, der efter bedsteforældres udsagn er det mest talende barn i universet.

De siger det i den klassiske bedsteforældre-stolthed, hvor selv et irritationsmoment kan være en kærlighedserklæring. Jeg kan så fortælle dem, at drengen blot kan være den næst-mest-talende.

 

– Verdensrekorden indehaves af jeres taxamand – en lille, dansk dreng på snart 61.

 

Så griner vi og tager toppen af det vemod, der ligger lige under overfladen. For selvfølgelig er det her en af de afskedsstunder, der har et anstrøg af sorg, fordi det ER svært blot at se sine børnebørn og sit ene barn 1- 2 gange årligt. Det nytter ikke at tale om det hele tiden, men jeg ser følelsen med egne øjne, da jeg holder døren for farfar, der vil sidde på forsædet. Mens han er ved at stige ind, ombeslutter han sig, skubber mig venligt til side for endnu engang at sige farvel til den lille knægt. Han stikker sit hoved helt ned til knægten, der sidder lidt betuttet i sin mors arme. Bare røre ham og måske dufte ham.

Og så hurtigt ind i den grå taxi med det grønne logo – uden tårer. For rigtige drenge, rigtige fædre og bedstefædre græder ikke, når de har pligt til at være fattede.

 

Farmor og farfar bor i Maryland i det nordøstlige USA. Og deres familie er nærmest født trans-kontinental. Jeg gætter rigtigt, da fruen har talt et par gange – med den smukkeste angelsaksiske dialekt, JEG kender til. Hun er skotte og fandt altså kærligheden i USA. Deres søn i Danmark, har taget sine studier i Skotland – og mødte så sin danske kone. Hun er til gengæld halvt filippinsk. Så ham den meget charmerende lille knægt har både Dannebrog, Stars and Stripes – og det filippinske flag i lagkagen, når der er fødselsdag.

 

Mine kunder har to andre børn, der bor noget tættere på end den danske familie-gren. En datter i Bronx, New York og en søn hjemme i staten Maryland.

 

– Om det er svært at have det ene af sine børn så langt borte?

 

Så rent ud sagt, må vi vende savnet til den mulighed, at vi får set meget mere til verden, selv om vi er ved at være ældre mennesker

Den ældre mand kigger ud af vinduet på sin egen side for at være sikker på, at der er ærlighed i det svar, han giver mig. Han er en af de mere eftertænksomme amerikanere – og ikke en af de der fuldautomatiske everything-is-sooooo-beautiful-personligheder, som man OGSÅ kan møde på den anden side af det store hav.

 

– Vi kender det jo selv her i familien, hvor min egen kone er skotsk og min søn valgte at læse i Europa. Og vi er heldigt stillede, fordi en del af familien er så tæt på. Det er f.eks. vores datter, som henter os ved flyet, når vi lander om en halv snes timer. Men selvfølgelig savner vi dem og ham den lille vildt. Selv om vi begge er pensionister, tager jeg af og til lidt ekstra-arbejde, så vore rejser ikke slår bunden ud af økonomien. Så rent ud sagt, må vi vende savnet til den mulighed, at vi får set meget mere til verden, selv om vi er ved at være ældre mennesker. Så det her kan vi selvfølgelig ikke blive ved med i al evighed. Men vi lever!

 

Hans ord er overbevisende.

Anstrøget af vemod i øjnene kan dog intet fjerne.

Vi giver hånd foran terminal 3 og er sikre på, at vi engang skal ses igen. De transkontinentale bedsteforældre og så ham, den provinsielle, danske af slagsen.

 

God morgen, Danmark

– Fra de mindste til de gråhårede.