Folket og FOLKEMØDET

 

 

For tiden – nej, i de her dage er det 40 år siden, jeg blev journalist.

En gang i Yngre Kridttid, som jeg plejer at spøge i et forgæves forsøg på at skjule forskrækkelsen over årene, der forsvandt som ved et fingerknips.

Men jeg kan i hvert fald sige, at verden allerede så småt VAR ved at være ”af lave”. EU – EF, som det hed dengang – var ved at få sine første alvorlige fjender i det ikke-venstreorienterede Danmark. Mit speciale på journalistuddannelsen i Århus var tre radioudsendelser om det danske fiskeri, som for første gang blev ramt af begrebet fiskekvoter. Jeg stod selvfølgelig til søs med fiskeskipper Harry Hald fra Årsdale på Bornholm. Årsdale som vel nærmest kan siges at være arketypen af det samfund, som udspiller sig i Lotte Svendsens Film, Bornholms Stemme.

Censor på opgaven var den navnkundige studievært Hans V. Bischoff – Cavling Prisvinderen, der kunne forklare om økonomi, så det var til at forstå for almindelige mennesker. Siden mødte jeg ham i fagforeningsbestyrelsen, hvor han var en af hjernerne bag de gode overenskomster.

Og jeg ku’ bli’ ved …..

Det er Bornholm og formidling for folket, som er mit ærinde i dag.

Folkemødet! Politikfestivalen på min fødeø.

I de sidste par uger har j eg forberedt en journalistisk opgave, som nærmest er en symbolsk gave i mit jubilæumsår. Og som under alle omstændigheder har trukket noget energi ud af min egen blog.

Ro på, jeg vender tilbage.

Jeg er for andet år moderator/journalist/studievært/konsulent på Civiltinget ved Folkemødet. Civiltinget er scenen for de små ngo-foreninger – foreninger som ikke er en del af det almindelige, politiske magtapparat. De er spejlinger af det folkelige, foreningsarbejde – men langt fra en snæver, national synsvinkel. Foreningerne har ikke økonomi til at hyre dyre spindoktorer, kommunikationskonsulenter – eller de dyre drenge og piger – de kendte studieværter fra de mest kendte tv-udsendelser.

De sidste møder du masser af på Folkemødet….

Men du kan også følge Folkemødet på festivalens egen radiostation, RADIO FOLKEMØDET. Det er virksomheden Teracom, der driver det danske sendenet for radio og tv, som har valgt at sponsorere og etablere Radio Folkemødet som deres bidrag til mangfoldigheden i debat og medier. Den midlertidige radiostation sender det meste af døgnet fra torsdag den 15. kl. 13 til søndag den 18. kl. 15. Du kan lytte til radioen på både netradio og på DAB, digital radio. Selævfølgelig over hele landet!

 

 

Civiltinget er så at sige en side-kanal til Radio Folkemødet.

Vi optræder på en scene i et telt med plads til en lille gruppe tilhørere. Og vi sendes – oftest ”forskudt” på hoved-kanalen. Og så ryger alle de 16 events/udsendelser fra de fire dage op i ”skyen”, hvor de siden kan tages ned og lyttes af de, der måtte have lyst.

For mit eget vedkommende er Civiltinget først og fremmest et gensyn med journalistisk meningsfuldhed, som mindst når samme højder som mit arbejde i DR i knap 35 år.

Det handler om passion, frihedskamp og indignation. Det handler om et ytringsfrihed og demokrati. Det handler om væsentlige brudstykker af den virkelighed, inden den kværnes gennem mediemøllen. Deri ligner civiltinget min egen virkelighed i vogn 1-0024. – den sølvgrå taxi med det grønne logo.

Det er livet – enkelt og råt,

Du kan møde

 

… brandmænd, der kæmper for anerkendelse af kræft som en erhvervssygdom.

… forældre, som har mistet deres børn, – men viser vejen til at finde livsgnisten.

… krigsbørne, ”tyskerbørnene”, som kæmper sig ud af løgne og fortielser.

… unge gymnasielever – muslimer og jøder, der går i dialog med hinanden.

… kinesere, som er tilhængere af ny-religionen Falun Gong og som var en ukendt del af Tibet-sagen.

 

Tag et kig på programmet i civiltinget.

Folkemødet er et udbudskaos og et cirkus.

Det er der noget om. Ligesom Roskildefestivalen er andet end formidlingen af tidens helt aktuelle toner.

Men Folkemødet er også et aftryk af det samfundsmæssige DNA i folkestyret, som udviklede sine forstadier allerede i begyndelsen og midten af 1800-tallet. Verden var midt i et opgør med enevælde i forstenede diktaturer. Det kostede fængsel og domme til mennesker, hvis partier i dag udgør det moderne establishment og magthavere. Så kom arbejderoprøret i overgangen mellem 1800-tallet og 1900-tallet. Noget blev til revolution men det meste til dialog og kampe på ord.

 

 

Det er et paradoks, at vi en tid, hvor alle i princippet har adgang til alt, måske er fjernere fra demokratiets rødder end i mange år, – jo mere opgivende bliver synet på det, der gik forud – og det, der skal hænde.

… Jo mere absurde krigene er, jo mere vanvittigt statslederne agerer, jo mere gradbøjet sandheden bliver, jo mere iscenesatte medierne er, jo mere politisk sterile journalisterne er, jo mere kyniske rigmændene bliver, jo mere de religiøse ledere kalder på ragnarok og den yderste dag …

Jeg forstår i den grad desillusionen og væmmelsen.

Og angsten!

 

Der er i de her år så megen velbegrundet følelse af meningsløshed, at det er forståeligt, at mange tager flugten fra indflydelsen. Kun 3 pct. af den danske befolkning er medlemmer af et politisk parti og derved blive kredsen af mennesker, hvorfra de politiske arbejde udspringer, – mindre og mindre.

 

Hvad gør man så for at komme ud af dette sorte hul af politisk pessimisme?

 

Jeg kan i hvert fald give ét råd, som jeg selv har gennemlevet som taxichauffør og storyteller gennem 5 år: Ryk tættere på de levende mennesker!