Jeg lovede mig selv, at det ville aldrig, ALDRIG ske!
Det der med, at jeg ville sidde der i lænestolen, klør mig lidt i det grå skæg, smile lidt vemodigt for mig selv – og så begynde at tale om, at det hele sgu var lidt lettere i gamle dage.
Det er en af de fede sider ved at have arbejdet og levet på radiokanalen P3 i DR-kulturen. Her er det i sagens natur ikke smart at være retrospektiv. Det er vel nærmest begyndelsen til enden, når man begynder at tale mildt om fortiden – og det har jeg altid haft det godt med. Dels er kanalen et frirum i en meget tilbageskuende, selvoptaget institution (selv en lille fyringsrunde kan i selvforståelsen fremstå som et knusende slag mod dansk kultur). Og dels er der noget grundlægge vitalt i at tage hul på fremtiden i forventning om, at den vil være bedre end både fortiden og den grå nutid.
Men alligevel kommer den snigende ind på den gamle mand, denne mimrende kiggen bagud på en tid, der i erindringens lys ikke bare er fortid – men en bedre tid.
Jugoslavien – her kommer han fra
Jeg tænker på det, da min kunde sætter jeg veloplagt ind på bagsædet foran den store teknologivirksomhed og skal køres til lufthavnen. Det er fuldstændigt indlysende, at denne mand har sine rødder på Balkan. Selv om han er noget mindre end min fortids kæmpe-helt – som jeg husker ham – ligner han en nutidsudgave af Josip ”Broz” Tito, partisanen, der kom ned fra bjergene og sparkede prøjserne ud. Skaberen af det moderne Jugoslavien. At han også var kommunistisk agent inden krigen og diktator i et alt anden end demokratisk land, gemmer vi til en anden lejlighed. Han gik imod mastodonterne i både Kina og Moskva og han formåede at holde sammen på nogle uforenelige folkeslag og kulturer, der gjorde de fattige land i Sydeuropa til en af verdens førende, alliancefri nationer. Stolt i verden, – men på røven nationaløkonomisk.
Han, Tito, var dyrket fra partisanmyte til maskulint forbillede i en sådan en grad, at de sortøjede partisankvinder med store bryster og en Kalashnikov over skulderen – en af de heroiske billeder, der poppede op selv i 70’erner, da krigen for længst var ovre – tilsyneladende ikke kunne skelne mellem erotisk lyst og patriotisme.
samme urokkelige udstråling som bonden fra bjergene nær Beograd. Han manglede bare sin tyktflydende, søde kaffe og en enkelt sliwowitz
Men her, på bagsædet, sidder altså en levende, moderne udgave af en aldrig vaklende serber, uden busket overskæg – men med samme urokkelige udstråling som bonden fra bjergene nær Beograd. Han manglede bare sin tyktflydende, søde kaffe og en enkelt sliwowitz, et glas blommebrændevin, så ville vi glemme alt om lædersæderne i den grå Mercer med det grønne Logo.
USA – her bor han
Han griner stolt, kunden, da jeg gengiver mine minder fra det gamle, forenede Jugoslavien. Han har balkanmusikken i sin dialekt men taler ellers formfuldendt engelsk. Eller rettere: amerikansk. Og det sjove er, at han i virkeligheden HAR noget af Titos historie i sin egen baggrund. Han er nemlig halvt, kroat og halvt serber. Partisan Tito havde selv den perfekte baggrund til at være den samlende landsfader – han var slet ikke Serber og altså principielt ikke en del af det dominerende folk. Han var kroat. Men han var først og sidst internationalist, så det med oprindelseslandet kom i anden række.
Vi lader fortiden ligge.
Men ikke helt i taxien, hvor vi begge taler kærligt og sentimentalt om det Jugoslavien, der i stor udstrækning formåede at slå bro over tre religioner og endnu flere folkeslag.
Selv er min kunde et af eksempler på et brobyggeri, der vil gøre verden meget, meget fredelig, hvis ellers princippet fra privat- og arbejdsliv kunne kopieres over i det politiske univers. Han bor først og fremmest i verden – og langt mindre i selvhøjtidelige nationalstater. Men man kan roligt lige, at han ikke er blevet et harmoniseret blegdyr af den grund
Han har taget hele svineriet med sig på vejen!
Så min taxikunde her måtte føje tysk til sit serbokroatiske
Hans far var Serber og derfor ortodoks lige så sikkert som moderen var kroat og romersk katolsk. Han voksede op med den nationale identitet Jugoslavien. Denne selvfølelse blev IKKE mindre af, at familien flyttede til Schweitz, da han var dreng. Hans familie var en del af de moderne tiders første bølge af ”gæstearbejdere”. For selvom præsident Tito kunne skaffe vestlig rejsefrihed og valutaen kunne veksles overalt på kloden, var partisanen Josip ikke god til at skaffe arbejdspladser i den grundlæggende, beton-kommunistiske økonomi, hvor statsdrift (eller kollektiver) var kodeordet.
Så min taxikunde her måtte føje tysk til sit serbokroatiske. Han voksede op i dette syd- og centraleuropæiske blandingsforhold og fik sig en god, teknologisk uddannelse, der førte ham rundt i verden.
Thailand – det nye blod i hans børn
Han blev gift og har nu slået sig ned i den by, hvor hans firma i medico-industrien har hovedkvarter: I Las Vegas, Nevada i det vestlige USA. Men der er kommet endnu en ny ingrediens i hans i forvejen brogede cocktail af en opvækst. For hans kone er fra Thailand – og hun er Buddhist!
Han smiler – nej han griner:
– Man kan vist roligt sige, at mit liv er en smeltedigel. Mine børn er døbt i den ortodokse, serbiske kirke. – Men selvfølgelig glemmer jeg ikke min mors romersk katolske baggrund. Så vi fejrer bare jul to gange derhjemme. Eller hele tiden, kunne man sige. For konen har sit lille buddhistiske alter i et hjørne af stuen.
– I’ll tell you. This is one big, religious mess , – siger han og griner selvironisk.
Kærlighed på nettet i den helt livsnødvendige forstand. Ellers kunne han ikke holde livet ud
Og fortæller, hvordan han har skabt sig et hårdt med også et helt usædvanligt arbejdsliv. 9-10 måneder om året arbejder han som en sindssyg og sælger medicin-teknisk udstyr over hele verden. Han rejser stort set hele tiden. Er hjemme nogle få dage i Las Vegas – og rejser igen. Og så er der selvfølgelig daglig kontakt til konen og de tre små piger derhjemme i ørkenbyen. Via Skype, så man både kan se og høre hinanden.
Kærlighed på nettet i den helt livsnødvendige forstand. Ellers kunne han ikke holde livet ud.
Men de to til tre måneder om året holder han helt fri. Så føjer han et nyt land til sit i forvejen blandede, jugoslaviske univers.
Så tager hele familien til Thailand!
Vildt og varmt er hans liv. Og fuldt af afsavn.
Og så er hans stolt og grund-tilfreds – lige som Josip ”Broz” Tito fra det forsvundne Jugoslavien.
– Sretan Put, siger jeg på det eneste serbo-kroatiske, jeg har lært. – God rejse!
Gensyn med den moderne Tito og de blandede folk
Jeg lovede mig selv, at det ville aldrig, ALDRIG ske!
Det der med, at jeg ville sidde der i lænestolen, klør mig lidt i det grå skæg, smile lidt vemodigt for mig selv – og så begynde at tale om, at det hele sgu var lidt lettere i gamle dage.
Det er en af de fede sider ved at have arbejdet og levet på radiokanalen P3 i DR-kulturen. Her er det i sagens natur ikke smart at være retrospektiv. Det er vel nærmest begyndelsen til enden, når man begynder at tale mildt om fortiden – og det har jeg altid haft det godt med. Dels er kanalen et frirum i en meget tilbageskuende, selvoptaget institution (selv en lille fyringsrunde kan i selvforståelsen fremstå som et knusende slag mod dansk kultur). Og dels er der noget grundlægge vitalt i at tage hul på fremtiden i forventning om, at den vil være bedre end både fortiden og den grå nutid.
Men alligevel kommer den snigende ind på den gamle mand, denne mimrende kiggen bagud på en tid, der i erindringens lys ikke bare er fortid – men en bedre tid.
Jugoslavien – her kommer han fra
Jeg tænker på det, da min kunde sætter jeg veloplagt ind på bagsædet foran den store teknologivirksomhed og skal køres til lufthavnen. Det er fuldstændigt indlysende, at denne mand har sine rødder på Balkan. Selv om han er noget mindre end min fortids kæmpe-helt – som jeg husker ham – ligner han en nutidsudgave af Josip ”Broz” Tito, partisanen, der kom ned fra bjergene og sparkede prøjserne ud. Skaberen af det moderne Jugoslavien. At han også var kommunistisk agent inden krigen og diktator i et alt anden end demokratisk land, gemmer vi til en anden lejlighed. Han gik imod mastodonterne i både Kina og Moskva og han formåede at holde sammen på nogle uforenelige folkeslag og kulturer, der gjorde de fattige land i Sydeuropa til en af verdens førende, alliancefri nationer. Stolt i verden, – men på røven nationaløkonomisk.
Han, Tito, var dyrket fra partisanmyte til maskulint forbillede i en sådan en grad, at de sortøjede partisankvinder med store bryster og en Kalashnikov over skulderen – en af de heroiske billeder, der poppede op selv i 70’erner, da krigen for længst var ovre – tilsyneladende ikke kunne skelne mellem erotisk lyst og patriotisme.
USA – her bor han
Han griner stolt, kunden, da jeg gengiver mine minder fra det gamle, forenede Jugoslavien. Han har balkanmusikken i sin dialekt men taler ellers formfuldendt engelsk. Eller rettere: amerikansk. Og det sjove er, at han i virkeligheden HAR noget af Titos historie i sin egen baggrund. Han er nemlig halvt, kroat og halvt serber. Partisan Tito havde selv den perfekte baggrund til at være den samlende landsfader – han var slet ikke Serber og altså principielt ikke en del af det dominerende folk. Han var kroat. Men han var først og sidst internationalist, så det med oprindelseslandet kom i anden række.
Vi lader fortiden ligge.
Men ikke helt i taxien, hvor vi begge taler kærligt og sentimentalt om det Jugoslavien, der i stor udstrækning formåede at slå bro over tre religioner og endnu flere folkeslag.
Selv er min kunde et af eksempler på et brobyggeri, der vil gøre verden meget, meget fredelig, hvis ellers princippet fra privat- og arbejdsliv kunne kopieres over i det politiske univers. Han bor først og fremmest i verden – og langt mindre i selvhøjtidelige nationalstater. Men man kan roligt lige, at han ikke er blevet et harmoniseret blegdyr af den grund
Han har taget hele svineriet med sig på vejen!
Hans far var Serber og derfor ortodoks lige så sikkert som moderen var kroat og romersk katolsk. Han voksede op med den nationale identitet Jugoslavien. Denne selvfølelse blev IKKE mindre af, at familien flyttede til Schweitz, da han var dreng. Hans familie var en del af de moderne tiders første bølge af ”gæstearbejdere”. For selvom præsident Tito kunne skaffe vestlig rejsefrihed og valutaen kunne veksles overalt på kloden, var partisanen Josip ikke god til at skaffe arbejdspladser i den grundlæggende, beton-kommunistiske økonomi, hvor statsdrift (eller kollektiver) var kodeordet.Så min taxikunde her måtte føje tysk til sit serbokroatiske. Han voksede op i dette syd- og centraleuropæiske blandingsforhold og fik sig en god, teknologisk uddannelse, der førte ham rundt i verden.
Thailand – det nye blod i hans børn
Han blev gift og har nu slået sig ned i den by, hvor hans firma i medico-industrien har hovedkvarter: I Las Vegas, Nevada i det vestlige USA. Men der er kommet endnu en ny ingrediens i hans i forvejen brogede cocktail af en opvækst. For hans kone er fra Thailand – og hun er Buddhist!
Han smiler – nej han griner:
– Man kan vist roligt sige, at mit liv er en smeltedigel. Mine børn er døbt i den ortodokse, serbiske kirke. – Men selvfølgelig glemmer jeg ikke min mors romersk katolske baggrund. Så vi fejrer bare jul to gange derhjemme. Eller hele tiden, kunne man sige. For konen har sit lille buddhistiske alter i et hjørne af stuen.
– I’ll tell you. This is one big, religious mess , – siger han og griner selvironisk.
Kærlighed på nettet i den helt livsnødvendige forstand. Ellers kunne han ikke holde livet ud.
Men de to til tre måneder om året holder han helt fri. Så føjer han et nyt land til sit i forvejen blandede, jugoslaviske univers.
Så tager hele familien til Thailand!
Vildt og varmt er hans liv. Og fuldt af afsavn.
Og så er hans stolt og grund-tilfreds – lige som Josip ”Broz” Tito fra det forsvundne Jugoslavien.
– Sretan Put, siger jeg på det eneste serbo-kroatiske, jeg har lært. – God rejse!
God morgen, Danmark
– hvor du end måtte befinde dig i verden
Taxamand
Next ArticlePlatheder, kærlighed og familie-socialister