Det sker, at mine arbejdsdage i vogn 2282 udvikler sig til noget, der ligner forud tilrettelagte temadage.

I går stod den på det udødelige emne parforhold og ægteskab.

Jeg fik en nærværende samtale på en lang taxitur. Kunden havde lyst til at tale og fortælle, og for en gangs skyld kunne jeg indtage den mere passive rolle. Kendere af Taxamandens natur vil vide, at det ikke lige er mion stærkeste kompetence.

Hun er en enlig kvinde midt i halvtredserne. For et par år siden fik hun helbredsmæssigt nogle voldsomme ”nogle på goddagen”. Hun havde et tårnhøjt blodtryk, hendes kolesteroltal var højt som et hotel i Dubai – en blødning i øjet viste sig at være en blodprop længere inde bag ved. Og så vejede hun alt, alt for meget og fik konstateret Diabetes II.

– Jeg havde jo ikke passet på mig selv og lider jo nok af lægeskræk, der gør, at jeg holder mig væk fra lægerne til allersidste øjeblik.

– Eller holdt mig. Den vane har jeg måttet lægge fra mig. Ligesom jeg har tabt mig og holder mig fra sukker og for mange kulhydrater.- Jeg synes ikke, jeg er blevet hellig, men det var en af mine veninder, der gav mig et spark bagi. Jeg sagde til hende, at hvis det skulle være på den her måde, så gad jeg sgu ikke mere. Men så blev hun sur og sagde, at nu skulle jeg tage mig sammen.

 

Hun er langsomt tilbage på banen og er begyndt at se bedre og mindre ”forstyrret” efter at blodproppens konsekvenser langsomt fortager sig.

 

 

Men vi lader hurtigt den der sundheds-diskussion ligge, da hun fortæller oprigtigt op et livslangt – solo-liv. Det har hun altid haft det godt med. Hun har selvfølgelig haft kærester. Men hun har aldrig boet sammen med nogen og hun har aldrig ønsket at få børn.

 

Det var kulden mellem min far og mor, der tog hårdt på mig

– Jeg er sikker på, at det har noget med min opvækst at gøre. Jeg er enebarn af to forældre, som er døde nu. Strengt tager er jeg veltrænet i ensomhed. Eller rettere. – Jeg opfatter det ikke som ensomhed, fordi jeg har gode venner – og altså ikke har problemer med at være alene. Det er lidt kedeligt at skulle give mine afdøde forældre skylden, men det var kulden mellem min far og mor, der tog hårdt på mig. Jeg ville bare ikke ende som i deres forhold. De skulle aldrig have været gift, Eller måske: Det var blevet meget bedre, hvis de var blevet skilt. Hvis du vidste hvor mange gange som barn, hvor jeg forsøgte at optø iskulden mellem dem. Det kan et barn jo ikke ordne. Men jeg prøvede, og det har helt klart betydet, at SÅDAN ville jeg ikke ende. Så er det lettere at klare ensomheden.

 

– Men når du så har haft en sygdomsperiode, som den, du har været igennem, savner du så ikke bare et almindeligt forhold, hvor du kunne dele dine problemer nu og her. Måske lidt trivielt – men venskabet. Medfølelsen, solidariteten?

 

Jeg tænker i nogle sekunder, at hun kan høre, at jeg taler for lykken i mit eget, personlige liv.

– Jo, det må jeg nok indrømme er det værste. Jeg kompenserer med gode venner af begge køn. Men selvfølgelig har jeg under sygdommen savnet den berømte hånd på min pande. Eller bare et øre, der lytter. Du kan sikkert se og høre, at jeg grundlæggende er et glad menneske. Men sygdommen HAR sat tanker i gang. Jeg er vist blevet lidt bange for ensomheden på mine gamle og svage dage. Og jeg HAR oplevet, at veninder som sagde, de ville gøre aaaalt, bare er forsvundet nu. De har ikke kunnet bære min sygdom og forfald. Så tænker jeg mit for fremtiden.

– Så man skal aldrig sige aldrig. Måske sker det en dag?

Hun slår en høj latter op.

– Det siger mine veninder også, – altid. Men jeg søger det ikke. Og jeg kan slet ikke forestille mig at skulle bo sammen med en kæreste. Men måske….

Vi smiler bredt til hinanden efter at jeg har givet bidder af kærligheden i mit eget ægteskab

 

Den næste tur fra byen i Nordsjælland er nærmest en ironisk kommentar til den foregående snak om det go’e gamle parforhold.

To kvinder og en herre står i nydeligste festskrud på sådan en almindelig, kedelig mandag. De skal klart til en stor fest, selv om tidspunktet sidst på formiddagen synes lidt specielt. De dufter fantastisk og ser usædvanligt godt og ungdommelige ud.

– Min datter skal giftes, siger den ene af kvinderne.

Jeg undrer mig lidt over tidspunktet men gribes af stemningen og fortæller om min datters bryllup for en halv snes dage siden. Jeg er klar til det helt store udtræk om følelser og kærlighed og tårer og traditioner. Men hun afbryder mig.

– Ja, det er jo altså noget andet, når ens datter er 52, siger kvinden triumferende.

Jeg havde godt nok ikke bedømt moderen til at være i 70års-alderen. Hun er en kvinde af stil og en umådelig flot tagen vare på sig selv.

– Det er godt nok et noget specielt bryllup, siger den jaket-klædte herre på forsædet, som ikke har det helt vel i situationen. Muligvis faren – eller i hvert fald moderens mand. Det skal foregå i dag – men det offentliggøres først senere på efteråret.

Deres datter skal giftes i programmet ”Gift ved første blik”. Et internationalt tv-koncept, som af alle steder sendes i DR. Først på DR3 og nu på DR1. Et ”kærligheds-eksperiment”, hvor public service-institutionen hele tiden understreger lødigheden med terapeuter og psykologer, der vurderer nogle singler – og så ”parrer” dem.

De bliver simpelthen gift for åben skærm – uden at have mødt hinanden før.

Kærlighed er noget vi gi’r til hinanden

Taxamanden kører brudens mor og følge en bid af turen til det storladne bryllup inde i hovedstaden, hvor familien skal møde den nye svigersøn. N mand, som de og bruden aldrig har set før.

Jeg sætter dem af ved toget og er ved at glemme det vigtigste.

Ruller vinduet ned og råber venligt over jernbanepladsen:

 

– Tillykke. Tillykke med datteren.

 

Kærlighed er noget vi gi’r til hinanden

Jeg er en kylling som min første kunde dagens ægteskabstema.

Jeg havde valgt ensomheden.